Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288
bliver blød paa Hjernen. Hvad vil I?" —
spurgte Doktoren pludseligt, da han op
dagede de to ved Døren.
„Det er Far hendes, som vil se hende,"
svarede Oldermanden.
„Aa nei — nei — kjære Ven! det skulde
De ikke gjøre," sagde Doktoren afværgende,
„det er saamænd ikke noget at se paa."
Men Njædel gik lige hen til Bordet; de
unge Mennesker traadte tilside, og Profes
soren reiste sig med alle Fingrene sprigende
ud fra hinanden.
Et Lagen blev kastet tvers over hende,
og etterhvert som det faldt sammen, kom de
fremstaaende Hofteben tilsyne, hele dette
store, stærke Kvindelegeme — saa elendigt og
udtæret, at det ikke var andet end Skind og
Ben. Det store døde Håar laa i en uryddig
Masse nedover Panden, Næsen var ganske
indfalden, og Huden havde hæslige røde og
grøngule Pletter.
„Det er ikke hende," hviskede Older
manden og greb Njædel i Armen.
Men da gik Faderen hen, strøg Haaret
op og lagde sin Finger paa det store Ar,
hun havde i Tindingen.
„Kom lad os gaa, Njædel."
Oldermanden var ligbleg. Njædel saa
sig om, og da han fik det Indtryk, at alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
