Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
223
efter fred ut i den store, forfærdelige
menneske-ensomhet.
En gammel mand, Gunnar Haave, kommer
efter et langt og omtumlet liv tilbake til sin
føde-bygd, Jæderen. Han har været et egte
„verdensbarn", som — lik alle de andre — har
trampet alle svakere ned for selv at tiltvinge sig
en plads og opnaa en stilling. Med stille forundring
ser han sig om paa de gamle tomter, hvor han
lekte som barn, og der lægger sig en forunderlig
høitid over hans sind. „Heilag er den stille Bygd;
alle Vegar fører til Kyrkja. Og Live samlar seg
der og vert vigt; og Helg og Høgtid legg seg ut yvi
Land og Leid fraa det kvite Altar med Stakarne
og det heilage Staupet. Og Klokkune signar og
syng, og paa Jordi er Fred og Soning for Sorg
og Synd".
Og han tænker paa far og mor, som ligger
paa kirkegaarden. Og han kommer til at høre
paa sin bror, og han lytter til dennes rene,
kristelige tale. Og han rænsonnerer i øst og i
vest og vrir sig som en orm under sit forskuslede
syndeliv.
„Kva Raad hev du for ein gamall Mann, som
skal døy?" spør han tilslut i sin sjæls fortvilelse.
„Umvend deg, og du skal leva".
„Kva godt kann eg gjera?"
„Du kann tilgjeva".
Eg tenkte: kven bryr seg um mi Tilgjeving.
Men eg rette ut Handi og sagde: „deg tilgjev eg,
Bror".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
