Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
267
/
handling var saa stor, at ingen tænkte paa
at forfølge Forbryderne. Men medens der
samlede sig en større og større Flok om den
uhyre Blækklat, fra hvilken der randt talrige
sorte Striber, kjæmpede der noget inde i
Extraskriver Hiorth, som han saa gjerne vilde
sige. Bare han vidste, om det var en Vit
tighed eller en uhyre Dumhed; thi underti
den havde han bitre Skuffelser i den Hen
seende. Endelig tog han Mod til sig og sagde
halvhøit: ;,Wartburg".
Det var en Vittighed; Extraskriverens
Hjerte svulmede af Stolthed. Men da det
blev oplyst, at det var Hiorth, som havde
sagt den, blev der en stor og uforstilt For
bauselse; og der var endogsaa dem, som fra
dette Øieblik beholdt en Mistanke om, at
Hiorth ikke var saa, dum endda.
Men det blev enstemmigt vedtaget, at
Mortensens Plads skulde kaldes „Wartburg"
og at „den monumentale Blækklat" aldrig
maatte udslettes eller overtrækkes. Og saa
fast klæbede den ved Mortensens Plads —
endog længe efterat Mortensen havde om
byttet den med en bedre, at der var al Ud
sigt til, at baade Blækklatten og Hiorths Vit
tighed vilde beståa, saalænge Departementet
bestod; — og det vil da igjen sandsynligvis
sige: ganske nær indunder Dommedag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
