Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vinter
min tur saa jeg spor efter to rensdyr i den nyfaldne sne. Enkelte av
ekspeditionens deltagere — især en — er meget pessimistisk paa dette
omraade. Hans stadige paastand er, at sporene skriver sig fra forrige
aar-hundre. Han følte sig aldeles ikke overbevist, da jeg sa, at jeg hadde
set sporene i nysne. Han svarte intet, men tausheten er ofte mere talende
end den rikeste ordflom. Vi talte ikke mere om sporene dengang. Senere
blev andre og mere haandgripelige beviser fremført. Renen hadde lagt
igjen sit visitkort paa nyføken sne, og visitkortet som blev hjembragt —
det var i januar næste aar — blev omhyggelig gransket, og den
enstemmige dom lød: Fersk fra trykkeriet.
Den 29. september sluttet min dagbok bråt og begynder ikke igjen
før 11. november. Jeg ser ogsaa, at skriften er blit temmelig ustø. Hvad
var vel grunden til denne uregelmæssighet? Da vi kom paa dæk om
morgenen den 30. var alle med undtagelse av Wisting strøket paa land
for at fortsætte med indredningen av observatoriet. Det stod igjen at klæ
det med seilduk ut- og indvendig. Hundene var endnu ikke sluppet paa
isen og Wisting og jeg gav os ifærd med dette arbeide. I almindelighet
gjorde vi dette paa den maate, at vi løftet dem op paa rækken og ned paa
øverste trin av den trap, som førte ned paa isen. Saa gav vi dem en
liten venskabelig dunk i agterenden og ned trappen bar det. Nu var
imidlertid denne trap temmelig steil og vanskelig at gaa, saa det blev som
regel et hop, før hunden kom helt ned. Dette var en let sak for bikjer i
almindelige omstændigheter, men i «velsignede» en noksaa haard
medfart. Og lille «Svarta», min trofaste veninde, befandt sig netop i en saadan
tilstand. Hun kom den morgen saa logrende og indsmigrende til mig for
at hilse godmorgen, at jeg ikke kunde bære det over mit hjerte at la
hende dumpe i isen. Jeg tok hende derfor under høire arm, og kløv op
paa rækken. Wisting hadde netop sat en stor stivbenet knark «Stabben»
op og hadde formodentlig av respekt for dens alder, ikke git den «trøkken».
Da jeg derfor kom op paa rækken, stod «Stabben» paa øverste trin og
betænkte sig, akkurat som en, der skal i vandet, men gruer sig for det
næste skridt. Paa trinnet ved siden av den stivbente var der en liten
plads netop saa stor, at jeg kunde faa anbragt et ben der. Ja, tænkte jeg,
du faar forsøke, og med «Svarta» under armen begyndte jeg nedstigningen.
Men min beregning, at «Stabben» skulde staa rolig, til jeg naadde næste
trin, slog ikke til. Netop som jeg stod og balanserte paa en fot, snur den
sig braat om for at hoppe ombord igjen, og den assistanse, «Stabben»
skulde hat bak for at havne paa isen, gav den mig isteden i foten. Svær og
tung som den var, slog den bena unda mig med den følge, at jeg havnet
95
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
