Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
Det store ligtog
gaar gjennem verden.
Mefisto synger
som klokker foran færden.
*
„Er der intet mer igjen,
din sjæl kan vinde ro paa, —
trøst dig, trøst dig, snille ven,
døden kan du tro paa".
Det er denne sjælstilstand, Garborg har
inkarnert i bokens hovedperson, Gabriel Gram,
som forøvrig optrær ogsaa i digterens tidligere
skrifter.
Gabriel Gram er en dekadent sjæl, som føler
sig ensom og forlatt og utenfor. Han er
skeptiker, den overlegne verdensmand med det
likeglade skuldertræk. Han driver avsted for vind
og vove. Han siger i „Hos mama": „Man maa
da forstaa den verden, man lever i, alligevel!
Den, som har redet femten kjæpheste selv, kan
snakke med om det. Her for et par aar siden
skulde jeg f. eks. ikke gifte mig, fordi jeg havde
en sindssvag onkel; det nyeste dogme er nemlig
arveligheden; naar en mand gaar med briller, saa
blir hans søn født med lorgnet; altsaa skulde to
unge, forelskede mennesker værs’go dø mellem
isbræerne, fordi den mulige arving muligens kunde
bli gal; gudbevars! Den sætning forsvarede jeg
ligesaa ivrigt, som De forsvarer den nu . . . Jeg
var en ypperlig Erasmus Montanus. Men i
aarenes løb har jeg disputeret mig tvertigjennem baade
det ene og det andet, og nu siger jeg som saa:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 02:59:26 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/arnegenliv/0180.html
