Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kort Beretning om Johan Arndts Herkomst, Levnet og salige Endeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den 126 Psalme: Naar Herren omvender Zions Fængsel, skal vi være som
drømmende. Og der han var kommen af Kirken, sagde han til sin Hustru:
Nu har jeg gjort min Ligprædiken. Men hvad det har været for en Sygdom,
er den gode Gud bekjendt. Saa vidt et Menneske kan dømme, har det i
Begyndelsen ladet sig anse som en Flod havde sat sig i hans Hals, og
omendskjønt det dermed er siden bleven noget bedre, saa at han bedre har kunnet tale,
er dog Lungen derved bleven beskadiget, saa at han derudover ikkun besværlig
har kunnet drage sin Aande, og har desforuden en hidsig Feber slaaet sig til,
saaat han stedse har havt en stærk Hede at drages med, hvorudover han i en
ganske kort Tid rent mistede sine Kræfter. Efterdi han da vel fornam,
hvor nær det lakkede mod Enden med ham, har han den 9de Mai Klokken 6
om Morgenen ladet hente sin Skriftefader Hr. Wilhelm Storch til sig, og
af ham begjæret at delagtiggjøres i den hellige Nadvere; derpaa har han
strax ladet sig hjælpe op af Sengen, og sætte paa en Stol, hvor han med
Andagt gjorde sit Skriftemaal, begjærede den hellige Afløsning, og efterat
den var ham tilsagt, annammede det høiværdige Alterens Sakramente, i sine
Herrer Kollegers og andre Godtfolks Overværelse. Efterdi han og bestandig
blev jo længere jo mere skrøbelig og affældig, har forbemeldte hans
Skiftefader tiltalt ham med de fornemste Trøstesprog af den hellige Skrift, hvilke
han allesammen ei alene hørte paa med Andagt, men endog mestendels selv
sagde Slutningen af. Og da samme hans Skriftefader engang iblandt andet
sagde disse Ord til ham: Jeg tvivler ikke paa, at ligesom han endnu aldrig
hidindtil har været hengiven til nogen Vildfarelse, som strider mod Guds
Ord, men alle Tider (eftersom hans Testamente formelder) er bleven fast og
bestandig ved det rene, klare, pure Gudsord, ved Propheternes og Apostlernes
Skrifter, og den første uforandrede Augsburgske Confession og Formula
Concordiæ, og alvorligen, af inderste Hjerte hadet og forkastet alle modstridige
Lærdomme, han jo da og ligeledes (efter samme hans Testamentes Ord)
vil, endog uden nogen min Paamindelse, forblive ved den samme Tro og
Lærdom lige indtil sin sidste Ende, da har han dertil svaret: Ja! og det
samme nogle Gange gjentaget. Selv har han ogsaa med mange Sprog og
Bønner befalet sig den gode Gud i Vold, og den samme Aften, som han døde,
bad han iblandt andet saaledes af den 143 Pfalme; Herre, gak ikke i Dom
med din Tjener, hvorpaa der blev svaret ham: der stod Joh. 5, at hvo, som
hørte Christi Ord, og troede den, som ham udsendte, havde et evigt Liv og
kom ikke til Dommen. Derpaa er han strax falden lidt i Søvn, og da han
vaagnede op igjen, slog han sine Øine op, og sagde de Ord af Joh. I. C.:
Vidimus gloriam ejus, gloriam qvasi unigeniti a Patre, plenus gratia
& veritate. Vi saa hans Herlighed, ja en Herlighed, som en Eenbaarens af
Faderen, fuld af Naade og Sandhed. Og som hans Hnstru spurgte ham ad,
naar han havde seet denne Herlighed, svarede han: nu saa jeg den; eja!
hvilken en Herlighed er det, som intet Øie har seet, intet Øre hørt, og ei er kommen
i noget Menneskets Hjerte! denne Herlighed har jeg seet. Hvorudaf det da er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
