Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordostpassagen
bruker hele to maaneder for at tilbakelægge mindre end 300 km. De
første 100 km. førte os over den ensformige halvø Karti. Baade denne
halvø og øen Ajon har nok en gang været en ganske jevn slette, som nu
er gjennemfuret av smaabækker, saa den har faat en svakt kupert
overflate. Ut mot kysten slutter den oftest i bratte brinker, hvor man ser, at
den helt og holdent bestaar av løsmateriale, horisontalt lagdelt lere eller
sand, som antagelig er avleiret paa havbunden en gang i tiden og senere
kommet op over havnivaa ved en strandlinjeforskyvning. Nu findes der
utallige smaavand og myrer spredt indover, og enkelte steder samler
bækkene sig til smaaelver. Disse slynger sig gjennem saa flate
sænkninger, at sjøvandet paa sine steder gaar mindst 10 km. op i elven.
Overflaten av landet er helt fri for sten. Jeg blev noget overrasket,
da jeg saa, at tsjuktsjerne hensynsløst brukte øksen for at jevne marken
under soveteltet, for de er i almindelighet meget forsigtige med sit verktøi.
Men de forklarte mig, at her risikerte de ikke noget, her var ingen sten.
De øvre lag bestaar nok paa mange steder bare av planterester. Paa
skrænter, hvor der har gaat ras, kan man paa sine steder se et op til
4 m. mægtig lag av planterester, undertiden torv, og underst stikker det
frem kraftige røtter, som maa være rester efter en vegetation, der ikke
vilde kunne trives under de nuværende klimaforhold. Ute ved kysten findes
nok om sommeren et vakkert dække av græs og blomsterplanter, men
først et stykke fra kysten smaapil og kjærringris (dvergbirk), som rækker
over ankelen. Endda længer inde, der hvor vi passerte elven store Baranicha
eller Raukjuan, som tsjuktsjerne kalder den, findes det formelig
kratskog. Elven løper i en aapen dal i mange slyng og grener og langs
breddene og paa holmene op til mandshøie vierkjær. Her og ved bielvene fra
syd er det ved nok, mens de 100 km. fra Ajon og hit er uten nogen.
Tsjuktsjerne maa føre drivved med sig fra kysten, og det er ikke saa
litet, som skal til for 8—10 dager, for de skal ha meget kokt, og den
aapne fyring er ikke særlig økonomisk.
Da vi naadde Raukjuan, var den næsten uttømt. Paa store
strækninger laa elvebunden med sine runde, avslipte stener bar, paa andre steder
rislet endda litt vand under et tykt isdække. Ved Raukjuan møtte vi
fjeldene, temmelig låve rygger med enkelte høie partier i bakgrunden.
Toppene av de lavere fjeld er temmelig jevnhøie og naar 700—800 m. over
havet efter en barometrisk høidemaaling, som jeg foretok, da jeg var
oppe paa en top. Dalene er aapne og brede nær Raukjuan og viser her
tydelige avsatser, terrassedannelser, men længer inde mellem fjeldene blir
de meget skarpe og smale og utprægeet V-formede, bortset fra en smal, flat
276
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
