At tale til moren var ikke så let gjort som tænkt. Han talte frempå om Kristian og de breve, som aldrig kom; men moren gik fra ham, og det var hele dage efter, at han trodde hun var rød i øjnene. Han hadde også et annet mærke på hvordan det stod til, og det var at hun laget usædvanlig god mat.
Han skulde op i skogen og ta vedfang en dag; vejen gik igjænnem skogen, og nætop der hvor han skulde hugge, plejde de at gå og plukke tyttebær i høsttiden. Arne hadde sat øksen fra sig for at ta trøjen av, og skulde just begynne, da to jænter kom gående med bærspann. Han plejde gjærne gjæmme sig, heller æn træffe jænter, og det gjorde han nu også.
"Å nej, å nej! for alle de bær! Eli, Eli!" - "Ja, kjære, jeg ser dem!" - "Men så gå ikke længer; her er mange spann!" - "Jeg syntes det ruslet borti et kjærr!" "Au! er du gal!" og jænterne fór ihop med hænderne om hinannens liv. De stod længe så stille, at de næppe drog pusten. "Det er visst ingenting; lad os plukke!" - "Ja, jeg tror visst vi plukker." - Og så plukket de. - "Det var snillt av dig, Eli, at du kom over til præstegården idag. - Har du så ingenting at fortælle mig?" - "Jeg har været hos gudfar." - - "Ja, da har fortalt mig det; men har du ikke noget om ham som du vet?" - "Å jo!" - "Å, å! Eli, er det sant? skynd dig, fortæl!" - "Han har været der igjæn!" "Å snak?" - "Jo visst; både far og mor lot, som de ikke så det, men jeg gik op på loftet og gjæmte mig." - "Mer, mer! Kom han så efter?" - "Jeg tror, far hadde sagt ham hvor jeg var; han er nu altid så lej." - "Og så kom han? Sæt dig, sæt dig, her hos mig! - Nu: så kom han?" - "Ja, men han sa ikke stort, for han var så blyg." - "Hvært ord! hører du! hvært ord!" - "Er du rædd mig?" sa'n. "Hvorfor skulde jeg være rædd?" sa jeg. "Du vet hvad det er, jeg vil dig," sa'n og satte sig på kisten ved siden av mig." - "Ved siden av dig!" - "Og så tok han mig om livet" - "Om livet, er du gal!" - "Jeg vilde da gjærne bli løs igjæn, men han vilde ikke slippe mig. "Kjære Eli," sa'n -" hun lo, og den annen lo også. - "Nu? nu?" - "Vil du være konen min?" - "Ha, ha, ha!" - "Ha, ha, ha!" - Og så begge to: "Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha!" -
Ændelig måtte også latteren ta en ænde, og ovenpå blev der længe stillt; så spurte den første, men sagte: "Du - var det ikke lejt han tok dig om livet?" -
Enten svarte den annen ikke på dette, eller også var det så sagte, at
det ikke kunde høres; kanske det også bare var med et smil. Om en
stund spurte den første: "Sa ikke far din eller mor din noget siden?"
- "Far gik op og så på mig, men jeg gjæmte mig bestandig væk; for han
lo, når han så mig."- "Men mor din?" - "Nej,
- "Du?" - "Ja -?" - "Tror du, der kommer nogen sådan til mig?" - "Ja, naturligvis!" - "Er du gal! - A -i! - Du, Eli! - Æn dersom han tok mig om livet?" - Hun gjæmte hodet.
Der blev meget latter, siden hvisk og tisk.
Jænterne gik snart; de hadde hverken set Arne, øksen eller trøjen, og glad var han.
Nogen dager efter satte han Oplands-Knut til husmann under Kampen. "Du skal ikke længer være ensom," sa Arne.
Arne selv tok sig noget fast for. Han hadde tidlig lært at skjære med håndsag; ti han hadde bygd meget på husene hjæmme. Nu vilde han øve denne dont; ti han kjænte det gjorde godt at ha en bestemt forretning; det gjorde også godt at komme ut blant folk, og så forandret var han efterhånden blet, at han kunde længes dertil, når han hadde været en stund for sig selv. Det bar slik til, at han den vinter var på præstegården og skar med håndsag et bil, og der var begge jænterne ofte sammen. Arne tænkte på, når han så dem, hvem det vel var som nu fridde til Eli Bøen.
Det traf slik til, at han på en kjøretur måtte styre for præstefrøkenen og Eli; han hadde gode ører, men kunde dog aldrig høre hvad de talte om; somme tider talte Matilde til ham; da lo Eli altid og gjæmte hodet. Således spurte Matilde, om det var sant han kunde gjøre vers. "Nej," sa han hurtig; da lo de begge, snakket og lo. Siden var han ikke god på dem, og lot som han ikke så dem.
Engang sat han i borgestuen, mens folk danset der; Matilde og Eli kom begge dit bort for at se på. De trættet om noget borti kroken, hvor de stod; Eli vilde ikke, men Matilde vilde, og hun vant. Så kom de begge to bort til ham, nejde, og spurte om han kunde danse. Han svarte nej, og så vændte de sig begge, lo og løp. Det var da også en bestandig latter, tænkte Arne og blev alvorlig. Men præsten hadde en lite plejesøn på ti-tolv år, som Arne holdt meget av; av den gut lærte Arne at danse, når ingen så på.
Eli hadde en liten bror på alder som præstens plejesøn. Disse to var lekekammerater, og Arne gjorde kjælke, ski, snarer til dem, og med dem talte han meget om deres søstre, især om Eli. En dag bragte Elis bror det bud, at han skulde ikke gå så slusket på håret. "Hvem har sagt det?" - "Eli sa det; men jeg skulde ikke sige, at hun hadde sagt det." - Nogen dager efter sendte han det bud, at Eli måtte le litt mindre. Gutten kom igjæn med det bud, at Arne ændelig måtte le litt mere.
Engang vilde gutten ha noget han hadde skrevet. Arne lot ham få det,
og tænkte ikke videre over den ting. En stund efter vilde gutten glæde
Arne med den tidende, at begge jænterne likte hans skrift så
svært. "Har de da set den?" - "Ja, det var for dem jeg bad om den." -
Arne bad gutterne bringe ham noget, som deres søstre hadde skrevet; de
så gjorde; Arne rettet skrivfejl deri med en tømmerblyant; han bad
gutterne lægge det så, at det var let at finne. Siden fant han papiret
igjæn i sin trøjelomme; men nedenunder stod skrevet:
Dagen efter sluttet Arne sit arbejde på præstegården og rejste hjæm. Så mild som han var den vinter, hadde moren ikke set ham siden hin sørgelige tid kort efter farens død. Han læste prækenen for henne, fulgte henne til kirke og var meget god mot henne. Men hun visste godt, at det altsammen mest var for at få hennes samtykke til at rejse fra henne, når våren kom. Så fik han bud fra Bøen en dag, om han ikke vilde komme dit og skjære med håndsag.
Arne blev ganske rædd og svarte ja, som om han ikke tænkte over det. Straks budet var gåt, sa moren; "Du kan nok bli forundret! Fra Bøen?" - "Er det da så underligt?" spurte Arne, men så ikke på henne. "Fra Bøen!" ropte moren en gang til. "Nu, hvorfor ikke likeså godt derfra som fra en annen gård?" han så litt op. "Fra Bøen og Birgit Bøen! - Bård, som slog far din fordærvet, og det for Birgits skyll!" - "Hvad siger du?" ropte nu også gutten. "Var det Bård Bøen?" -
Søn og mor stod og så på hinannen. Et helt liv drog frem imellem dem, og det var et øjeblik hvori de så den sorte tråd som al vej hadde spunnet sig igjænnem. De gav sig senere til at tale om hine farens stordager, da gamle Eli Bøen selv fridde til ham for datteren Birgit og fik kurven; de gik altsammen igjænnem, like til der Nils stupte, og begge fant ut, at Bårds skyll hadde været den minste. Men det var dog allikevel ham som hadde slåt faren fordærvet, ham var det.
- "Er jeg ænnu ikke færdig med far?" tænkte så Arne, og besluttet i samme stund at gå.
Da Arne kom gående med håndsagen på skulderen over isen og op imot Bøen, syntes det ham en fager gård. Huset så bestandig ut som det var nymalt; han frøs litt, og det var kanske derfor det syntes ham så lunt. Han gik ikke bent in; gik ovenom hvor fjøset lå; der stod en flokk hårtykke gjeter i sneen og gnog bark av nogen barkvister; en buhund fór frem og tilbake på låvekloppen og gjødde, som om fanden kom til gårds; men straks Arne stod, loggret den og lot sig klappe. Kjøkkendøren på den øvre side av huset gik ofte op, og Arne så hvær gang ditned; men det var enten budejen som kom med kjørler, eller kokken som slog noget ut til gjeterne. Inne på låven træsket de med tætte slag, og til venstre foran vedskjulet stod en gut og hugde ved; bak ham var mange vedlag opstablet. - Arne satte håndsagen fra sig, og gik in i kjøkkenet; det var hvit sand på gulvet og småhakket ener strødd over; ned fra væggene skinte kobberkjeler, og krustøj stod i række. De kokte til middag; han bad om at få tale med Bård. "Gå in i stuen!" sa en og pekte blot; han gik; der var ikke klinke i døren, men håndtak av messing; derinne var lyst og malet, taket med mange roser, skapene røde med ejerens navn på i sort, sengestedet likeså, men med blå striper på kanterne. Borte ved ovnen sat en bredskuldret mann med et blidt ansigt og langt gult hår, han la bånd på nogen bøtter; henne ved det lange bord sat en kone med skaut på hodet, tætsluttende klær, høj og slank; hun delte en hop korn i to hoper. Foruten disse var der ikke flere i stuen.
"God dag og signe arbejdet!" sa Arne og strøk huen av. Begge så op; mannen smilte, og spurte hvem det var. "Han som skal skjære med håndsag." - Mannen smilte mere og sa, idet han lutet med hodet og atter begynte sit arbejde: "Nå, Arne Kampen. " - "Arne Kampen?" ropte konen og nidstirret. Mannen så kort op, smilte igjæn: "Søn av Nils skrædder;" han gav sig atter til at arbejde.
En stund efter hadde konen rejst sig, var gåt bort til hylden, hadde
vændt sig, var gåt bort til skapet, hadde atter vændt sig, og idet hun
sist lå og grov nede i bordskuffen, spurte hun uten at se op: "Skal
Konen kom ikke mere in; men næste gang kjøkkendøren gik op, var det Eli som kom. Hun lot først som hun ikke så ham; da han rejste sig for at gå til henne, stanset hun og vændte sig halvt om for at gi ham hånden; men hun så ikke på ham. De vekslet et par ord; faren arbejdet. - Hun hadde flættet hår, gik i trangærmet livkjole, var smækker og rank, rund om håndledet og liten i hånden. Hun dækket bordet; arbejdsfolket spiste i den annen stue, men Arne med husbondsfolkene i denne; det traf sig nemlig så den dag, at de spiste særskilt; ti ellers spiste alle ved samme bord i det store, lyse kjøkken. - "Kommer ikke mor?" spurte mannen. - "Nej, hun er på loftet og vejer ull." - "Har du bedt henne?" - "Ja, men hun siger hun vil intet ha."- Der var en stund taushed. "Det er jo koldt på loftet." - "Hun vilde ikke jeg skulde lægge i."
Efter middagen arbejdet Arne; om kvællen var han atter inne blandt dem. Da sat konen også der. Kvinnfolkene sydde; mannen stelte med nogen småting; Arne hjalp ham; der var timelang taushed; ti Eli, som ellers syntes at føre ordet, tidde også nu. Arne tænkte med forfærdelse, at så var det vel også ofte hjæmme hos ham; men det var som følte han det først nu. Eli pustet engang langt ut, som hadde hun holdt sig længe nok, og så gav hun sig til at le. Da lo også faren. og Arne syntes også det var latterligt, og tok i med. Fra nu av talte de adskilligt; tilsist blev det især han og Eli; faren la ord in. Men engang Arne hadde talt længe, kom han til at se op; da møtte han moren, Birgit; hun hadde sænket arbejdet, og sat og nidstirret på ham. Nu tok hun arbejdet fat, men ved de første ord han atter sa, så hun op.
Det blev sengetid, og hvær gik til sit. Arne vilde mærke sig den drøm han hadde hat første nat på et nyt sted; men der var ingen mening i den. Han hadde hele dagen lite eller intet talt med husbonden; men om natten var det kun om ham han drømte. Det siste var at Bård sat og spilte kort med Nils skrædder. Denne var såre vred og blek i ansigtet; men Bård smilte og drog kortene over til sig.
Arne var der flere dager, hvori så godt som intet blev talt, men meget arbejdet. Ikke alene de i dagligstuen tidde, men tjenerne, husmænnene, selv kvinnfolkene. Der var en gammel hund på gården, som gjødde hvær gang der kom fremmedfolk; men aldrig kunde gårdfolket høre hunden gjø, før en sa:hyss! - og da gik den knurrende hen og la sig igjæn. Hjæmme på Kampen var der en stor fløj på huset, som vændte sig i vinden; her var der en ænnu større fløj, som Arne måtte lægge mærke til fordi den ikke vændte sig. Når nu vinden var strid, arbejdet fløjen for at komme løs, og så længe så Arne på dette, til han måtte op på taket og løse fløjen. Den var ikke fastfrosset, som han tænkte; men en pinne var stukket ned, forat fløjen skulde stå; den tok Arne ut og kastet ned; pinnen traf Bård, som kom gående. Han så op. "Hvad gjør du der?" - "Jeg løser fløjen." - "Gjør ikke det; den skriker når den går." - Arne sat påskrævs over mønet: "Det er da bedre æn at den tier stille."Bård så op på Arne, og Arne ned på Bård; da smilte Bård: "Den som må skrike, hvis han skal tale, gjør da vel bedre i at tie, vet jeg."
Nu kan det være så, at et ord går igjæn, længe efter det er sagt, og det helst når det er i det siste. Disse ord fulgte Arne, der han i kulden krøp ned av taket, og de var ænnu med ham da han om kvællen gik in i stuen. Der stod Eli i aftenskumringen ved et vindu, og så utover isen som lå blank i månen. Han gik til det annet vindu, og så utover som hun. Inne var det lunt og stille, ute var det koldt; en skarp aftensno strøk gjænnem dalen og rusket så vidt i trærne, at skyggerne som de kastet i måneskinnet, ikke lå stille, men famlet og krøp omkring på sneen. Borte på præstegården skar et lys hitover, åpnet og lukket sig, tok mange kanter og farver, sådan som det altid synes når en stirrer for længe derpå. Fjællet stod over, mørkt, med eventyr i bunden, men månelys på de øvre sneflater. Himlen hadde stjærner oppe og litt flattrende nordlys borte i det ene hjørne, men det vilde ikke utover. Et stykke fra vinduet, nede mot vandet, stod trær, og deres skygger listet over til hværandre; men den store ask stod alene og skrev på sneen.
Det var stillt; kun engang imellem var det noget som skrek og ulte med lang klagende lyd. "Hvad er det?" spurte Arne. - "Det er fløjen," sa Eli, og siden føjde hun sagtere til som for sig selv: "den må være sluppet løs." Men Arne hadde været som den, der hadde villet tale og ikke kunnet. Nu sa han: "Husker du det eventyr om trosterne som sang?" - "Ja." - "Det er også sant; det var jo du som fortalte det. - - Det var et vakkert eventyr." - Hun sa med så blid stemme, at det var likesom første gang han hørte den: "Jeg synes ofte, det er noget som synger, når det er ganske stillt." - "Det er det gode i os selv, det." Hun så bort på ham, som var der noget for meget i det svar; de tidde også begge bakefter. Så spurte hun, mens hun malte med en finger på ruten: "Har du nylig gjort nogen vise?" Her blev han rød; men det så ikke hun. Derfor spurte hun igjæn: "Hvorledes bærer du dig ad, når du lager viser?" - - "Vilde du gjærne vite det?" - "Å ja." - "Jeg passer på de tanker som andre gjærne lar gå," svarte han unvigende. - Hun tidde længe; ti hun prøvde nok med en eller annen vise - om hun hadde hat de tanker, men latt dem gå. - "Det var underligt," sa hun som for sig selv, og gav sig til at male på ruten igjæn. - "Jeg laget en vise, første gang jeg hadde set dig." - "Hvor var det?" - "Borte ved præstegården, den kvæll du drog derifra; - jeg så dig i vandet." - Hun lo, stod litt stille: "Lad mig høre den visen." - Arne hadde aldrig før gjort noget sådant; men nu gav han sig til at sige visen frem for henne:
"Hun Venevil hoppet på letten fot
sin kjærest imot." O. s. v.
Eli stod meget opmærksom; hun stod længe efter den var færdig. Ændelig brøt hun ut: "Nej, hvor jeg synes synd i henne!" - "Det er likesom jeg ikke selv har gjort den," sa han; ti han var blet skamfull over at ha sagt den frem. Han forstod heller ikke hvorledes han var fallt på det. Han blev stående og se efter visen. Da sa hun: "Men det skal da vel ikke gå mig så?" - "Nej, nej, nej; - jeg tænkte egentlig på mig selv." - "Skal det gå dig så, da?" - "Jeg vet ikke; - men jeg følte så den gang; - ja, jeg skjønner det ikke længer nu; men jeg har engang været så tung i sinnet." - - "Det var underligt;" hun malte på ruten igjæn. - -
Næste dag da Arne var kommet in for at spise middag, gik han bort til vinduet. Ute var grått og tykt; inne var varmt og godt; men på ruten stod skrevet med en finger: Arne, Arne, Arne og bestandig: Arne; det var ved det vindu Eli hadde ståt forrige kvæll.
Men dagen efter kom Eli ikke ned; hun var dårlig. Hun var i det hele
ikke frisk i denne tid; hun sa det selv, og det var også godt at se.
