- Project Runeberg -  Arne /

(1859) Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Femte kapitel

Arne blev fåmælt og folkesky; han gjætet og laget viser. Han blev nitten, i sit tyvende år, og ænnu gik han og gjætet. Han lånte sig bøker hos præsten og læste; men dette var det eneste han ellers tok sig for.

Præsten budsendte ham om at ta skolemestertjeneste; "ti bygden burde drage nytte av hans ævner og kunskaper". Arne svarte intet dertil; men dagen efter gjorde han denne vise, mens han drev saueflokken foran sig:

"Killebukken, lammet mit!
Skjønt det ofte går tungt og stridt
opefter slette fjælle', -
følg du vakkert din bjælle!

Killebukken, lammet mit,
pas så dygtig på skinnet dit;
mor vil ha det i fællen,
som hun syr sig om kvællen.

Killebukken, lammet mit,
læg så dygtig på kjøtte' dit!
vet du det ikke, tuppen,
at mor vil ha det i suppen?"

En dag i sit tyvende år blev han av vanvare vidne til en samtale moren og den forrige gårdmannskone imellem; de var uenige om den hæst de hadde sammen. "Jeg får vænte og høre, hvad Arne siger," mente moren. "Den dovningen!" svarte hun; "han vil vel hæsten skal gå og ræke skogen rundt, som han selv gjør." Nu tidde moren, skjønt hun før hadde talt godt for sig.

Arne blev ildrød. At moren fik hånsord for hans skyll, var ikke før fallt ham in, og hun hadde kanske fåt mange. Hvorfor hadde hun ikke sagt ham det?

Han tænkte sig vel om, og nu kom det ham i tanker, at moren næsten aldrig talte til ham. Men han heller aldrig til henne; hvem talte han overhodet med? -

Mangen søndag han sat stille hjæmme, hadde han lyst til at læse prækener for sin mor, hvis øjne ikke så godt; hun hadde grått for meget i sine dager. Men han kom sig ikke til. Mangen gang hadde han villet by sig til at læse højt av sine egne bøker, når det var stillt i huset, og det syntes ham, hun måtte finne det langsomt. Men han kom sig ikke til.

"Det kan være slikt slag. Jeg skal slutte med at gjæte og flytte ned til mor." Han gik nogen dager og lot det bli fast; buskapen drev han vide om i skogen og digtet på en vise:

I bygden er der uro, i skogen er der ro;
her panter ingen lensmann, der panter de nu to.
Her slåss de ej om kirken, som alle de gjør der;
men kanske og det kommer av, her ingen kirke er.

Hvor roligt d'er i skogen; bare høken lite grand
må pusle borti spurven, for at se om'n er i stand,
og ørnen kværke livet av en stakkars dyresjæl:
der var jo ellers fare for, den kjedet sig ihjel.

Det ene træet hugger de, det annet råtner ned;
rød-ræven rev det hvite lam, som sol hun gik til fred.
Men ulven rispet ræven, og de måtte gjøre lag;
for Arne han skjøt ulven, føræn ænnu det blev dag.

Så meget kan jo hændes, sa'n, i skog som og i dal;
det bliver blot at passe, at du ikke ser dig gal.
Jeg så en gut i søvne, jeg, - han hadde hugd sin far;
vet ikke hvor, men tænker mig, i helvede det var.

Han kom hjæm og sa moren, at hun kunde sende bud på bygden efter en gjætergut; selv vilde han ta sig av gården. Så blev det; men moren var altid om ham med advarsel, at han ikke skulde forta sig på arbejdet. Hun laget også så god mat til ham i denne tid, at han ofte blev skamfull ved det; men han sa intet.

Han bar på en vise, hvis omkvæd var: "Over de høje fjælle!" Han kunde aldrig få den færdig, og det kom mest av, at han vilde ha omkvædet i annen hvær linje; siden opgav han dette.

Men flere av de viser han laget, kom ut blant folk, hvor de var vel likt; der var dem som gjærne vilde tale med ham, især da de også hugset ham fra gutten av. Men Arne var rædd alle han ikke kjænte, og tænkte ondt om dem, mest fordi han trodde at de tænkte ondt om ham.

Ved siden av ham på alt markarbejde gik en middelaldrende mann, Oplands-Knut kallet, og han hadde for vis stundimellem at synge; men det var altid den samme vise. Da dette var gåt så et par måneder, syntes Arne han måtte spørge ham, om han ikke kunde flere. "Nej," svarte mannen. Så gik nogen dager hen, og atter en gang, mannen sang sin vise, spurte Arne: "Hvorledes hændte det, at du lærte denne ene?" - "Å det kom sig således," sa mannen.

Like fra ham gik Arne in; men der sat moren og gråt, hvad han ikke hadde set siden faren var død. Han lot, som la han ikke mærke dertil, og gik mot døren igjæn; men han følte moren se tungt efter sig og måtte stanse. - "Hvad gråter du for, mor?" - En stund var hans ord den eneste lyd i stuen, og derfor spurte de sig selv op igjæn så ofte, at han følte de ikke var sagt mildt nok. Han spurte en gang til: "Hvad gråter du for, mor?"

"Å jeg vet ikke så rigtig;" men nu gråt hun mere. Han stod længe, måtte da sige så modig han kunde: "Det er noget du gråter for." Atter blev det stillt. Han følte sig meget skyldig, skjønt hun intet hadde sagt, han intet visste. "Det kom således på mig," sa moren. En stund efter føjet hun til: "Jeg er jo i grunnen så lykkelig," og så gråt hun.

Men Arne skyndte sig ut, og det drog nedover mot Kampestupet. Han satte sig til at se i det, og mens han sat så, gråt også han. "Visste jeg ænda, hvad jeg gråter for," sa Arne.

Men overfor ham ved nybrottet sat Oplands-Knut og sang sin vise:

"Ingerid Sletten av Sillejord
hadde hverken sølv eller gull,
men en liten hue av farvet ull,
som hun hadde fåt utav mor.

En liten hue av farvet ull,
hadde hverken stas eller fôr,
men fattigt minne om far og mor,
der skinte langt mer æn gull.

Hun gjæmte huen i tyve år,
måtte ikke slite den ud!
Jeg bærer den vel engang som brud,
når jeg for alteret går.

Hun gjæmte huen i tredive år,
måtte ikke skjæmme den ud!
Så bærer jeg den så glad som brud,
når jeg for Vor Herre står.

Hun gjæmte huen i fireti år,
hugsede ænnu på sin mor.
"Vesle min hue, for visst jeg tror,
vi aldrig for alteret står."

Hun ganger for kisten at tage den,
hjærtet var så stort derved;
hun leter frem til dens gamle sted,
da var der ikke tråden igjæn."

Arne sat, som det hadde spillet langt borte i lien. Han gik op til Knut. "Har du mor?" spurte han. "Nej." - "Har du far?" - "Å nej, ikke far." - "Er det længe siden de døde?" - "Å ja, det er længe siden."

"Du har vel ikke mange som holder av dig?" - "Å nej, ikke mange." - "Har du nogen her?" - "Nej; ikke her." - "Men borti hjæmbygden?" - "Å nej; ikke der heller."

"Har du da slet ingen som holder av dig?"

"Å nej, jeg har ikke det."

Men Arne gik fra ham, og holdt således av mor sin at hjærtet sprængte på, og han følte som en lysning over sig. Du himmelske Gud, tænkte han, du har git mig henne, og så usigelig megen kjærlighed ved henne, og jeg lægger den hen - og en gang jeg vil ta den, så er hun kanske ikke mere! Han vilde til henne, om ikke for annet så bare for at se henne. Men på vejen fallt det med ett på ham: "Kanske du, fordi du ikke skjønner på henne, meget snart skal ha den straf at miste henne!" - Han blev stående hvor han stod. "Almægtige Gud, hvad skulde der så bli av mig?"

Det var ham, som hændte der nætop en ulykke hjæmme; han la på sprang op mot huset, den kolde sved stod ham på pannen, og benene tok næsten ikke jorden. Han rev op svaldøren; men innenfor var det straks, som der lå ro i luften. Han tok sagte op stuedøren. Moren hadde lagt sig, månen fallt like på hennes ansigt; hun lå og sov som et barn.


Project Runeberg, Sat Jun 27 21:03:38 1998 (runeberg) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/arneno/05.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free