Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151
opfyldt af Taknemmelighed, uden at det faldt
ham ind, at han jo igrunden var sin egen
Herre og selv kunde bekoste sin Reise.
Men jo mere Dagen nærmede sig, desto
uroligere blev han. Der var saa meget, han
absolut maatte sige Kristine, før han reiste.
Først vilde han paa en eller anden fin Maade
lade hende forståa, hvormeget han holdt af
hende, og saa vilde han bede hende — ja det
vilde han netop ! — han* vilde bede hende
tænke paa ham, mens han var borte.
Dette var en god Ide — syntes han;
der kunde lægges meget i de Ord; og Dok
toren gik og øvede sig, idet han bøiede og
forandrede denne Sætning- hvis De vilde —
eller: om De vilde være saa snil — eller:
hvis jeg bare vidste, at De vilde være saa
snil at tænke lidt paa mig; — mon han
skulde sige lidt, eller skulde han vove at sige
meget? — eller ofte?
Og endnu en Ting maatte han faa sagt.
Han vilde advare hende mod Alfred. Det
var egentlig det, han gruede mest for : at lade
hende alene med Alfred. Han kjendte —
ja han beundrede næsten ,Broderens Behæn
dighed, og han forestillede sig, hvor let en
uerfaren Pige som Kristine kunde lade sig
bestikke af hans belevne elskværdige Væsen.
Men Alfred var ikke til at stole paa, det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
