Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
289
disse fine Folk følte Interesse for hans Datter,
begyndte han at tåge dem i Haanden en
for en. Men da han kom til Professoren,
gik denne et Skridt tilbage: „Nei, nei —
Da først opdagede Njædel den blanke
Kniv og Fingrene, som sprigede. Der for
en Gysen gjennem ham, og han gik ud med
Oldermanden.
Da de atter stod paa Gaden, iagttog
Oldermanden skarpt Njædels Ansigt; thi han
lagde Mærke til, at Njædel gik med sammen
bidte Tænder og knyttede Næver.
„Han skal staa mig til Regnskab for
dette — han Anders," mumlede Njædel.
„Aa nei!" — indvendte Oldermanden
ængstelig, „lad nu Anders være den, han er.
Nu reiser vi jo fra det altsammen. Lad os
heller se til at faa noget at leve af; jeg er
sulten som en Skrub."
Men Njædel var urokkelig; og da Older
manden ikke vilde hjælpe ham at finde Stats
raad Bennechens Gaard, spurgte Njædel selv
den første Konstabel, de mødte, og saaledes
fandt de frem.
I Njædels tykke Hoved kjæmpede det
voldsomt. En Mistanke begyndte at dæmre
hos ham, at al denne Elendighed tilslut skrev
Alexander L. Kielland: Arbeidsfolk. 19
min gode Mand! — jeg kan ikke tåge Dem
i Haanden."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
