Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
tionelt hverdagsegteskap, som hadde „fengi
usmaken av plikt. Ho var ikkje ei fri kvinne, som
han vann kvar dag, og som gav seg av di ho
elska; ho var ei borgarkone, som hadde teki paa
seg den ting aa vera mor for borni hans, og
som med loven i hand kunde krevja hans
elskhug."
Egteskapet og den officielle moral, som
lægger „politibaand paa en naturmagt", belyses i
„Mannfolk" med en videnskapsmands upartiske
objektivitet. Garborg tar tilsyneladende ikke
parti; han bare dokumenterer. Man har en
velgjørende følelse av at staa overfor en mand, hvis
tilforladelighet ikke kan drages i tvil. Han ser
paa saken fra alle sider — ikke som advokat,
men som forsker. Derfor er boken blit et stykke
mangfoldig liv, som gjennem fremstillingens
be-aandelse er hævet op i kunstens høider.
„Mannfolk" er skrevet med haardhændt
realisme. Den virker av og til noget utflytende,
idet den spreder sig over for mange personer;
det er, som om forfatteren til en begyndelse har
villet favne for vidt og ta alt med. Men det hele
galleri av mennesker og skjæbner samler sig
tilslut i en mægtig svulmende totalvirkning av
livets skiftende bølgegang, snart i lys og snart i
skygge.
Det var aapen, uforfærdet tale midt i et
dydsiret, moralsk forhyklet samfund. Men
romanen var tillike noget mere: Den gav uttryk for
en bestemt generations føie- og tænkemaate; den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
