- Project Runeberg -  Arne /

(1859) Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Sjette kapitel

Nogen dager efter blev mor og søn, som i senere tid hadde levet mere sammen, enige om at ta i bryllup til skyllfolk i en av nabogårdene. Moren hadde ikke været i lag, siden hun var jænte.

De to kjænte lite folk der anderledes æn av navn, og Arne syntes især det var underligt, da de så på ham, hvor han gik.

Der var sagt et ord efter ham i svalen engang; han var ikke viss på det; men han trodde det var sagt, og hvær blodsdråpe kom en og annen gang op i ham, når han tænkte derpå.

Mannen som hadde sagt det, gik han nu uavladelig og passet på; tilsist tok han sæte hos ham. Men da han kom til bordet, syntes han, at talen fik en annen gang.

"Nej, nu skal jeg fortælle en rægle, jeg, som viser, at intet graves så dypt ned i natten, det jo finner sin dag," sa mannen, og Arne syntes han så til ham. Det var en styggt utseende mann med tynne, røde hår om en stor rund panne. Opunder lå et par ganske små øjne og en liten klumpnæse; men munnen var meget stor, med utover brættede læber der holdt sig hvitagtige. Når han lo, så man begge gummer. Hans hænder lå på bordet; de var meget svære og grove, men håndledet var spinkelt. Han så hvasst og talte fort, men med meget arbejde. Folk kallte ham "Kjæftauren", og Arne visste at Nils skrædder i gamle dager hadde faret styggt med ham.

"Ja, der er megen synd til i denne værden; den sitter os nærmere æn vi tror ... Men det er slikt slag; nu skal I høre om en stygg gjærning. De som er gamle, minnes Alf, Skræppe-Alf. "Kommer nok igjæn! sa Alf"; det ordtøke er efter ham; for når han hadde ændt handelen - og han kunde handle, den kar! - hivde 'n skræppen på rygg: "kommer nok igjæn!" sa Alf. Fanden til kar, staut kar, kjæk kar, Alf, Skræppe-Alf! -

Nej, så var det han og Storslåpen. Storslåpen - ja, I kjænte Storslåpen? - stor var han, og slåpen var han med. Han forså sig på en knittrende sort hæst, som Skræppe-Alf fór og ekserte med, så den spratt som en sommerlopp. Og føræn Storslåpen selv visste av det, var han kommet til at gi femti daler for gampen! Storslåpen op i en karjol, så lang han var, for at kjøre konge med femtidalerhæsten; men nu kunde han slå og banne, så gården stod i et gov - hæsten flau' likefullt på alle de dører og vægger som fanst; for den var starblind!

Siden lå disse to og sloss om denne hæsten ut over al bygd, rigtig likesom to bikkjer. Storslåpen vilde ha pengene sine igjæn; men se til om han fik to danske skilling. Skræppe-Alf prylte ham, så busten fauk. "Kommer nok igjæn," sa Alf. - Fanden til kar, staut kar, kjæk kar, Alf, Skræppe-Alf!

Nej, så var det på nogen år da, at han slet ikke kom igjæn.

Det kunde være en ti år frem, så blev der lyst efter ham på kirkebakken; for der var tilfallt ham en overhændig arv. Storslåpen stod hos. "Det visste jeg nok," sa han, "at det var penger som lyste efter Skræppe-Alf, og ikke folk." -

Nu talte de frem og tilbake om Alf; og så meget blev snakket, at de fik sammenlagt, han hadde været sist på denne side av Røren, men ikke på hin. Ja, I hugser vejen over Røren, gammelvejen?

Men Storslåpen var på nogen tid kommet til stor magt og herlighed både med gård og grejer. Desuten hadde han lagt sig på gudfrygtigheden, og det visste alle, at han ikke blev gudfrygtig for ingenting, han - mere æn andre folk. De begynte at snakke sagte om disse ting.

Det var i den tid at vejen over Røren skulde omlægges; gammelkarerne hadde det med at ville bent frem, og derfor bar det like over Røren; men vi vil ha det flatt, og derfor kommer vejen nu ned ved elven. Det blev en minering og husering, så en tænkte Røren vilde ned, Alslags vejstyring fór der, men amtmanden oftest; ti han har dobbelt fri-skyss. Og som de nu en dag lå og grov ned i urene der, skulde en ta en sten, men fik en hånd der stak ut av røjsen, og så stærk var den hånden, at han som fik den - rauk att-ende med den. Men han som fik den, var Storslåpen. - Lensmannen drev der; han blev hæntet, og benene av en hel kar fremgravet. Doktor blev også hæntet; han satte det altsammen så kunstig sammen, at der nu bare manglet kjøt. Men folk skjøt frem på, at det benskranglet kunde nætop være på skapnad som Skræppe-Alf. "Kommer nok igjæn!" sa Alf.

Nogen og hvær syntes det underligt, at en død hånd kunde slå en kar som Storslåpen helt ikoll, ænda den slet ikke slog. Lensmannen gik like in på ham med det - forstår sig, så ingen hørte det. Men da bante Storslåpen, så det gik svart om lensmannen. "Ja, ja," sa lensmannen, "er det ikke dig, så er du vel sagt kar for at ligge sammen med det benskranglet inat, du?" - "Jeg er nok det, jeg," svarte Storslåpen. Og nu bant doktoren det ihop i lederne og la det hen i den ene seng i barakken. I den andre skulde Storslåpen lægge sig; men lensmannen la sig i sin kappe tæt op til væggen. - Da det blev mørkt, og Storslåpen skulde in til sengekammeraten sin, var det nett likesom døren gik igjæn av sig selv, og han stod i mørke. Men Storslåpen tok på at synge salmer; for han hadde en stor røst. "Hvorfor synger du salmer?" spurte lensmannen utenfor væggen. "Uvisst om han har hat klokker," svarte Storslåpen. Siden tok han på at be, det stærkeste han kunde. "Hvorfor ber du?" spurte lensmannen utenfor væggen. "Han har visst været en stor synder," svarte Storslåpen. Så blev der langt om længe stillt, og det var næsten som lensmannen skulde sovne. Da skrek det derinne, så hytten skalv: "Kommer nok igjæn!" - Et helvedes brott og bulder rejste sig; "kom med de femti dalerne mine!" brølte Storslåpen, og så skrek det, og brøt det, lensmannen op med døren, folk til med stænger og brander, og da lå Storslåpen midt på gulvet og hadde benskranglet over sig." -

Der var såre stillt om bordet. Ændelig siger en som skulde tænde sin kridtpipe: "Han blev jo gal efter den dag." "Han blev så."

Arne følte, de så på ham, og derfor kunde han ikke få øjnene op "Siger, som jeg har sagt," tok den første i, "intet graves så langt ned i natten, at det ikke finner sin dag." - "Nej, nu skal jeg fortælle om en søn som slog sin egen far," sa en lys, svær mann med rundladent ansigt. Arne kjænte ikke plassen han sat på.

Det var en slåsskjæmpe av en stor slægt borti Hardanger; han brøt ned meget folk. Faren og han var usams om livøret, og således bar det til at den mann ikke hadde fred i hus eller bygd.

Han blev selv mere ond derved, og faren satte efter ham. "Jeg tar ikke dom av nogen," sa sønnen. "Av mig skal du ta den, så længe jeg lever," svarte faren. "Tier du ikke stille, så slår jeg dig!" sa sønnen og rejste sig. - "Ja, trøst dig til, om du tør, og det skal aldrig gå dig godt her i værden," svarte faren, han rejste sig også. - "Mener du?" - og sønnen satte in på ham og brøt ham ned. Men faren tok ikke imot, la armene overkors, og lot ham fare med sig som han vilde.

Sønnen slog ham, tok ham og drog ham mot døren: "Jeg vil ha husfred!" - Men da de kom til døren, lettet faren på sig. "Ikke længer æn til døren," sa han, "for så langt drog jeg far min." Sønnen ænste det ikke, men drog hodet over tærskelen. "Ikke længer æn til døren, siger jeg!" den gamle rejste sig, kastet sønnen for sine føtter og revset ham som et barn.

"Dette var styggt," sa flere. "Hugg dog ikke til far sin!" syntes Arne, at én sa; men han var ikke viss derpå.

"Nu skal jeg fortælle eder noget," sa Arne, han rejste sig likblek, og visste ikke hvad han vilde sige. Han så bare ordene drive som store sneflokker; "jeg tar in i som på træff!" og han begynte.

"Et troll møtte på en vej en gut som gik og gråt. "Hvem er du mest rædd," sa trollet, "enten dig selv eller andre?" Men gutten gråt, fordi han om natten hadde drømt, at han hadde måttet dræpe den slemme faren sin, og derfor svarte han: "Jeg er mest rædd mig selv." - "Så vær i fred for dig selv, og gråt aldrig mere; ti herefter skal du bare ligge i krig med andre." Og trollet gik sin vej. Men den første, gutten møtte, lo av ham, og derfor måtte gutten le av ham igjæn. Den annen, han møtte, slog ham; gutten måtte forsvare sig og slog ham igjæn. Den tredje, han møtte, vilde dræpe ham, og derfor drap gutten ham. Men alt folk snakket ondt om ham, og derfor visste han ikke annet æn ondt at tale om alt folk. De stængte for ham sine skap og dører, så han måtte stjæle sig til det han skulde ha;han måtte stjæle sig til sin nattero. Siden han nu ikke fik gjøre noget godt, måtte han gjøre bare ondt. Da sa bygden: "Den gutten må vi gjøre det av med; han er så ond," og en vakker dag tok de og skaffet ham avvejen. Men gutten visste slet ikke, han hadde gjort noget ondt, og derfor kom han efter døden drivende like in til Vorherre. Der sat på en bænk den far han slet ikke hadde dræpt, og like mot ham på en annen bænk sat alle de som hadde nødt ham til at gjøre ondt. "Hvad for en bænk er du rædd?" spurte Vorherre, og gutten pekte på den lange. "Sæt dig a hos far din," sa Vorherre, og gutten vilde så gjøre. Da stupte faren ned av bænken med et stort hugg i nakken. På hans plass kom der et billede av gutten selv, men med angrende ansigt og likbleke miner; ænnu et med drukkent ansigt og hængende krop; ænnu et med vanvittigt ansigt, revne klær og forfærdelig latter. "Slik kunde det også ha gåt dig," sa Vorherre. - "Ja, montro det?" sa gutten, han tok fat i Vorherres kjortel. Da fallt begge bænkene ned av himmelen, og gutten stod igjæn hos Vorherre og lo. "Husk på dette, når du vågner," sa Vorherre - og gutten vågnet i samme stund. Men den gutten som således har drømt, er jeg, og de som frister ham ved at tro ham ond, er I. Mig selv er jeg ikke længer rædd; men jeg er rædd eder. Hiss ikke det onde in på mig; for det er uvisst, om jeg kan få fat i Vorherres kjortel."

Han fór ut, og mænnene så på hværandre.


Project Runeberg, Sat Jun 27 21:04:08 1998 (runeberg) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/arneno/06.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free