Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Til Sæters!
-"S^S^-
For Fjcldbonden indeholder detle Lüsen Forjættelsen om den rigeste Sommerglæde. Uagtet vore Budeier ligesaa lidet ligne
Ar-kadiens Hyrdinder, som vore Vestenvinde milde Zefyrer, stunde de dog den hele lange Vinter efter det nordiske Hyrdeliv, efter
Vaarens og Sommerens Forbud, ved hvis Ankomst de skulle drage til Sæters med Buskapen, og denne deler vist ærlig deres Længsel;
thi den hele Vinter sullefüdes den med knapt tilmaalt Moos og Bar og Straa; men i Lien og paa Fjeldet skal den fraadse i
kraftigt Græs og kryddrede Urter. Naar Sæterreisen tiltrædes er det som en Fest for Folk og Fæ. Paa Sæteren gaaer den ene Dag
hen som den anden med at lokke for Buskapen, drive den om i Lien og paa den vide Hei, med at kjerne Smör og yste Ost, plukke
Bær og Blommer. Den eneste Afbrydelse i Eensformigheden, der danner Epoke, er naar der kommer Folk fra Bygden. Naar
Gaards-arbeidet er udfort i Bygden, indtræder först de rette store Sæterfester; da komme Mændene og Karlene op for at slaae Voldene og
Fjeldslætterne, for at see til Hestene og fiske i Vandene; da er det at Fjelddandsene holdes, og i de sydlige og vestlige Egne
af Landet lukker man paa denne Tid Huset af i Bygden, stikker Nöglen under Tærskelen og drager for en halvanden Maaneds Tid
med hele Familien til Sæters, kun efterladende en kontemplativ Kat, der bliver nödt til udelukkende at nære sig ved Jagt, om ikke
en ældgammel gigtsvag Bedstefader eller krumrygget dövhört Bedste- eller Oldermoder, som er for stiv i Benene til at vandre den
lange Sætervei, bliver hjemme og tager sig af den.
Det Idylliske og Poetiske i Sæterlivet ligger i Menneskenes, man kunde gjerne sige sösterlige Forhold til og Omhu for
Dyrene, i Hornets og Lurens, i Lokningens gribende Naturtoner, kort i det inderlige Samliv med Naturen. Men, spürger man, er da
dette saa tiltrækkende, at man, naar Vinteren vel er forbi i Dalen, skal opsöge den i dens Hjem og trodse dens isnende Storme og
Snefog, der selv i den bedste Sommer styrter ned fra Bræer og Fjeldtinder? Og er der noget Tiltrækkende i disse sorte Tinder,
disse graae Urer, isnende Gletschere eller i Fjeldviddens gruvækkende Eensoinhed? — Spörger man Bonden selv, faaer man altid
det Svar: „Paa Fjeldet er godt at være, der seer En saa vidt; der er saa friks Luft." Men hvad der ubevidst tiltrækker ham,
ligger dybere; det er netop Naturens store vilde öde Magt. Det er denne samme Natur, hvis mörke Grundstemning gaaer igjennem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
