Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
ter, og for hvis Synder han havde faaet saa
mangt et Rap i Aarenes Løb.
Og tilslut havde Johan Bennechen en
hemmelig, vemodig Mistro til sig selv og til
sit Held overhovedet. Han havde altid været
uheldig, og man havde altid fortalt ham, at
han var det.
Derfor elskede han sin Kjærlighed, som
han kjendte spire frem, som man elsker et
sygt Barn. Han lod den stærke Følelse om
slutte hele sit Væsen uden at tænke paa
Modstand; og han bar sin Kjærlighed vel
forvaret i sit trohjertige Bryst med en stille,
trist Glæde, idet han ikke havde stor Tro til,
at den vilde bringe ham noget godt.
Der var allerede nok at grue for — selv
i det allerheldigste Tilfælde: at Kristine vir
keligt syntes godt om ham. Thi hvad vilde
Fru Statsraadinden sige! Og om han end
kunde tænke sig Muligheden af at sætte sig
ud over Moderens Modstand, hvor skulde han
nogensinde faa Mod til at fremtræde for sin
Fader og melde ham, at han agtede at gifte
sig med en Bondepige!
Denne Fader — saa smuk og impone
rende var i Johan Bennechens Øine et Ud
tog af alt hæderligt, ophøiet og fint.
Naar Oppositionens Blade kastede sig
over Regjeringen, læste Doktoren det altid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
