- Project Runeberg -  Arne /

(1859) Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Trettende kapitel

Sent kommer våren in imellem fjællene. Posten som drog efter kongevejen om vinteren, og det tre ganger i uken, går allerede i April blot én gang, og beboerne føler da, at utenfor dem er sneen kastet, isen brutt, dampskibene i fart og plogen sat i jorden. Her ligger ænnu sneen tre alner høj, fæet rauter på båsen, og fuglene kommer, men gjæmmer sig og fryser. Den enkelte rejsende fortæller, at han har sat vogn efter sig nedi dalen, og han har blomster med og syner dem; disse har han plukket ved vejkanten. Da ottest folket, går omkring og tales ved, ser mot solen og utover, hvor meget den orker for hvær dag. De strør med aske på sneen, og tænker på dem som nu plukker blomster.

I en sådan tid var det at gamle Margit Kampen kom gående op over præstegården og bad om at få tale med far. Og hun blev bedt op på kontoret, hvor præsten, en spinkel, lyshåret mann, blid, med store øjne og briller over, tok godt mot henne, kjænte henne og bad henne sitte ned. "Er det nu noget om Arne igjæn?" spurte han, som hadde de oftere talt om dette æmne. "Ja, Gud bæ're os," sa Margit; "det er jo aldrig annet æn godt jeg har at sige om ham og dog er det så tungt;" hun så meget sorgfull ut. "Er nu igjæn denne længsel kommet?" spurte præsten. "Værre æn nogensinde," sa moren. "Jeg tror aldrig han blir hos mig, til våren kommer hitop." - "Han har dog lovt aldrig at rejse fra dig." - "Visstnok; men Herregud, han får selv rå; når sinnet står utefter, så må han vel gå. Hvad skal der så bli av mig?" -

"Jeg tror dog i det længste, at han ikke forlater dig," sa præsten. "Nej visst; men når han nu ikke trives hjæmme? Skal jeg da ha det på min samvittighed, at jeg er i vejen; det er somme tider jeg tænker, jeg selv burde be ham rejse."

"Hvorav vet du, at han nu længes stærkere æn før?" - "Å, av mange ting. Siden midtvinters har han ikke arbejdet ute i bygden en eneste dag. Derimot har han gjort tre byrejser og været længe borte på hvær. Han taler næsten aldrig mens han arbejder, det gjorde han dog ofte før. Han kan sitte lange stunder alene oppe i det lille loftsvindu og se ut over fjællene, på den side Kampestupet er; han kan sitte der den hele søndag eftermiddag, og ofte når det er månelyst sitter han der langt ut i natten." - "Læser han aldrig for dig?" - "Hvær søndag både læser og synger han for mig, det forstår sig, men det er likesom litt i skyndingen, undtagen en og annen gang han næsten gjør for meget av det." - "Taler han da aldrig med dig?" - "Ofte er det så længe imellem, at jeg må gråte for mig selv. Da ser han nok dette og begynner, men det er om de lette ting, aldrig om de tyngre." Præsten gik op og ned, da stanste han og spurte: "Hvorfor siger så du ikke noget til ham?" - Det var længe før hun svarte noget herpå; hun sukket flere ganger, hun så ned og til siderne, hun foldet det tørklæ hun bar: "Jeg er kommet hit idag, for at tale med han far om noget som ligger mig tungt på hjærtet." - "Tal du frit, det vil lette dig selv!" - "Jeg vet det vil lette; ti jeg har nu slæpt på det alene i mange år, og det blir tyngre for hvært." - "Hvad er det, kjære kone?" - Der var en stund ophold, så sa hun: "Jeg bærer stor synd for min søn," hun begynte at gråte. Præsten gik tæt in til henne: "Tilstå mig den, så skal vi sammen be Gud, at den må bli dig tilgit."

Margit hulket og tørret sig, men begynte igjæn at gråte, idet hun skulde tale, og således op igjæn flere ganger. Præsten trøstet henne og sa, at det visst ikke kunde være noget så brødefullt, hun var visst for stræng mot sig selv o. s. v. Men Margit gråt og kom sig ikke til at begynne, før præsten hadde sat sig ned ved siden av henne og snakket vel for henne. Da kom det litt efter litt frem: "Gutten har hat det ondt som barn, og da fik han rejsehugen. Så traf han Kristian, han som nu er blet storrik derover hvor de graver gull; Kristian gav Arne så mange bøker, at han ikke længer blev som vi; de sat sammen i lange nætter, og da Kristian rejste, vilde gutten efter. Men på den tid fallt faren overænde, og gutten lovte aldrig at forlate mig. Men jeg var som en høne der hadde fåt et ande-ægg op under sig; da ungen hadde fåt luft, vilde den ut på det store vand, og jeg gik igjæn og skrek. Nådde han ikke selv, så nådde hans viser, så jeg trodde hvær morgen, at hans seng stod tom.

Da var det at der kom et overhændig langvejs brev til ham; og det måtte jo være fra Kristian. Gud han tilgive mig, at jeg tok og gjæmte det! Jeg trodde det var blet derved, men ænnu ett kom der, og hadde jeg gjæmt det første, så måtte jeg gjæmme det annet. Men var det ikke som de skulde brænne hul på kisten, der de lå; for tænke til den kanten måtte jeg, fra det jeg slog øjnene op til jeg la dem i. Og du skulde aldrig ha set noget så galt, for der kom et tredje til! Jeg stod med det i hånden et kvarter; jeg bar det på brystet i tre dager, og vejde med mig selv om jeg skulde gi ham det eller lægge det hen til de andre; men kanske det hadde magt til at lokke gutten ifra mig, og jeg kunde ikke for det, men jeg la det hen til de andre. Nu gik jeg i angst hvær dag, både for dem som var i kisten, og for at der skulde komme noget nyt. Hvært menneske som drog til gårds, var jeg rædd; sat vi begge inne, og det tok i døren, så skalv jeg; ti det kunde jo være brev, og da fik han det. Når han var i bygden, gik jeg hjæmme og tænkte, at nu får han kanske brev derute, og i det står om dem som er kommet før! Når han vændte hjæm, så jeg på ansigtet langt borte, og Herregud, hvor glad jeg var når han smilte, for da hadde han intet fåt! Han var blet så vakker også nu, likesom far sin, men mere lyslett og blid. Og så hadde han slikt et mål til at synge med; - når han sat ute i døren i kvællsolen, sang op imot åsen og lyttet efter svar, da kjænte jeg på mig at miste ham kunde jeg aldrig! - Bare jeg så ham, eller jeg visste han var der ensteds omkring, og han var nogenlunde glad at se til, og han bare kunde gi mig et ord en gang imellem, så ønsket jeg mig ikke mere her på jorden, og jeg vilde ikke at nogen tåre skulde være ugrått. -

Men nætop som det syntes han bedre trivdes, og likte sig bedre bant folk, kom der bud fra poståpneriet, at nu var det fjærde brev kommet, og i det var der to hundre daler! - Jeg tænkte jeg hadde seget ned, der jeg stod: Hvad skulde jeg nu gjøre? Brevet kunde jeg vel altid få avvejen, men pengene? Jeg fik ikke sove i flere nætter for disse penger;jeg hadde dem en stund på loftet, en stund i kjælderen bakom en tønne, og engang var jeg så overgit, at jeg la dem i vinduet så han kunde finne dem! Da jeg hørte han kom, tok jeg dem igjæn. Men tilsist fant jeg dog ut måten: jeg gav ham pengene, og sa de hadde ståt ute fra den tid mor levde. Han la dem i jorden, som jeg selv hadde tænkt, og der kom de ikke væk. Men så skulde det hænde sig, at nætop den høsten sat han en kvæll og undret sig over, at Kristian hadde glæmt ham for bestandig!

Nu slog såret op igjæn, og pengene brænte; synd var det, og til ingen nytte hadde synden været!

De mor som bærer synd for sit barn, er den ulykkeligste mor av alle - - og dog gjorde jeg det bare av kjærlighed. Så skal jeg vel straffes derefter med at miste det kjæreste. For siden midtvinters har han fåt igjæn den tonen, som han synger når han længes; den har han sunget fra gutten av, og jeg hører den aldrig uten jeg blir blek. Da kan jeg gjøre hvad det skal være, og her skal du se" - hun tok et lite papir op av sin barm, viklet det ut og gav præsten, "her er noget han skriver på imellemstunder; det går visst på den tonen. Jeg tok det med, for jeg kan ikke se så fin skrift; kjære se, om der ikke står noget om rejsen ..."

Der var bare ett vers på dette papir. Til det annet vers stod der en halv og en hel linje hist og her, som var det en vise han hadde glæmt, og nu hugset frem igjæn, vers for vers. Men det første verset lød:

Undrer mig på, hvad jeg får at se
over de høje fjælle?
Øjet møter nok bare sne.
Rundt omkring står det grønne træ,
vilde så gjærne over; -
tro, når det rejsen vover?

"Står der om rejsen?" spurte Margit, hun hang ved præstens øjne. "Ja, det er om rejsen," svarte han og lot papiret synke. "Visste jeg de ikke! Å Gud, jeg kjænte jo tonen!" Hun så på præsten med foldede hænder, bange, spænt, mens tåre på tåre trillet ned over kinnet.

Men her visste præsten like så litt råd som hun. "Gutten må være alene om dette," sa han. "Livet forandrer sig ikke for hans skyll, men det kommer an på, om han selv engang kan se mere i det. Nu vil han nok likesom rejse ut efter det." - "Men kjære, det er da likesom med kjærringen, det," sa Margit. "Med kjærringen?" spurte præsten. - "Ja, hun som rejste ut efter sollys til sig, istedenfor at hugge vindu på væggen sin." - Præsten blev forundret over hennes skarpsinn; men det var ikke første gang når hun kom på dette æmne; for Margit hadde jo ikke tænkt på annet i syv-otte år. "Tror du han rejser? Hvad skal jeg gjøre? Og pengene? Og brevene?" Det trængte in på henne alt på én gang. "Ja, med brevene er det ikke rigtigt. At du har forholdt ham hvad hans er, det kan du vanskelig forsvare. Men værre er det imidlertid, at du har sat en medkristen i dårligt lys for din søn, skjønt han ikke har fortjent det, og værst er det, at det er en han hadde så kjær, og som holdt inderlig av ham igjæn. Men vi skal be Gud tilgi dig; vi skal begge be ham." Margit sænket sit hode; hun sat ænnu med foldede hænder: "Hvor jeg skulde be ham om forladelse, bare jeg først visste han vilde bli!" - Hun tok nok fejl av Vorherre og Arne. Præsten lot som han ikke la mærke til dette. "Agter du at tilstå ham det nu straks?" spurte han. Hun så dypt ned og sa sagte: "Turde jeg vænte litt ænnu, så vilde jeg nok gjærne." Men præsten smilte, uten at hun så det. Han spurte: "Tror du ikke, at din synd blir større, jo længer du dvæler med tilståelsen?" - Hun arbejdet på tørklæet med begge hænder, la det sammen i en ganske liten firkant og forsøkte på at få det i en ænnu mindre; men det vilde ikke gå: "Tilstår jeg dette med brevene, så er jeg rædd han rejser." - "Du tør ikke stole på Vorherre da?" - "Jo, det forstår sig," sa hun hastig; da føjde hun sagte til: "men dersom han nu rejste fra mig allikevel?" - "Du er altså mere rædd for at han skal rejse, æn for selv at bli ved i en synd?" Margit hadde fåt tørklæet ut igjæn; hun førte det nu til øjnene, for hun begynte at gråte. Men præsten sat en stund og betragtet henne; da sa han videre: "Hvorfor fortalte du nu mig alt dette, når det ikke var din hensigt at det skulde føre til noget?" Han væntet længe; men hun svarte ikke. "Trodde du måske din synd skulde bli mindre, når du fik den fortalt?" - "Jeg trodde det," sa hun sagte og med hodet ænnu dypere mot brystet. Præsten smilte og rejste sig. "Ja-ja, min kjære Margit, du må handle slik at du kan få glæde på dine gamle dager."- "Måtte jeg bare beholde den jeg har" sa hun, og præsten trodde hun turde ikke tænke nogen større lykke æn at leve i sin bestandige angst. Han smilte mens han stoppet sin pipe: "Dersom her ænda var en liten jænte som kunde få tak i ham; da skulde du se han blev!" - Hun så raskt op og fulgte præsten med øjnene, intil denne stanste foran henne: "Eli Bøen -? Hvad?" Hun blev rød og så ned igjæn; men hun svarte ikke. Præsten, som stod stille og væntet, sa ændelig, men denne gang ganske sagte: "Dersom vi kunde lage det så, at de kom oftere sammen her på præstegården?" - Hun kiket op på præsten, for at få vite om dette også var fullt alvor. Men hun turde ikke rigtig tro ham. Præsten begynte at gå igjæn, men stanste derpå: "Hør nu, Margit! Når det kommer til stykket, så var det kanske dit ærend hit idag, dette?" - Hun så dypt ned, hun puttet et par fingre in i det sammenlagte tørklæ, og kom ut igjæn med en snipp:"Å ja, Gud bæ're mig så visst, - det var nok dette jeg vilde." - Præsten slog ut i latter og gned sine hænder: "Kanske det var dette du vilde, sist du var her også?" - Hun drog snippen længer frem, hun tøjde og tøjde: "Siden du nu siger det, så var det nok dette, ja." - "Ha, ha, ha, ha! Ja, du Margit, du Margit! - - Vi skal se hvad vi kan gjøre; ti sant at sige, har min hustru og datter for længe siden hat samme tanker som du." - "Er det muligt?" hun så op, så glad og så skamfull på én gang, at præsten ret hadde sin glæde av hennes åpne vakkre ansigt, hvori barnet var reddet frem gjænnem al sorg og frygt. "Ja-ja, Margit, du som har slik kjærlighed, får vel for kjærlighedens skyll tilgivelse både av din Gud og av din søn for hvad du har forbrutt. Du er vel også alt straffet i den stadige store angst, hvori du har levet;vi skal nu se om Gud vil gjøre en snar ænde på en, for vil han det, så hjælper han os litt nu." Hun drog et langt suk, og atter ett og atter ett, da rejste hun sig, takket og nejde, og gik og nejde igjæn i døren. Men hun var ikke vel utenfor den, før hun skiftet. Hun så op mot himmelen med et kort, men av takk strålende blik, og skyndte sig ned ad trappen, og hun skyndte sig mere og mere, jo længer hun kom bort fra folk, og så let som hun gik ned mot Kampen den dagen, hadde hun ikke gåt vejen på mange, mange år. Da hun kom så langt at hun kunde se røken vælte tyk og munter op av pipen, velsignet hun huset, hele gården og præsten og Arne - og hugset så, at de skulde ha røkekjøtt til middag, som var hennes beste mat!


Project Runeberg, Sat Jun 27 21:07:30 1998 (runeberg) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/arneno/13.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free