- Project Runeberg -  Arne /

(1859) Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Femtende kapitel

- Det var en søndagskvæll ut på sommeren; præsten var kommet igjæn fra kirken, og Margit hadde sittet hos ham nu til klokken blev henimot syv. Da tok hun farvel og skyndte sig ned ad trapperne og ut på gården, for der hadde hun nætop fåt øje på Eli Bøen, som længe hadde lekt med præstens søn og sin egen bror.

"God kvæll!" sa Margit, hun blev stående, "og signe laget!" - "God kvæll!" sa Eli, hun var blussende rød og vilde holde op, skjønt gutterne trængte in på henne; men hun bad for sig og fik lov til at slippe for i kvæll. - "Jeg synes mest jeg skulde kjænne dig og," sa Margit. - "Det kan nok gjærne være, det," sa den annen. - "Det skulde da vel aldrig være Eli Bøen?" - Jo, det var nok så. - "Å nej da! - Så du er Eli Bøen! Ja, nu ser jeg det, du ligner på mor din." Elis brunrøde hår var revet ut, så det hang løst og langt nedover; hun var så het og rød i ansigtet som et bær, barmen fløj op og ned, hun kunde ikke snakke, og lo over at hun var så forkavet. - "Å ja, det hører ungdommen til, det." - Margit så sig glad i henne. "Du skulde vel ikke kjænne mig, du?" Eli hadde nok villet spørge, men kom sig ikke til, fordi den annen var ældre; nu sa hun, at hun mintes ikke at ha set henne før. - "Å nej, det er også lite vænteligt; gammelt folk kommer sjælden frem. - Sønnen min kanske du kjænner litt til, han Arne Kampen; jeg er mor hans, jeg," hun skottet til Eli, som også blev meget forandret. - "Jeg tror næsten han har arbejdet engang der borte på Bøen?" - Jo, han hadde nok så. - "Det er et vakkert vejr i kvæll; vi kastet højet, vi, ut på dagen, og tok det in før jeg gik; det er rigtig et velsignet vejr." - "Det blir visst et godt højår i år," mente Eli. - "Ja, du kan så sige;- på Bøen er det vel vakkert?" - "De er færdige der nu?" - "Forstår sig, ja; stor hjælp, driftige folk. - Skal du hjæm i kvæll?" - Nej, hun skulde ikke det. - De talte sammen om et og annet og blev efterhånden så vidt kjænte, at Margit turde våge at spørge om hun vilde gå med et stykke. "Kunde du ikke slå følge med mig bortover nogen steg," sa hun; "jeg træffer så sjælden nogen at snakke med, jeg, og for dig kan det vel være slikt slag?" - Eli unskyllte sig med, at hun hadde ingen trøje. - "Å ja, det er også skamfullt av mig at be om slikt, første gangen jeg ser et menneske; men gammelt folk må en bære over med." - Eli sa hun kunde gjærne følge også; nu vilde hun bare in efter trøjen.

Det var en tætsluttende trøje; når den var hægtet til, så det ut som hun bar livkjole; men nu hægtet hun blot de to nederste hægter, hun var så varm. Det fine lintøj hadde en liten utover fallende krave og blev holdt fast i halsen av en sølvknap i skikkelse av en fugl med utslagne vinger. En sådan hadde Nils skrædder båret den første gang Margit danset med ham. - "En vakker knap," sa hun og så på den. - "Jeg har fåt den av mor," sa Eli. "Du har vel det, ja," hun hjalp henne til rette.

Nu gik de bortover vejen. Højet var slåt og lå i såter, Margit tok borti såterne, lugtet på det og fant det var godt høj. Hun spurte efter buskapen her på gården, fik derved spørge om den på Bøen, og fortalte så hvor stor den var som de hadde på Kampen. "Gården er gåt dygtig frem i de senere år, og den kan bli så stor en selv vil. Den før tolv mælkekjør nu, og den kunde fø flere; men han har så mange bøker han læser i og steller efter; derfor vil han ha dem fødd på slik stor-vis." Eli sa ingenting til alt dette, som vænteligt var; men Margit spurte henne hvor gammel hun var. Hun var nitten år. "Har du tat nogen hånd med i husstellet? Du ser så fin ut, det har vel ikke været stort." - Å jo, hun hadde hjulpet adskillig til, især i den siste tid. - "Ja, det er godt at være vant til noget av hvært; når en selv får stort hus, kan meget trænges. Men det forstår sig, den som finner god hjælp foran sig, står det jo ikke på." - Eli vilde nok gjærne vænde om igjæn, for nu var de forlængst forbi præstegårdsjordet. "Det er længe ænnu til solen går ned; - du var snill om du vilde prate litt længer med mig," - og Eli gik med.

Nu begynte Margit at tale om Arne. "Jeg vet ikke om du kjænner stort til ham. Han kan lære dig noget av hvært, han; Gud bevare os, hvor meget han har læst!" Eli tilstod, at hun visste han hadde læst meget. "Å ja, det er ænnu det minste ved ham, det; nej, slik som han har været mot mor sin alle sine dager, det er mere, det! Skal det være sant, som de siger for et gammelt ord at den som er god mot sin mor, er god mot sin kone, da får den som han vælger, just ikke stort at klage over ... Hvad er det du der ser efter, barn?" - "Jeg mistet bare en liten kvist som jeg gik og bar." - De blev begge stille og gik uten at se til hinannen. "Han er så underlig av sig," sa atter moren; "han er blet så forskræmt som barn, og derfor er han blet vant til at tænke alting for sig selv, og det slags folk kommer sig ikke rigtig til." - Nu vilde Eli ændelig vænde, men Margit mente det var bare et stykke igjæn til Kampen, og da måtte hun se Kampen, siden hun var der. Men Eli mente det blev for sent for idag. "Der er altid dem som følger dig hjæm," sa Margit. "Nej, nej," svarte Eli raskt og vilde gå. "Ja, han Arne er ikke hjæmme," sa Margit, "så ham blir det ikke; men der er vel altid andre," og Eli hadde nu mindre mot det; hun vilde gjærne se Kampen også; "bare det ikke blir for sent." - "Ja, står vi længe og snakker om det, kan det nok bli for sent" - og de gik. "Du har vel læst meget, du, som er opdraget hos præsten?" Ja, hun hadde det. "Det vil komme godt til nytte," mente Margit, "når du får en som kan mindre." Nej, det mente Eli hun ikke vilde ha. "Å nej; det er kanske heller ikke det beste; men her i bygden er folket så lite lært." - Eli spurte, hvad det var som røk der borte i skogen. "Det er av en ny husmannsplass, det, som er lagt under Kampen. Der bor en mann som heter Oplands-Knut. Han gik alene her, og så gav Arne ham den plassen at rydde. Han forstår hvad det er at gå alene, Arne, stakkar." - Om en stund kom de så højt op, at de kunde se gården. Solen stod dem like i ansigtet, de skygget for øjnene og så nedover. Midt på sletten lå gården, rødmalet, med hvite vinduskarmer; rundt omkring var engen slåt, noget høj stod i såter, akrene lå grønne og svære midt i den bleke eng; borte ved fjøset var stor travlhed: kjør, sauer, gjeter kom nætop hjæm, klokkerne kimte, hundene gjødde, budejen ropte; men over det hele med forfærdelig larm gik fosseduren, der stod op av Kampejuvet. Jo længer Eli så, des mere hørte hun bare denne tonen, og den blev henne tilsist så forfærdelig, at hun fik hjærteklap; det bruste og suste gjænnem hennes hode, til hun blev ganske vill, og ovenpå så mild og varm, at hun uten at mærke det gik vart med små skridt, så Margit bad henne gå litt fortere. Hun skræmtes op; "jeg har aldrig hørt slikt som den fossen før," sa hun; "jeg blir næsten rædd." - "Det vænner du dig snart til," sa moren; "tilsist vil du savne den." - "Kjære, tror du det?" spurte Eli. "Ja, det skal du nok se," sa Margit; hun smilte.

"Kom, nu skal vi først se på buskapen," sa hun, idet de bøjde ned fra vejen; "disse trær har Nils sat her på begge sider.- Han vilde gjærne ha det vakkert, Nils; - det vil Arne også; der skal du se den haven han har lagt." - "Å nej, å nej!" ropte Eli, hun sprang fort hen til gjærdet. Hun hadde oftere set Kampen, men aldrig så nær, og derfor slet ikke haven. -"Siden skal vi se på den," sa Margit. - Eli så flygtig gjænnem ruterne med det samme hun gik forbi huset; der var ingen inne.

Begge stillet sig op på låvekloppen og så på kjørne, idet de gik rautende forbi og in i fjøset. Margit nævnte dem ved navn op for Eli, fortalte hvor meget hvær enkelt mælket, hvem der var sommerbær, hvem ikke. Sauerne blev talt og insluppet; de var av et stort fremmed slag; Arne hadde fåt fat i to lam sydpå. "Han lægger sig efter alt slikt, ænda en ikke skulde tro det om ham." - De gik nu in i låven og så på højet, som var inkjørt, og Eli måtte lugte på det, - "for slikt høj finnes ikke alle steder". Hun viste gjænnem låveluken ut på akrene, og sa hvad hvær enkelt bar og hvor meget der var sådd av hvært slag. - De gik ut og til huset; men Eli, som ikke hadde svaret noget til alt det annet, bad nu, de gik forbi haven, om hun ikke måtte få gå in i den. Og da hun hadde fåt det, bad hun siden om hun måtte få plukke en blomst eller to. Der var en liten bænk henne i det ene hjørne; den satte hun sig på, bare som for at prøve den; ti hun rejste sig straks.

"Vi må skynde os nu, skal det ikke bli for sent," sa Margit, hun stod i døren. Og nu gik de in. Margit spurte om hun ikke skulde traktere henne med noget, den første gangen hun stod der; men Eli blev rød og sa kort nej. Hun så sig nu om, hvor hun stod; her vændte vinduerne op til vejen, og her opholdt de sig om dagen; stuen var ikke stor, men hyggelig med ur og kakkelovn. Her hang Nils's fele, gammel og mørk, men med nye strænger. Her hang et par geværer som hørte Arne til, engelsk fiskestang og andre rare ting som moren tok ned og viste; Eli så på det og rørte ved det. Stuen var uten maling, for det likte ikke Arne; ej heller var der maling i den stuen som vændte ut mot Kampestupet med det friske fjæll bent over og de blå i bakgrunnen; denne stue, der var en tilbygning likesom hele denne halve side av huset, var større og smukkere; men i de to mindre stuen på fløjen var maling, for der skulde moren leve, når hun blev gammel - og han fik kone i huset. De gik i kjøkkenet, på stabburet, i ildhusene; Eli sa ikke et eneste ord, ja hun så ændog på alle ting likesom på avstand; kun når Margit rakte noget frem mot henne, rørte hun det, men selv da ganske let. Margit, som snakket den hele vej, førte henne nu in i gangen igjæn; de skulde op og se på loftet.

Der var også vel inrettede værelser, svarende til dem dernede; men de var nye og ikke tat i bruk på ett nær, som vændte ut mot Kampestupet. I disse værelser hang og stod al slags inbo, som ikke bruktes i den daglige husholdning. Her hang en hel del opsydde skinnfæller samt andre sengklær; moren tok i dem, løftet dem, Eli måtte nu og da gjøre det samme; det syntes imidlertid som hun nu hadde fåt litt mere mot, eller også la hun mere glæde i disse ting; ti til enkelte av dem gik hun tilbake, spurte og moret sig mere og mere. Da sa moren: "Nu skal vi tilsist gå in på Arnes eget rum;" de gik in i det værelse som vændte mot Kampestupet. Den forfærdelige fossedur slog atter imot dem; ti vinduet stod åpent. Her var det højere, her kunde de se strålesprøjten av fossen stå op imellem fjællene, men ikke fossen selv, uten der længre oppe, hvor et klippestykke var fallt ut nætop som den kom med al sin magt til siste sprang ned i juvet. Frisk torv lå over klippestykkets øvre flate, et par furukongler hadde gravet sig ned i det og grodde op igjæn med røtter i stenrifterne. Vinden hadde rusket og revet i trærne, fossen vasket dem, så der ikke fantes kvist fire alner fra roten, i knæ var de bøjd og grenene krøkte, men stod gjorde de og skar højt op mellem fjællvæggene. Dette var det første Eli så fra vinduet, dernæst de drivende hvite snefjæll op over de grønne. Hun drog øjet tilbake: over markerne var der fred og frugtbarhed, og nu ændelig så hun sig om i rummet hvor hun stod;fossen hadde før forbudt det.

Hvor var herinne stillt og fint mot derute! Hun så intet enkelt, fordi det ene høvde i det andre, og det meste var nyt for henne; ti Arne hadde lagt sin ælsk på dette rum, og så tarveligt det var, var det kunstforstandigt, næsten hvært grand som var der. Der var som kom hans vers syngende, mens hun stod og så, eller som han selv smilte fra hvær ting. Det første hun enkeltvis fæstet sig ved, var en bred, fint utskåret, stor bokhylde. Der var så mange bøker, at hun trodde ikke præsten hadde flere. Et vakkert skap var det næste. Der hadde han mange rare ting, sa moren; der hadde han også sin penger, la hun hviskende til. To ganger hadde de arvet, sa hun siden; de skulde også arve en gang til, hvis alting gik som det burde. "Men penger er ikke det beste i værden; han kan få det som bedre er." - Der var mange småting i rummet som var trøjsamme at se på, og Eli så på dem allesammen så glad som et barn. Margit klappet henne på skulderen: "Jeg har ikke set dig før idag, men jeg holder alt så meget av dig, barnet mit," sa hun og så henne godmodig in i øjnene. Før Eli fik tid til at bli litt skamfull, trak Margit i henne og sa ganske sagte: "Der ser du et lite rødmalt skrin; - der kan du tro er noget som er rart." - - Eli så til det, det var et lite firkantet skrin, som hun fik svær lyst til at eje. "Han vil ikke jeg skal vite hvad som er i det skrin," hvisket moren, "og han gjæmmer nøklen bort hvær gang;" - hun gik bort til nogen klær som hang på væggen, tok ned en fløjels brystduk, létte i urlommen, og der lå nøklen. "Kom nu, skal du se," hun hvisket; Eli syntes slet ikke det var rigtigt hvad moren nu gjorde; men kvinner er kvinner - og begge to gik ganske sagte hen og stillet sig på knæ foran skrinet. Med det samme moren åpnet låket, slog der en vellugt op imot dem, så Eli slog hænderne sammen, før hun ænnu hadde set nogen ting. Øverst lå et tørklæ bredt utover, det tok moren til side;"her skal du se!" hvisket hun, og hun tok op et fint sort silketørklæ, et sådant som ikke mannfolkene bærer. "Det er akkurat som til en jænte," sa moren. "Her er ett til," sa hun; Eli tok i det, hun kunde ikke bare sig, men moren måtte ændog prøve det på henne, skjønt Eli ikke vilde og bøjde hodet. Moren la dem omhyggelig sammen igjæn. "Her skal du se," sa hun så, hun tok op nogen vakkre silkebånd; "altsammen er som til en jænte." Eli var ildende rød, men ikke et kny; barmen bølget, øjnene var sky; aldeles urørlig for resten. "Her er ænnu mere!" Moren tok op et vakkert sort kjoletøj; - "det er vel fint," sa hun og holdt det mot dagslyset. Eli skalv litt på hånden, da moren bad henne ta i det, hun følte blodet fór henne til hodet, hun vilde gjærne vænde sig bort; men det gik ikke an. "Han har kjøpt noget på hvær byrejse," sa moren. Eli kunde nu næppe mere; øjnene løp om i skrinet fra den ene ting til den andre og tilbake til kjoletøjet; hun så i grunnen intet mere. Men moren blev ved, og den siste ting hun tok op, lå i papir; de viklet det ene av efter det annet; dette lokket atter, Eli blev meget spænt; det var et par små sko. De hadde nok aldrig set maken, nogen av dem; moren trodde ikke de kunde arbejdes, Eli sa ikke et ord; men da hun måtte ta i skoene, stod alle hennes fem fingre på dem, hun blev så skamfull at hun var ved at gråte; hun vilde helst gå; men hun turde ikke tale, hun turde heller ikke få moren til at se op. Denne var aldeles optat av sit. "Ser det ikke akkurat ut, som han litt efter litt har kjøpt til en han ikke turde gi det til?" sa hun og la det altsammen aldeles sådan som det hadde ligget; hun måtte ha øvelse i det. "Nu skal vi se hvad som er i læddiken!" Sagte åpnet hun den, som skulde de rigtig få se noget vakkert. Der lå en spænne, bred som til et livbånd; det var det første hun viste Eli, dernæst viste hun henne et par sammenbundne ringer av gull, og hun så en salmebok i fløjel med sølvspænner,men da så hun heller ikke mere, for hun hadde set inprikket på salmebokens sølv med fin skrift: "Eli Bårdsdatter Bøen". - - Moren vilde hun skulde se, fik ikke svar, men så tåre på tåre trille ned på silketøjet og dra sig utover. Da la moren ned søljen som hun holdt, lukket læddiken til, vændte sig og tok Eli in til sig. Da gråt datteren inne ved henne, og moren gråt over henne, uten at nogen av dem sa noget mere.

* * *

En stund efter gik Eli ute i haven for sig selv; moren gik i kjøkkenet, hun skulde lage et eller annet godt, for nu kom Arne straks. Siden gik hun ut og så til Eli i haven; hun sat på huk der og skrev i sanden. Hun strøk over, da Margit kom, så op og smilte; hun hadde grått. - "Ingenting at gråte for, barnet mit," sa Margit og klappet henne. - De så noget sort mellem buskene oppe på vejen. Eli sneg sig in, moren efter. Her var stor opdækning med rømmegrøt, spekekjøtt, kringler; men Eli så ikke på det, hun satte sig på en stol borte i klokkekråen, op til væggen, og skalv, bare hun hørte en kat røre sig. Moren stod ved bordet. Faste skridt lød på stenhellerne, et kort, let skridt i gangen, døren stille op, og Arne trådte in. Det første han så, var Eli i klokkekråen; han slap døren og blev stående. Dette gjorde Eli ænnu mere forlegen; hun rejste sig, angret det straks og vændte sig mot væggen. - "Er du her?" sa Arne sagte, han blev blussende rød, da han spurte. - Hun tok en hånd op og holdt for sig, som når solen faller for stærkt i øjnene. "Hvorledes -?" han fullførte ikke, men han gjorde et skridt eller to imot henne, da sænket hun hånden igjæn, vændte sig mot ham, men bøjde hodet og brast i gråt. - "Gud velsigne dig, Eli!" sa han og tok omkring henne; hun la sig op til ham. Han hvisket noget nedover til henne, hun svarte ikke, men tok ham om halsen med begge sine hænder.

Længe stod de således, ikke en lyd hørtes, uten fossen som gav den evige minnelse. Da gråt der nogen borte ved bordet, Arne så op, det var moren; han hadde ikke set henne før. "Nu er jeg sikker på du ikke rejser fra mig, Arne," sa hun, kom gående over gulvet hen til ham; hun gråt meget, men det gjorde godt, sa hun.

* * *

Da de i den lyse sommernat gik hjæm, kunde de ikke tale stort i sin nyfødte herlighed. De lot selve naturen føre tale imellem sig, så stille, lys og stor, som den fulgte. Men det var på hjæmvejen fra denne deres første sommernatstur, det var imot den rinnende sol, at han ænnu gik og grunnla en sang som han vel ikke da hadde ro til at bygge, men som senere da han hadde fåt den færdig, en stund blev hans dagvise. Den löd således.

Jeg tænkte, jeg blev noget rigtig stort;
jeg tænkte det kom, når jeg først kom bort.
Jeg selv og alt om mig glæmtes -
til utfærd tankerne stemtes.
Da så mig en jænte i øjet op,
og små blev de vide veje:
Nu føler jeg det som livets top
med henne al fred at eje.

Jeg tænkte, jeg blev noget rigtig stort;
jeg tænkte, det kom når jeg først kom bort;
til åndernes store stævne
højt stundet min unge ævne.
Hun lærte mig, hun, før hun sa et ord:
Det største som Gud kan give,
er ikke at kalles berømt og stor,
men menneske ret at blive.

Jeg tænkte, jeg blev noget rigtig stort;
jeg tænkte, det kom når jeg først kom bort.
Jeg kjænte det koldt i hjæmmet,
jeg kjænte mig mistænkt, fremmed.
Da henne jeg så, jeg kjærlighed så
i næsten hvært blik mig møtte;
det var bare mig de væntede på -
og livet på nyt sig fødte!

Der kom siden mangen en sommernatstur og mangen en vise derefter. En av dem må optegnes:

Jeg vet ej, hvorledes det alt er kommet,
det har ikke stormet, det har ikke flommet,
en lekende, blinkende bæk i mig selv
har bøjet sig in i den brede elv,
som ganger stor, så stor mot havet.

Der noget på være i selve livet,
som kaller på den hvem trang er givet,
en dragende magt, et kjærligt bryst,
som sorg og skyhed og utfærdslyst
kan favne med fred i brudegave.

Kan livet mig sende et bud, uskyldigt,
som det, nu kallte, jeg føler fyldigt:
en ordnende Gud har været her før,
hans levende love det hele gjør -
stillt bæres jeg mot det evig gode.

Men kanske ingen uttrykte hans taknemmelighed som den følgende:

Den magt som gav mig min lille sang,
har gjort at livsgangens sorg og glæde
har fallt livsalig som sol og væde
på sjælens bølgende forårstrang,
så hvad æn hændte,
det brøt ej ned -
med sang det vændte
mot kjærlighed.

Den magt som gav mig min lille sang,
den gav mig frændskap med alt som længes,
og derfor kunde jeg aldrig stænges
og kort kun stanses av selvsykt hang;
jeg måtte fremad,
om æn det sved -
og fant så hjæmad
til kjærlighed.

Den magt som gav mig min lille sang,
mig gi magt til at nå de andre,
så jeg fra vejen jeg får at vandre,
kan glæde nogle en enkelt gang.
Ti større gammen
jeg ikke ved,
æn synge sammen
i kjærlighed.



Project Runeberg, Sat Jun 27 21:08:19 1998 (runeberg) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/arneno/15.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free