- Project Runeberg -  Arne /

(1859) Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Andet kapitel

Oppe på Kampen var det, at Arne blev født. Hans mor het Margit og var eneste barn på plassen Kampen. I sit attende år blev hun engang sittende for længe efter ved en dans; følget hennes var gåt fra henne, og da tænkte Margit, at vejen hjæmover blev like lang for henne, enten hun væntet den dansen over eller ej. Og således hændte det sig, at Margit blev sittende der, til spillemannen, Nils skrædder kallet, med ett la felen, som han plejde, når drikken tok ham, lot andre tralle, trev den vakkreste jænte, flyttet foten så sikkert som takten i en vise, og hæntet med støvlehælen hatten av den højeste han så. - "Ho!" sa han.

Da Margit gik hjæm den kvæll, spillet månen så forunderlig vakkert på sneen. Kommen op på svalen, hvor hun skulde ligge, måtte hun ænnu en gang se ut. Hun tok av sig livstykket, men blev stående med det i hånden. Da følte hun, at hun frøs, drog til i hast, klædde sig av og puttet sig langt in under fællen. Den nat drømte Margit om en stor, rød ko, som var kommet borti akeren. Hun skulde jage den derifra, men alt det hun strævde, kunde hun ikke komme av flækken; koen stod rolig og åt, til den blev så rund og mæt, og alt imellem så den bort på henne med store, tunge øjne.

Næste gang der blev dans i bygden, var Margit der. Hun vilde lite med at danse den kvæll; hun blev sittende at høre på spillet, og syntes det henne rart at ikke også andre hadde bedre hug til det. Men da det led på, rejste spillemannen sig op og vilde danse. Han gik like bort til Margit Kampen med én gang. Hun visste næsten ikke av det; men hun danset med Nils skrædder!

Snart blev det varmere i vejret, og man danset ikke mere. Den vår tok Margit sig slik av et lite lam som var blet sykt for dem, at moren næsten syntes det var for meget. "Det er da bare et lam," sa moren. "Ja, men der er sykt," sa Margit.

Det var længe siden hun hadde været i kirke; hun unte moren bedre at gå, sa hun, og nogen måtte være hjæmme. En søndag ut på sommeren, det var så vakkert i vejret, at højet gjærne kunde stå det døgn over, sa moren, at nu turde de visst gå begge to. Margit kunde ikke svare stort til det og klædde sig på; men da de var kommet så langt at de kunde høre kirkeklokkerne, skar hun i at gråte. Moren blev likblek; de gik videre, moren foran, hun efter, hørte prækenen, sang salmerne til den siste, hørte bønnen med og lot det ringe ut, før de gik. Men da de atter var kommet hjæm i stuen, tok moren henne mellem begge sine hænder og sa: "Gjæm ingen ting bort for mig, barnet mit!"

Der kom atter en vinter; da danset ikke Margit. Men Nils skrædder spilte, drak mere æn før og svang altid til slut den vakkreste jænten i laget. Den gang fortaltes det for et visst ord, at han kunde få hvilken han vilde av bygdens gildeste gårdmannsjænter; somme la til, at Eli Bøen selv hadde fridd for sin datter Birgit, der var syk av kjærlighed til ham.

Men nætop på den tid var det, at der blev båret et barn over dåben for husmannsjænten på Kampen; det fik navnet Arne, men Nils skrædder lagdes ut som far.

Samme dags kvæll var Nils i et stort bryllup; der drak han sig full. Han vilde ikke spille, men danset bestandig og tålte næppe nogen annen på gulv. Men da han kom bort til Birgit Bøen og bød henne op, vægret hun sig. Han lo kort, vændte sig på hælen, og trev fat i den første den beste. Hun holdt imot. Han så ned, det var en liten sort en som hadde sittet og nidstirret på ham, og nu var ganske blek. Han bøjde sig let over henne og hvisket: "Danser du ikke med mig, Karen!" Hun svarte ikke. Han spurte en gang til. Da svarte hun - hviskende som han spurte: "Den dansen kunde gå længer æn jeg vilde." - Han drog sig langsomt tilbake, men kommen midt på gulvet gjorde han et kast og danset nu hallingen alene. Der var ingen annen som danset; de stod tause og så på.

Siden gik han bort på låven, og der la han sig ned og gråt.

Margit sat hjæmme med den lille gutten. Hun hørte om Nils, der han fór fra dans til dans, så på gutten og gråt, så atter på ham og var glad. Det første hun lærte gutten, var at sige papa; men det turde hun ikke, når moren eller bestemoren, som hun herefter het, kunde sitte i nærheden. Følgen derav var, at det blev bestemoren som gutten kallte papa. Det kostet Margit meget at lære ham av med det, og bidrog dette igjæn til, at hun drog op et tidligt næmme i ham. Han var ikke meget stor, da han visste at Nils skrædder var hans far, - og kommen i den alder at det eventyrlige smakte, fik han også vite hvad slags kar Nils skrædder var. Bestemoren hadde stængt forbudt ændog at nævne ham; hennes meste idræt var det at få plassen Kampen lagt ut til gård, så datteren og hennes gut kunde være omsorgsløse. Hun brukte gårdejerens fattigdom, fik plassen kjøpt, avbetalte hvært år, og forestod arbejdet som en mann; ti hun hadde været enke i fjorten år. Kampen var stor og blev utvidet, så den alt nu fødde fire kjør, seksten sauer, og ejde halvten i en hæst.

Nils skrædder fór imidlertid på bygden. Fortjenesten var tat av for ham, dels fordi han hadde mindre hug til at skjøtte den, dels også fordi han ikke var likt som før. Han slog sig da mere på felespillet, og dette gav oftere drik, dermed slagsmål og onde dager. Der var dem som hadde hørt ham klage sig.

Arne kunde være såpas som seks år, da han en vinterdag regjerte i sengen, hvis åklæ han hadde oppe til sejl, og sat og styrte med en slev. Bestemoren sat inne og spant, hadde sine egne tanker og nikket stundom, som skulde det stå fast, det hun tænkte. Da visste gutten han var upåagtet, og nu sang han, som han hadde lært den, visen om Nils skrædder, rå og vill som den var:

Dersom du ikke kom til igår,
har du hørt gjeti han Nils skrædder, så staut han går.

Dersom du ikke kom til her ene dagen,
har du hørt gjeti, hvor han la'e Knut Storedragen.

Det var oppå låvetaket hans Ola-Per Kviste:
"Næste gang jeg skal hive dig, må du ha med lite niste."

Hans Bugge var så navngjeten en mann,
at det spøkte etter'n både land og strand.

"Sig fort, Nils skrædder, hvor du ligge vil!
så skal jeg spytte på flækken og lægge hodet dit til." -

"Å, kom mig først så nær, at jeg kan kjænne dig på tæften!
Tror nu ikke, du slår nogen mann omkuld med kjæften."

Det første taket var bare så som så.
Begge de karerne vilde ha det med at stå.

Det andre taket glapp for han Bugge-Hans.
"Blir du trøtt nu, Buggingen? det er en stræng dans."

Det tredje taket fór Hans framstupes, så blodet spratt -
"Det var svært, som du spyttet, kar!" - "Å, jøje, hvor jeg datt!" -

Længer sang gutten ikke; der var to vers til, som nok moren ikke hadde lært ham:

Har du set et træ lægge skygge på nyfallen sne?
Har du set han Nils mot en ungmø le?

Har du set han Nils sætte foten frem i dansen?
Er du jænte, så gå! - det er for sent, når du har tapt sansen.

Disse to vers kunde bestemoren, og kom dem bedre i hug nu da de ikke blev sunget. Hun sa intet til gutten, men til moren sa hun: "Lær gutten godt om din egen skam; glæm ikke de to siste vers!" -

Nils skrædder hadde drikken slåt ned, så han ikke længer var den samme som før. Der var dem som mente, at snart var han takendes.

Da hændte det sig, at to Amerikanere gjæstet bygden og hørte om, at der i nærheden var bryllup, som de straks vilde se for at komme efter skikkene. Der spilte Nils. De gav en daler hvær i spillepenger og bad om hallingen. Ingen vilde by sig til at danse den, så meget han også blev bedt. Nogen og hvær bad Nils selv danse: "han var dog den beste." Han vægret sig, desto stærkere blev opfordringen, tilsist enstemmig, og dette var hvad han vilde. Han gav felen til en annen, tok trøje og hue av, trådte in i kredsen og smilte. Nu fulgte den gamle opmærksomhed ham, og det gav ham også den gamle kraft. Folk trængte så nær sammen som muligt, de bakerste krøp på bord og bænker, nogen jænter stod højt over de andre, og den fremste av dem - høj med lyse, brunt-vækslende hår, men blå øjne dypt under en stærk panne, en langtrukken munn der ofte smilte, og da litt til den ene side - var Birgit Bøen. Nils så henne, idet han kastet øjet op efter biten. Det spilte op, der indtrådte dyp stillhed, og han gav sig i vej. Han slængte sig henad gulvet, gik efter den ene side halvt på skakke, i takt med felen, diltet, kastet benene nu og da i kors under sig, spratt op igjæn, tok stilling som til kast - og gik på skakke som før. Felen førtes av en dygtig hånd. Slåtten tok mere og mere brand, Nils kom mere bakover med hodet - og med ett lå støvlehælen til biten, så støvet drysset ned over dem. Folk lo og skrek omkring ham, jænterne stod, som kunde de ikke drage pusten. Slåtten hujet in imellem dem, ægget på ny med værre og værre rykk. Han stod heller ikke imot, la legemet forover, småsprang i takt, rettet sig som til kast, narret, slæntret som før, og da han så ut som han slet ikke tænkte på sprang, dundret støvlehælen mot biten, og om igjæn, om igjæn, så rundkast forover, bakover, og stod han hvær gang like rank på foten. Han vilde ikke mere. Felen gjorde nogen kåte rænn ut fra slåtten, arbejdet sig ned i en dyp tone, hvor den sittret av og kom bort i et enkelt langt strøk på bassen. Gruppen spredtes, en stærk samtale, hvori rop og skrik avløste stillheden. Nils stod op efter væggen; da kom Amerikanerne med sin tolk bort til ham og gav ham hvær fem daler. Atter stillhed.

Amerikanerne talte litt med tolken; derpå spurte denne om han vilde drage med som deres tjener; han skulde få hvad han vilde. "Hvorhen?" spurte Nils; folk trykte sig på tæt in på dem som muligt. "Ut i værden," blev der svaret. "Når?" spurte Nils, så sig om med lysende ansigt, traf Birgit Bøens og slap det ikke siden. - "Om en uke, når de kommer tilbake," blev der svaret. "Det kunde hænde jeg var færdig," svarte Nils, vejende sine to femdalere. - Han hadde støttet den ene arm på en hosstående manns skulder, og den skalv så mannen vilde sætte ham i bænk.

"Det er visst ingenting," svarte Nils, gjorde nogen svigtende skridt bortover gulvet, derpå nogen faste, vændte sig og bad om en springdans.

Alle jænter hadde stillet sig frem. Han så sig også om, længe og langsomt, gik så bent over til en i mørk stakk, og det var Birgit Bøen. Han rakte hånden frem, og hun gav begge sine; da lo han, veg tilbake, tok en ved hennes side og danset overgiven avsted. Blodet fór Birgit op i hals og åsyn. En høj mann med et blidt ansigt stod like bak henne; han tok henne ved hånden og danset avsted - efter Nils. Denne så det, og kanske det var av vanvare, at han danset så hårdt imot dem, at mannen og Birgit væltet overænde med stort fall. Latter og skrål rejste sig rundt omkring. Birgit kom sig ændelig op, gik avsides og gråt meget.

Mannen med det blide ansigt rejste sig langsommere, gik like bort til Nils, som ænnu danset. "Du får stoppe litt," sa mannen. Nils hørte ikke, og da tok mannen ham ved armen. Nils slet sig fra ham og så på ham. "Jeg kjænner dig ikke," sa han med smil. "Nej, men nu skal du få kjænne mig," sa mannen med det blide ansigt, og la til ham like over det ene øje. Nils, der ikke væntet slikt, stupte med tungt, svært fall like over den skarpkantede gruesten, vilde straks rejse sig, men kunde ikke; hans rygg var brutt.

På Kampen var foregåt en forandring. Bestemoren hadde skrantet på det siste, og straks hun begynte dermed, fik hun travlere æn ellers med at samle penger til den ændelige utløsning av gården. "Så har du og gutten hvad I trænger. Og slipper du nogen in at ødelægge det for eder, så vænder jeg mig, der jeg ligger." Ut på høsten hadde hun også hat den glæde at kunne rusle op til den forrige hovedgård med den siste rest av skyllen, og glad var hun, da hun sat på bænken igjæn og kunde sige: "Nu er det gjort." Men i samme stund fik hun også sin helsott; hun vilde straks til sengs, og rejste sig ikke mere. Datteren grov henne ned, hvor plass var ledig på kirkegården, og en vakker hovedstav fik hun, hvorpå hennes navn og alder stod, samt et salmevers av Kingo. Fjorten dager efter den dag hun fik jorden, var hennes sorte søndagskjole gjort om til klær for gutten, og da han stod i dem, blev han så alvorlig, som om bestemoren var kommet igjæn. Av sig selv gik han bort til den storstilede spænnebok, som bestemoren hadde læst og sunget av hvær søndag; han åpnet den, og inne i lå hennes briller. Dem hadde aldrig gutten fåt lov at røre i hennes levende live; nu tok han dem rædd op, satte dem på næsen, og så igjænnem dem ned i boken. Alt blev tåke. Det var dog underligt, tænkte gutten; i dem var det bedstemor kunde læse Guds ord. Han holdt dem højt mot lyset, for at se hvad fejlte, og - der lå brillerne på gulvet!

Han blev meget rædd, og da døren i det samme åpnedes, var det ham, som bestemoren skulde komme in; men det var moren, og bak henne seks mann, der med meget tramp og støj førte en bæreseng mellem sig som de satte midt på gulvet. Døren stod længe åpen efter dem, så det blev koldt i stuen.

I sengen lå en mann med mørkt hår og blekt ansigt; moren gik omkring og gråt; "læg ham varlig bort på sengen," bad hun og hjalp selv til. Men alt som mænnene flyttet sig med ham, skrek det i noget under deres føtter. "Å det er bare bestemors briller," tænkte gutten; men han sa det ikke.


Project Runeberg, Sat Jun 27 21:01:48 1998 (runeberg) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/arneno/02.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free