Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ISO
ter Sagnet skal lian have sagt, at han vilde stöbe den norske Lüve om til en Muldvarp, som ikke skulde turde krybe ud af sin Hule,
og sine Folk havde han lovet, at de skulde faae den „veneste Mö og den gjæveste Gaard," naar Landet var taget. — Den 19de
eller 20de August, da Sinklar styrede ind ad Romsdalsfjorden, fortælles der, laa Ivar Helland fra Vestnæs ude paa Fjorden og fiskede,
og havde ikke nogen anden med sig i Baaden til at andöve (holde Baaden stille ved Hjælp af Aaarene) end sin Datter, et halvvoxent
Pigebarn. Dem opsnappede Skotterne og tvang dem til at gaae ombord. Da Pigebarnet blev forskrækket og begyndte al græde,
gav Skotterne hende en Sülvfmgerböl og en Sax med Sülvhaandfang og sendte hende iland. Ivar maatte blive for at lodse dem
ind gjennem Fjorden til Væblungsnæsset. Da de kom til Klungnæshammeren, som siden kaldes Skottehammeren, % Miil fra
Væblungs-næsset, sagde han, at Fartöierne ei kunde flyde længere. Paa Klungnæs boede en Mand, som hedte Peer; ham fik Skotterne fat i
og tvang ham til at være Veiviser. For at han ikke skulde löbe fra dem mellem Fjeldene ledede de ham ved en Snor, som blev
fastbunden i Haaret paa ham. Ivar, som blev lösladt med en Belünning for sin Umage, skyndte sig til Væblungsnæsset, hvor han
gjorde Allarm og lod Budstikken gaae op gjennem Dalen, medens Peer Klungnæs sinkede Skotterne ved at fore dem gjennem Ulænde
lo Mile lilkrogs omkring Isfjorden. Romsdüleme fik saaledes Tid at samle sig, og besluttede först at gjöre Modstand med Stok og
Steen; men uden Anförer og ordentlige Vaaben kunde de Intet udrette, og de fleste flygtede derfor tilfjelds med deres bedste Gods;
thi foran Skotterne gik der et frygteligt Rygte om at de skjændede og lemlæstede Piger og unge Koner, brændte Gaarde og rövede
Penge, Guld og Sölv. Over Enebo og Skauge trængte Skotterne ind i Gudbrandsdalen. Fra Skauge vare Alle flygtede undtagen
Mandens gamle Bedstemoder. Hende sloge Skotterne ihjel og afbrændte Gaarden. Paa Mærrasletten holdt de Rastdag. — Peer
Klungnæs, som fremdeles maatte gjöre dem Fölge og vise dem Vei, syntes at Veien blev for lang, og da han forlængesiden var
kjed af Fölget, listede han sig fra dem ved Kjörums-Gaardene og var alt kommen et Stykke paa Hjemveien; men Skotterne
hentede Peer Klungnæs igjen og tvang ham ved Hug og Slag til at blive med. Da de kom til Jora-Bro, fandt de to Veie, hvoraf
den ene gik sydover, den anden östover. Peer Klungnæs sagde, at den förste var den rette Vei; men Skotterne troede han vilde
narre dem, hængte ham ud over Broen, dykkede ham flere Gange i Elven og truede med at han skulde blive der, hvis han ikke
viste dem den rette Vei. Men Peer Klungnæs vedblev sit Udsagn og sagde: „Om jeg skal döe her, saa Gud hjælpe mig, veed
jeg nogen anden Vei!" — Folk, der vare flygtede til Fjelds, saae at Skotterne holdt Gjæstebud og Dands paa Kraakevolden ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
