Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
i virkeligheden, saa traf man overalt denne ene
og samme regelrette, lovbundne, solide realitet;
den var lidt kjedelig kanske, men tryg og
tilforladelig. Dualismen var beseiret; der var et eneste
enkelt, stort forklaringsprincip, som strak til for
alt; og naar det ikke strak til længer, saa kunde
vi bare fornegte. Thi om der muligens var
nogen uendelighed, saa existerede den ialfald ikke
for os, havde altsaa ingen ret eller beføielse til
at stikke næsen ind i vor tilværelse. Orden i
alt! — sa videnskaben; og der blev orden. Vi
var stolte over denne orden, og vi trykkede
hverandres hænder og forsikrede hverandre, at nu
var fablernes tid forbi. Herefter skulde sgu ingen
komme og binde os noget paa ærmet. Vi var
børn af det nittende aarhundrede; kom ikke
der!
Men det ukjendtes verden havde ikke spor af
respekt for det nittende aarhundrede. En vakker
dag begyndte det simpelthen at spøge.
In optima forma! Akkurat som i
gammel tid.
Det bankede i vægger og bord; det kastede
med sten og ringede med kirkeklokker; døde ting
spaserede om, uden at nogen rørte ved dem;
Per og Paal havde aabenbarelser, og sønner og
døtre profeterte; skomagergutter skrev
digterværker i søvne, og vedhuggere tænkte filosofi, saa at
rigtige tyske filosofer lod sig narre deraf; ja
frækheden gik saa vidt, at spøgelser gik hen ved
høi-lys dag og lod sig fotografere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
