Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
ulykken, at jeg fra barnsben af er trænet i
ensomhedens triste kunst. Ensomhed med selskab
er alligevel under omstændigheder som de
nærværende vanskeligere at klare. Det er umuligt
at faa snilde og sunde mennesker til at begribe,
at man bare trænger ro (naar man ikke ser
sygere ud end jeg gjør). De ser, at man er trist
at skue, og tror sig i den anledning forpligtede
til at træffe anstalter, — til største plage for
sjukingen, som alligevel ovenikjøbet er nødt til
at vise sig erkjendtlig for den gode vilje. Jeg
har lidt nok under det. Der gives ikke en saa
værgeløs skabning som saadan en elendig
indtræt, nervebrudt fyr, som ser forholdsvis godt
ud; hvis folk ikke simpelthen tar hans friskhed
for affektation (hvilket enda gaar an), saa tror
de, at de skal underholde ham, muntre ham, faa
ham „med", faa ham til at le — aah; og alt hvad
fyren ber for sig, saa blir det ikke forstaaet, er
ialfald i næste øieblik glemt. Men faar de gode
mennesker af og til en anelse om, at der maaske
dog er noget i veien, saa blir de høitidelige,
travle, gjør anstalter, vidtløftigheder, kommer med
gode raad, kinin, massage, havrecacao,
Wester-lund, fanden og hans oldemor ... og den trætte
mand sidder der og bare sveder indvendig af
bare forpinthed. Hvis ikke det haabløst
forvrøvlede i den hele situation tvinger ham ind i krampe-
latter–
Nei, ensomhed. Virkelig, haabløs, horribel
ensomhed––indtil man kommer over det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
