- Project Runeberg -  Arne /

(1859) Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Niende kapitel

Kjærlighed og kvinner begynte at spille for hans tanker; kjæmpeviserne og de gamle historier viste det frem i et tryllespejl likesom jænten i vandet. Han stirret bestandig deri, og efter hin kvæll fik han lyst til at synge derom; ti det var likesom kommet ham nærmere. Men tanken gled bort, og kom igjæn med en vise ha selv ikke kjænte til; det var som nogen hadde laget den for ham:

Hun Venevil hoppet på letten fot
sin kjærest imot.
Han sang, så det hørtes over kirketag:
"God dag! god dag!"
Og alle de små fugler sang lystig med i lag:
"Til Sanktehans
er det latter og dans;
men siden vet jeg lite, om hun flætter sin krans!"

Hun flættet ham én av de blomster blå:
- "mine øjne små!"
han tok den, han kaste og tok den igjæn:
"Farvel, min ven!"
og jublet, mens han sprængte over akkerrenen hen:
"Til Sanktehans
er det latter og dans;
men siden vet jeg lite, om hun flætter sin krans!"

Hun flættet ham én: "hvis du ej forsmår,
av mit gule hår?"
Hun flættet, hun bød ham i ypperlig stund
sin rød munn!
Han tok den, og han fik den, og han rødmede som hun.

Hun flættet en hvit i et liljebånd:
"min højre hånd!"
hun flættet en blodrød i kjærlighed:
"min venstre med."
Han tok imot dem begge to, men vændte sig derved.

Hun flættet av blomster fra hvær en kant:
"alle dem jeg fant!"
hun sanket, hun flættet og gråt dertil:
"tag dem du vil!"
Han tiede og tok dem kun, men flygtede så vill.

Hun flættet en stor uten farvesans:
"min brudekrans!"
Hun flættede, så fingrene bleve blå:
"sæt du den på."
Men da hun skulde vænde sig, hun ingensteds ham så.

Hun flættede modig, foruten stans,
på sin brudekrans.
Men nu var det langt over Sanktehans,
ingen blomster fans:
Hun flættet av de blomster, som slet ikke fans!
"Til Sanktehans
er det latter og dans;
men siden vet jeg lite, om hun flætter sin krans!"

Det var vemodet i hans sjæl som gjorde det første kjærlighedsbillede, som gled hen over hans sjæl så mørkt. En dobbelt længsel: efter at holde av nogen og efter at bli noget stort, fløt sammen og blev til én. I den tid arbejdet han atter med visen "Over de høje fjælle", forandret og sang og tænkte stille ved sig selv: "Det bærer nok ut allikevel; jeg synger så længe til jeg får mot." Han glæmte ikke moren i disse sine utfærdstanker; han trøstet sig nemlig med, at han straks han fik fast fot i det fremmede, vilde hænte henne, og da by henne kår som han aldrig kunde tænke på at skaffe sig eller henne i hjæmmet. Men midt i disse store længsler lekte noget stille, kvikt, fint, det skjøt bort og kom igjæn, nappet og flygtet, og drømmer, som han var blet, var han bedre i de uvilkårlige tankers vold, æn han selv visste.

Der var en munter mann i den bygd, som het Ejnar Åsen; han hadde tyve år gammel brutt sit ben; siden gik han med stav; men hvor han kom hinkende på den stav, var der altid lystighed på færde. Mannen var rik; en stor nøtteskog lå på hans ejendom, og det var visst, at en av de vakkreste solskinsdager i høsttiden var en flokk muntre jænter samlet hos ham for at plukke nøtter. Da var der stor beværtning om dagen og dans om kvællen. De fleste av disse jænter hadde han ståt fadder til; for han stod fadder til den halve bygd; alle barn kallte ham gudfar, og efter dem både gamle og unge.

Gudfar og Arne var vel kjænte, og gudfar likte ham for hans visers skyll. Nu bad han ham være med i nøttelaget. Arne blev rød og vægret sig; han var ikke vant til at være sammen med kvinnfolk, sa han. "Så skal du vænne dig til det," svarte gudfar.

Arne kunde i nætter ikke få sove for dette; frygt og længsel stred i ham; men hvordan det æn gik: han kom med og var så godt som eneste ungkar blant alle disse kvinnfolk. Han kunde ikke nægte, at han følte sig skuffet; det var ikke dem han hadde sunget om, ej heller dem han hadde frygtet for at træffe sammen med. De holdt et leven han i sine dager ikke hadde set maken til, og det første som undret ham, var at de kunde le over ingen værdens ting; og dersom tre lo, så lo de fem, bare fordi de tre lo. Allesammen bar de sig ad, som levde de ihop hvær dag; og det var dog dem som ikke hadde truffet sammen før idag. Dersom de nådde den gren de hoppet efter, lo de derav, og dersom de ikke nådde, lo de også derav. De sloss om kroken til at hænge fast med; de som fik den, lo, og de som ikke fik den, lo også. Gudfar hinket efter med staven, og gjorde dem al den fortræd han var god til. De han nådde, lo fordi han nådde dem, og de han ikke nådde, lo fordi han ikke nådde dem. Men allesammen lo de av Arne, fordi han var alvorlig, og da han så måtte le, lo de, fordi han ændelig lo.

De satte sig tilsist op på en stor haug, gudfar i midten og alle jænter omkring. De så vidt omkring sig; solen stak; men de ænste det ikke, kastet nøttehamser og skal på hværandre, men gav gudfar kjærner. Gudfar hysset på dem, og slog om sig med staven så langt han nådde; ti nu vilde han de skulde fortælle, og helst noget trøjsamt. Men at få dem til at fortælle historier syntes vanskeligere æn at stanse en løs vogn i en bakke. Gudfar begynte; der var mange som ikke vilde høre, for hans historier kjænte de før; men tilsist hørte de dog allesammen. Og før de visste av det, sat de midt oppe i det og fortalte det beste de kunde. Nu undret det Arne meget, at likeså støjende de før hadde været, likeså alvorlige var deres historier. De gik mest om kjærlighed.

"Men, du Åsa, ha en god en; det vet jeg fra ifjor," sa gudfar og vændte sig mot en førlig jænte med godt, rundladent ansigt; hun sat og flættet håret på en yngre søster, som lå med hodet i hennes fang. "Den tør være kjænt av flere," svarte hun. "Kom med den allikevel," bad de. "Jeg skal ikke være længe at nøde," svarte hun, og fortalte og sang, mens hun flættet:

"Der var en voksen gut som gjætte, og han drev gjærne buskapen op efter en bred elv. Når han kom højere op, var der en hammer som gik så vidt utover, at han kunde rope over til den andre siden. For der over på den andre siden gjætte en jænte som han hele dagen kunde se, men ikke komme hen til.

"Kvat hejter du jenta i saueflokken,
som bles på horn og bind på sokken?"

Han spurte mange dager op igjæn, og ændelig en dag fik han svar:

Namnet mit sym som and på ejt vatn;
ro yver, du gut under bukskinnshatten!"

Men herav blev gutten like klok og tænkte ikke videre at vyrde henne. Hermed gik det ikke så let; ti han kunde drive buskapen hvorhen han vilde, det bar dog bestandig tilbake til hammeren. Da blev gutten rædd og ropte:

"Kvat hejter då far din og hejmen du ejgr?
Eg hev inkje set deg på kyrkjuvegr."

Gutten trodde nemlig halvt om halvt, det var en hulder.

"Far min er druknad, og garden hev brunnet,
og vegen til kyrkja eg aldri hev funnet."

Herav blev også gutten like klok. Om dagen var han på hammeren; om natten drømte han, at hun danset om ham og slog ham med en stor kohale, hvær gang han vilde ta efter henne. Han fik snart ikke sove; arbejde kunde han heller ikke, og det blev elendig med gutten.

"Og er du ej huldr, so lyt du meg spara;
men er du ej jenta, so skund deg at svara."

Men det svarte ikke, og da blev det visst, at det var en hulder. Han begav gjætingen, men like galt var det; for hvor han stod, og hvad han gjorde, så tænkte han på den fagre huldren, som blåste på horn.

Så en dag han stod og hugde ved, kommer en jænte gjænnem gården, der livagtig så ut som huldren. Men da hun kom nærmere, var det ikke henne. Han tænkte meget over dette; da kommer jænten tilbake, og langt borte var det huldren, og han løp like imot henne. Men straks han kom henne nær, var det ikke henne.

Siden kunde gutten være ved kirke, på dans, i andre samlag, eller hvor han vilde - jænten var der også; når han var fra henne, syntes hun huldren; nær hos, var det en annen; han spurte henne så, om det var henne eller ikke henne; men hun lo ham ut. Likeså godt springe i det som krype i det, tænkte gutten, og så giftet han sig med jænten.

Da dette vel var gjort, likte gutten ikke længer jænten. Borte fra henne, længtes han til henne; men hos henne, længtes han til en han ikke så. Derfor blev gutten ond med konen sin; hun bar det og tidde.

Men en dag han létte efter hæstene, kom han op på hammeren, og gutten satte sig ned og ropte:

"Du lejkar i hugen som måneskinskvelden;
du brenn langt ifrå meg som Sankthanselden!"

Gutten syntes det gjorde godt at sitte der, og siden gik han dit, så ofte det var galt hjæmme. Konen gråt, når han var gåt.

Men en dag han sat der, sat også huldren lyslevende på den andre siden og blåste på horn!

"Å - nej, er du kome; kor fagrt det lætr!
Å, blås litet mejra, eg sit her og gretr."

Da svarte hun:

"Eg blesr deg draumarne burt utur hugen;
fyr hejma å akren der rotnar no rugen."

Men da blev gutten rædd og gik hjæm igjæn. De var dog ikke længe før han blev så kjed konen, at han måtte dra til skogs, satte sig på hammeren. Da sang det mot ham:

"Eg drøymde, du kom hit; - hej, skund det og tak meg;
nej, inkje dit yver; - eg stend lika bak deg."

Gutten fór op og så sig om, og da smatt en grøn stakk bort mellem buskene. Han efter. Nu blev det et jag gjænnem al skog. Så rapp på foten som den huldren var, kunde intet menneske være; han kastet stål over henne gang efter gang; hun løp like godt. Men snart begynte hun at bli træt; det så gutten på fotlaget; men han så også på al hennes skabning, at det var huldren selv og ingen annen. "Nu skal du sagt bli min," tænkte gutten, og kastet sig med én gang så hårdt in på henne, at både han og huldren trillet lange bakker nedover, før det tok stans. Da lo huldren, så gutten syntes det sang i bærgene; han tok henne på fang, og så fager var hun, at han aldrig i sine levedager hadde set slikt, - nætop som han tænkte konen skulde være. "Å - nej, hvem er du som er så fager?" spurte gutten, han klappet henne, og hun var så varm i kinnerne. "Men Herregud, jeg er jo konen din," sa hun.

Jænterne lo og gjorde nar av gutten. Men gudfar spurte Arne, om han hadde hørt vel efter.

- "Nej, nu skal jeg fortælle noget," sa en liten en med et lite rundt ansigt, som hadde sådan liten næse.

"Der var en liten gut som vilde så gjærne fri til en liten jænte; voksne var de begge to; men de var så små av sig. Og den gutten kunde slet ikke komme sig til at fri. Han holdt sig hen til henne i kirken, men da blev det altid prat om vejret; han gik bort til henne på danserne, og han danset henne mest ihjel; men snakke fik han ikke. "Du får lære at skrive, så slipper du det," sa han til sig selv, - og gutten til at skrive; han trodde aldrig det kunde bli vakkert nok, og derfor skrev han et helt år, før han turde tænke på brevet. Nu var det at få leveret det, så ingen så det, og der bakom kirken traf det slik til, at de stod alene. "Jeg har et brev til dig," sa gutten. "Men jeg kan ikke læse skrift," svarte jænten.

Og så stod gutten der.

Men han tok tjeneste hos jæntens far, og var ikke fra henne så lang dagen var. Engang var han så nær ved at få snakke: han hadde alt fåt munnen op; men så fløj der en stor flue in i den. - "Bare ingen kommer og tar henne fra mig," tænkte gutten. Men der var ingen som kom og tok henne fra ham; for hun var så liten.

Men så kom der en allikevel; for han var også liten. Gutten mærket nok hvad han vilde, og da de gik op på svalen sammen, satte gutten sig ved nøklehullet. Nu fridde han som innenfor var; "jøje, min tosk, som ikke har skyndt mig!" tænkte gutten. Han som innenfor var, kysset jænten midt på munnen. - "Det smakte visst godt," tænkte gutten. Men han som innenfor var, satte jænten på fang. "Slik værden som vi lever i!" sa gutten og gråt. Dette hørte jænten og gik til døren: "Hvad er det du vil mig, stygge gutten, at jeg aldrig kan få være i fred for dig?" - "Jeg? - jeg vilde bare be om at få være brudesvennen din." - "Nej, det skal brødrene mine være," svarte jænten og smællte døren i.

- Så stod gutten der.

Jænterne lo meget av den historie og kastet mange hamser bagefter.

Gudfar vilde, at Eli Bøen skulde fortælle. Hvad var da det! Jo, hun skulde fortælle hvad hun hadde fortalt ham bortpå bakken, sist han var hos dem, den gang hun gav ham de nye strømpebåndene. Det var længe før Eli vilde til, for hun lo så svært; men så fortalte hun:

"En jænte og en gut gik sammen på en vej. "Nej, se den trosten som følger os," sa jænten. "Det er mig den følger," sa gutten. "Kan likeså godt være mig," svarte jænten. "Det er snart at se," mente gutten; "nu går du den nedre vejen, og jeg den øvre, og vi møtes deroppe." De så gjorde. - "Fulgte den så ikke mig?" spurte gutten, da de møttes. "Nej, den fulgte mig," svarte jænten. "Så må der være to." De gik sammen igjæn et stykke; men da var der blot én; gutten mente den fløj på hans side; men jænten mente den fløj på hennes. "Jeg bryr mig fa'n om den trosten," sa gutten. "Ja, jeg også," svarte jænten.

Men straks de hadde sagt dette, kom også trosten væk. "Det var på din side," sa gutten. "Nej, du skal ha takk; jeg så tydelig det var på din. - - Men der! - Der er han kommet igjæn!" ropte jænten. "Ja, det er på min!" ropte gutten. Men nu blev jænten sint. "Nej, om jeg vilde gå med dig længer, så gid jeg måtte få alle plager!" og hun gik sin egen vej. - Da kom trosten væk for gutten, og det blev så stusligt, at han gav sig til at rope. Hun svarte. "Er trosten hos dig?" ropte gutten. "Nej, men er den hos dig?" "Ak nej; du får komme hit igjæn, så kanske den følger med." Og jænten kom igjæn; de tok hinannen ved hånden og gik sammen. "Kvitt, kvitt, kvitt, kvitt!" sa det på jæntens side. "Kvitt, kvitt, kvitt, kvitt!" sa det på guttens. "Kvitt, kvitt, kvitt, kvitt, kvitt, kvitt, kvitt, kvitt!" sa det til alle sider, og da de skulde se til, var der hundre tusen millioner troster rundt om dem. "Nej, hvor rart!" sa jænten og så op på gutten. "Å, Gud velsigne dig!" sa gutten og klappet jænten.

Den historien syntes alle jænterne var så vakker.

Så mente gudfar, de skulde fortælle hvad de hadde drømt inat, og så skulde han dømme om, hvem der hadde drømt vakkrest. Nej, fortælle hvad de hadde drømt! Nej! og der blev latter og tisk uten ænde. Men så begynte den ene efter den annen at mene, hun hadde hat sådan vakker drøm den nat; men atter andre, at så vakker som den, de hadde hat, kunde den i alle fall ikke være. Og tilsist fik de alle lyst at fortælle sine drømme. Men det måtte ikke være højt; det måtte være bare til én, og det måtte slet ikke være gudfar. Arne sat så stille der borte på haugen, og så blev det ham de turde fortælle dem til.

Arne satte sig bort under en hassel, og så kom hun til ham, hun som først hadde fortalt. Hun betænkte sig længe, men fortalte så:

"Jeg drømte jeg stod ved et stort vand. Da så jeg en gå på vandet, og det var en som jeg ikke vil nævne. Han steg op i en stor tjørnblom og sat og sang. Men jeg gik ut på et av de store blad som tjørnblomen har, og som ligger og svømmer; på det vilde jeg ro over til ham. Men straks jeg var kommet på bladet, så begynte det at synke med mig, så jeg blev meget rædd og gråt. Da kom han roende til i tjørnblomen - løftet mig op i til sig, og vi rodde over alt vand. - Var ikke det en vakker drøm?"

Den lille som hadde fortalt den lille historie, kom:

"Jeg drømte jeg hadde fanget en liten fugl, og jeg var så glad og vilde slet ikke slippe den, før jeg var kommet hjæm i stuen. Men der turde jeg ikke slippe den, for da kunde far og mor be mig lukke den ut igjæn. Så gik jeg op på loftet med den; men der gik katten og lurte, og så kunde jeg ikke slippe den der heller. Så visste jeg ikke min arme råd, men gik op på låven ... Gud, der var så mange sprækker, og den kunde rejse sin vej! Nej, så gik jeg ned på gården igjæn, og der syntes jeg en stod som jeg ikke vil nævne. Han stod og lekte med en stor, stor hund. "Jeg vil heller leke med den fuglen din," sa han og kom mig så nær. Men jeg syntes jeg la på sprang, og både han og den store hunden efter, og jeg sprang gården rundt; men så lukket mor op svaldøren, - trev mig in og kastet døren til. Men utenfor stod gutten og lo med ansigtet på ruten. "Se, her er fuglen!" sa han - og tænk, så hadde han fuglen!" - Var ikke det en rar drøm?" -

Så kom hun der hadde fortalt om alle de trosterne. Eli hadde de kallt henne. Det var den Eli, han hadde set hin kvæll i båten og i vandet. Hun var den samme, og dog ikke den samme, så voksen og vakker, som hun sat der med det fine ansigt og den smækkre skabning. Hun lo så meget, og derfor var det længe før hun kom sig til; men så fortalte hun:

"Jeg hadde glædet mig så svært til at komme i nøtteskogen idag, og derfor drømte jeg inat om, at jeg sat her på bakken. Solen skinte, og jeg hadde hele fanget fullt av nøtter. Men så var der kommet et lite ikorn med op imellem nøtterne, og det sat på huk i fanget og spiste dem op allesammen. - "Var ikke det en rar drøm?"

Og ænnu flere drømme blev ham fortalt; men så skulde han sige hvilken var vakkrest. Han måtte få god betænkningstid, og imidlertid drog gudfar med hele flokken nedover mot gården, og Arne skulde komme efter. De hoppet nedover bakken, ordnet sig i række, da de var kommet ned på sletten, og sang hjæmover mot huset.

Han sat der igjæn og hørte på sangen; solen fallt like på flokken; det lyste i deres hvite skjorteærmer; snart tok den ene den annen om livet; de danset bort over engen, og gudfar efter med stokken, fordi de trødde ned håen. Arne tænkte ikke mere på drømmene; han så snart ikke mere efter jænterne; tankerne la sig ut over dalen som de fine soltråder, og han sat igjæn der på bakken og spant. Før han visste av det, sat han i et tæt væv av tungsinn; han længtes ut, og aldrig i værden som nu. Han tok fast løfte av sig selv, at straks han kom hjæm, vilde han tale til moren, det måtte gå som det vilde!

Hans tanker blev stærkere og drev in i visen: "Over de høje fjælle". Så snare hadde aldrig ordene været, ej heller hadde de føjet sig så sikkert i lag; de var næsten som jænter, der sat rundt på en haug. Han hadde et stykke papir hos sig, og han skrev ned over sit knæ. Og da han hadde skrevet visen færdig, rejste han sig som forløst, vilde ikke til folk, men tok skogvejen hjæmover, skjønt han visste, at da måtte han ta natten med. Første gang han på vejen satte sig at hvile, vilde han ta visen op igjæn og synge den for sig selv ut over al bygd; men da hadde han glæmt den igjæn, der han hadde gjort den.

- En av jænterne søkte efter ham på haugen, fant ikke ham, men visen.


Project Runeberg, Sat Jun 27 21:05:29 1998 (runeberg) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/arneno/09.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free