- Project Runeberg -  Arne /

(1859) Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Tredje kapitel

Det var just om høsten, som ført mældt. Otte dager efter at Nils skrædder var båret in til Margit Kampen, kom der bud fra Amerikanerne, at han måtte holde sig færdig. Han å nætop og vred sig i svære smærtetak, og idet han bet tænderne sammen, skrek han: "Lad dem rejse til helvede!" Margit blev stående, som hadde hun ikke fåt svar. Han mærket det, og en stund efter gjæntok han langsomt og mat:"Lad dem - rejse!"

Ut på vinteren kom han sig så vidt han kunde sitte oppe, skjønt hans helse var brutt ned for al hans levetid. Første gangen han sat ordentlig oppe, tok han felen frem, stemte, men kom i slik rørelse, at han måtte til sengs igjæn. Han var meget fåmælt, men god at omgåes, og da det led længer, læste han med gutten og begynte at ta arbejde hjæmme i huset. Ut kom han ikke, og med dem som så til ham, talte han ikke. I førstningen bar Margit tidender til ham fra bygden; bakefter var han mørk; så holdt hun op.

Ut på våren sat han og Margit længer æn sædvanlig og samtalte efter kvællsmaten. Gutten blev da jaget til sengs. Et stykke hen på våren blev der lyst for dem i kirken, og siden blev de gift i al stillhed.

Han arbejdet med på marken, og ordnet alt forstandig og med rolighed. Margit sa til gutten: "Der er både nytte og glæde i ham. Nu må du være lydig og snill, at du kan gjøre dit beste for ham."

Margit hadde altid holdt sig litt førlig midt i sin sorg; hun var rødlig i ansigtet og hadde ret store øjne, som så æn større ut derved, at der lå en ring om dem. Hun hadde tykke læber rundladent ansigt, og så frisk og stærk ut, skjønt hun ikke hadde store kræfter. I denne tid så hun bedre ut æn nogensinde og sang bestandig, som hennes vis var når hun arbejdet.

Så var det en søndag eftermiddag far og søn gik ut for at se, hvorledes det artet sig det år på marken. Arne fór rundt om faren og skjøt med pil og bue; Nils hadde selv laget dem for gutten. Således bar det opover like mot vejen, som førte fra kirken og præstegården ned i den såkallte bredebygd. Nils satte sig på en sten ved vejkanten og fallt i tanker, gutten skjøt henad vejen og sprang efter pilen; det var i retning mot kirken. "Ikke for langt bort," sa faren. Som gutten best fór der, stanste han, som han lydde. "Far, jeg hører det spille." Denne lydde med; de hørte felespil, somme tider la rop og vill støj sig over, men durende opunder gik bestandig vognrammel og hovslag; det var et brudefølge som vændte hjæm fra kirke. "Kom hit, gut!" ropte faren, og Arne hørte på tonen at han måtte springe. Faren hadde skyndsomt rejst sig og gjæmte sig bak et stort træ; gutten efter; - "ikke hit, men dit!" - gutten bak et orekjærr ... Allerede bøjde vognrækken om bjørkeskogen, de kom i rasende trav, hæstene var hvite av skum, fulle folk skrek og hujet; far og søn talte vogn for vogn; der var i alt fjorten. I den første sat to spillemænn, og brudeslåtten klang gjænnem tørvejret; en gut stod bakpå og kjørte. Efter kom en kronebrud, der sat høj og skinte i solen; hun smilte, og munnen drog sig til den ene side; hos henne sat en blåklædd mann med et blidt ansigt. Følget kom efter, mænnene sat i kvinnernes fang, bakpå sat smågutter, fulle folk kjørte - seks på én hæst; kjøgemesteren kom i siste vogn og holdt et brænnevinsanker i fanget. De drog forbi med rop og sang, fór framstupes nedad bakken; felespillet, skriket, vognrammelen stod op efter dem i tåken, luftdraget bar et enkelt skrik op, snart bare dump dur, og så intet. Nils stod ænnu ubevægelig; det raslet bak ham, han vændte sig: det var gutten som krøp frem.

"Hvem var det, far?" Men gutten skvatt litt; ti faren var stygg i ansigtet. Arne stod stille og væntet svar; siden stod han fordi han intet fik. Langt om længe blev han utålmodig og våget igjæn: "Skal vi gå?" Nils så ænnu som efter brudefølget, tok sig nu sammen og gik; Arne efter. Han la en pil på buen, skjøt av og løp. "Trø ikke ned engen," sa Nils kort. Gutten lot pilen ligge, og kom igjæn. En stund efter hadde han glæmt det, og mens faren en gang stod stille, la han sig ned og stupte haukråke. "Læg ikke ned engen, siger jeg;" han blev tat og løftet efter den ene arm, som vilde den av led. Siden gik han noget stille bakefter.

I døren væntet Margit dem; hun kom nætop fra fjøset, hvor hun nok hadde hat strængt arbejde; ti hennes hår var pjusket, linnedet urent, og klærne likeså; men hun stod i døren og smilte: "Et par av kjørne har slitt sig og gjort ugagn; nu er det atter bundet." - "Du måtte dog fli dig litt på en søndag," sa Nils, idet han gik forbi in i stuen. "Ja, nu er det råd til at fli sig, når arbejdet er ændt," sa Margit og gik efter. Hun begynte straks, og sang mens hun stelte sig. Nu sang Margit godt; men somme tider var hun litt tyk i målet. "Hold op med det gnålet," sa Nils; han hadde kastet sig bakover i sengen. Margit holdt op. Da kom gutten stormende in: "Her er kommet en stor, sort hund til gårds, stygg i synet - !" - "Hold kjæft, gut," sa Nils i sengen, og tok den ene fot ut for at trampe med den; "fanden til uvejr der står av den gutten støtt," mumlet han henefter, og drog foten op igjæn. Moren truet til gutten. "Du ser da vel, at far ikke er i godlaget," mente hun. "Vil du ikke ha litt stærk kaffe med sirup i?" sa hun; hun vilde gjøre ham god igjæn. Dette var en drik som bestemoren hadde likt, og de andre med henne. Nils likte den slet ikke, men hadde dog drukket den, fordi de andre gjorde det. "Vil du ikke ha litt stærk kaffe med sirup i?" gjæntok Margit; ti han hadde ikke svart første gangen. Nils rejste sig på begge albuer og skrek: "Tror du jeg vil tylle i mig det svineri!" - Margit blev rent forundret, tok gutten med sig og gik.

De hadde adskilligt at stelle med ute, og kom ikke in før med kvællsmaten. Da var Nils borte. Arne blev sendt ut på marken for at rope ham in, men fant ham ingensteds. De væntet til maten næsten blev kold, spiste så, og ænnu var ikke Nils kommet. Margit blev urolig, sendte gutten til sengs og satte sig for at vænte. Litt over midnat kom Nils. "Kjære, hvor har du været?" spurte hun. "Det skiller dig ikke," svarte han og satte sig langsomt på bænken. Han var full.

Siden var Nils ofte på bygden, og bestandig kom han full hjæm. "Jeg holder det ikke ut her hjæmme med dig," sa han, engang han kom. Hun søkte blidt at forsvare sig, og da trampet han i gulvet og bad henne tie; var han full, så var det hennes skyll; var han slem, var det også hennes; var han krøbling og et ulykkeligt menneske for alle sine levedager, så var det også hennes skyll - og den helvedes guttens, som hun åtte. "Hvorfor gik du bestandig og hang efter mig?" sa han og gråt. "Hvad ondt hadde jeg gjort, at du ikke kunde la mig i fred?" "Men Gud frælse og bevare mig," sa Margit, "var det mig som gik efter dig?" "Ja, det var det!" rejste han sig og skrek, og gjænnem gråt fortfór han: "Du har nu tilsist fåt det som du vil ha det. Jeg slæper mig nu omkring her fra træ til træ, jeg går hvær dag og ser på min egen grav. Men jeg kunde ha levd i herlighed med bygdens gildeste gårdjænte, jeg kunde ha rejst så langt solen går, - hadde ikke du og den fordømte gutten din lagt eder i vejen for mig." Hun søkte atter at forsvare sig; "det var da i alle fald ikke guttens skyll." "Tier du ikke, så slår jeg dig!" - og han slog henne.

Når han den næste dag hadde sovet rusen ut, var han skamfull og især meget snill mot gutten. Men snart var han full igjæn, og da slog han henne; tilsist slog han moren næsten hvær gang han var full, - gutten gråt og bar sig, da slog han også ham. Somme tider angret han det så stærkt, at han måtte ut. I denne tid fik han atter hug på dansen, spilte som før, og tok gutten med for at bære kassen. Der så gutten meget. Moren gråt fordi han skulde være med, men turde ikke sige det til faren. "Hold dig til Gud, og lær ikke noget styggt," bad hun og kjælte for ham. Men på dansene var det meget morsomt, og her hjæmme hos moren var det ikke morsomt. Han vændte sig mere og mere fra henne og til faren. Hun så det og tidde. Fra dansene kunde han mange viser, og dem sang han siden for faren; det moret denne, og det var stundom gutten kunde få ham til at le. Men dette smigret gutten så, at han siden tok i for at lære så mange viser som muligt; snart mærket han sig, hvad slags det var faren likte best, og hvad for noget i dem han lo ved. Hvor der nu ikke var sådant i viserne, la gutten det in av sig selv, så godt han kunde, og dette gav ham en tidlig øvelse i at sætte ord sammen efter musik. Det var gjærne spotteviser og lede ting, sagt om folk som var kommet til magt og velstand, faren likte best, og gutten sang.

Moren vilde ændelig ha ham med sig i fjøset om kvællene; mangehånde påskudd fant han for at undgå det; men når de nyttet intet, og han måtte dit, da talte hun vakkert til ham om Gud og det gode, og ændte gjærne med under stærk gråt at ta ham in til sig, be ham, tigge ham om ikke at bli noget slet menneske.

Moren læste med ham, og gutten var lærenæm over al måte. Faren var såre stolt herav, og fortalte ham, særlig når han var full, at han hadde hans hode.

Ved dansene plejde snart faren, når drikken vant på ham, opfordre Arne til at synge for folket. Han gjorde det under latter og støj, vise efter vise; bifallet glædet sønnen næsten mere æn faren, og der var tilsist ingen ænde på de viser han kunde synge. Bekymrede mødre som hørte det, gik selv til moren og talte om det, på grund av at visernes inhold ikke var som det burde. Moren tok fat i gutten og forbød ham ved Gud og alt godt at synge slike viser, og nu forekom det gutten, at alt det som han hadde trøjsamhed av, det var moren imot. Han fortalte til faren for første gang, hvad moren hadde sagt. Da fik hun lide meget ondt derfor, engang faren var full; han tidde med alting til da. Men så gik det også op for gutten hvad han hadde gjort, og han bad i sin sjæl Gud og henne om forladelse, da han ikke kunde komme sig til at gjøre det åpenlyst. Moren var like venlig imot ham, og det skar ham i hjærtet.

Engang glæmte han det dog. Han hadde det ved sig, at han kunde ape efter alt folk, navnlig kunde han tale og synge efter dem. Moren kom in en kvæll gutten underholdt faren hermed, og faren fallt på, da hun var gåt igjæn, at han også skulde synge efter moren. Han vægret sig i førstningen; men faren, som lå borti sengen og lo, så han rystet, vilde ændelig at han også skulde synge efter moren. Hun er borte, tænkte gutten, og kan ikke høre det, og han sang efter henne slik som hun somme tider sang, når hun var hæs og gråtfull. Faren lo, så det næsten spøkte om gutten, og han tidde av sig selv. Da kom moren in fra kjøkkenet, så langt og tungt på gutten, gik borti hylden efter en ringe, og bar den ut.

Han blev brænnende het over det hele legeme; hun hadde hørt altsammen. Han sprang ned fra bordet, hvor han hadde sittet, gik ut, kastet sig på marken, og vilde likesom grave sig ned. Han hadde ingen ro, rejste sig og vilde længer bort. Han gik forbi låven, og bak den sat moren og sydde på en ny fin skjorte - nætop til ham. Hun plejde ellers at synge en salme over arbejdet, når hun sat slik; men nu sang hun ikke. Hun gråt heller ikke, hun bare sat og sydde. Men da kunde ikke Arne holde det ut længer; han kastet sig ned i græsset like foran henne, så op på henne, og gråt så det hulket i ham. Moren slap arbejdet, og tok hans hode mellem sine hænder. "Stakkars Arne," sa hun og la sit nedtil. Han forsøkte ikke på at sige et ord, men gråt som han ikke hadde gjort før. "Visste nok, du var god i grunnen," sa moren, og <--- ! --->strød<--- ! ---> ham nedad håret. "Mor, du skal ikke sige nej til det jeg ber om," var det første han kunde sige. - "Det vet du jeg ikke gjør," svarte hun. Han forsøkte at stanse gråten, og så fremstammet han med hodet i hennes fang: "Mor - syng noget for mig!" - "Kjære, jeg kan jo ikke," sa hun sagte. "Mor, syng noget for mig," bad gutten, "eller jeg tror aldrig jeg er god til at se på dig mere." Hun strøk på hans hår, men tidde. "Mor, syng, syng, hører du! Syng!" tigget han, "eller jeg går så langt bort, at jeg aldrig mere kommer hjæm igjæn." Og mens han nu, fjorten i sit femtende år som han var, lå der med hodet i morens fang, satte hun sig til at synge over ham:

Herre, tag i din stærke hånd
barnet, som leker ved stranden!
Send du din værdige helligånd,
at det kan leke selvannen.
Vandet er dypt, og bunden glatt;
Herre, får han først i armen fat,
drukner det ikke, men lever,
til du det nåde-rik hæver.

Moderen sitter i tunge savn,
vet ikke, hvor det farer,
ganger for døren, roper dets navn,
hører slet ikke, det svarer.
Tænker som så: Hvor æn det er,
han og du er det altid nær;
Jesus, dets lille broder,
følger det hjæm til moder.

Hun sang flere vers; Arne lå stille; der fallt velsignet fred på ham, og under denne følte han at han blev vederkvægende træt. Det siste han tydelig hørte, var om Jesus; det flyttet med ham in i meget lys, og her var det som om tolv, tretten sang; men morens stemme hørte han over dem alle. Vakkrere mål hadde han aldrig hørt, han bad om at få synge så. Det tyktes ham, at kunde han synge rigtig sagt, så fant han det, og nu sang han sagte, op igjæn og sagte, og ænnu mere sagte, og det begynte næsten at bli livsaligt, da han glad herover straks tok i med stærk stemme, og borte var det. Han vågnet, så og hørte sig omkring, men fornam intet uten den evige, stærke fossedur, og her tillike den lille elvebæk som gik tæt om låven med sagte og bestandig støj. Moren var borte; hun hadde lagt under hans hode den halvfærdige skjorte og sin trøje.


Project Runeberg, Sat Jun 27 21:02:38 1998 (runeberg) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/arneno/03.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free