Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
Hans „galliske" aandspræg kom tidlig tilsyne
under forholdenes tryk i forældrehjemmet —
lik en plante, som i mørke kjeldere gjennem
aapninger og sprækker finder vei mot lys og
blaa himmel.
Garborg er neppe direkte „paavirket" av nogen
specielt, uten forsaavidt som at han i fremtrædende
grad har været det, som man kalder et „tidens
barn". Han er mere følsom end de fleste. Hans
lyra har en mere sensibel sangbund. Og arten
av hans intelligens er mere end almindelig
receptiv. Men den har allikevel ikke trækfuglens
natur, den er ikke let og flygtig; den er av
bondenatur, seig, dyp, boende og byggende — og
dog altid i længsel og paa flytfot fremover,
utover, opover.
Denne Arne Garborgs natur — den skarpe,
ironiske galler i forbindelse med den tunge,
indadvendte Jæder-bonde med lange, ukjendte røtter
i den fædrene jord — er noget eget og helt for
sig selv. Derfor har kritiken betegnet ham med
saa mange forskjelligartede navn, indtil den
endelig er blit staaende ved at karakterisere ham som
den „interessanteste skikkelse i vor literatur."
Naar en mand av denne støpning gaar
tilbunds i en sak eller et problem, saa gir han sig
ikke, før han har alle traade klart utredet foran
sig. Vi har set, hvorledes han grublet over de
literære teorier, som fra Frankrike strøk ind over
vort land — først gjennem Georg Brandes, senere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
