Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ben 3. Thuleekspedition
ha nogen med, som bedre kunde staa mig bi med raad og daad end netop
Peter Freuchen, ti ingen kjender Melville-bugten som han.
Melville-bugten har altid været det store skræmmebillede. Der
kan være nogen grund til at anta, at allerede de første nordboere
paa Grønland har faat kjærligheten at føie under forsøk paa at
trænge mot nord. Med sikkerhet vet man, at næsten ingen ekspedition
har passert henover den uten store forsinkelser, og snesevis av
hvalfangerskibe har den krystet tildøde i sin staalhaarde favn. At reise over den
paa slæde betragtedes indtil for faa aar siden som galmandsverk, sidenhen
som en daad av rang. Peter Freuchen har trukket tænderne ut av uhyrets
gap. For ham er Melville-bugten den store fragtvei som man bereiser
for at holde sin station forsynet, naar skibet har maattet melde pas. Hvor
der er en vilje er der ogsaa en vei, selv over Melville-bugten.
Motorskonnerten «Dorthea», kaptein Petersen, indtraf til Upernivik
d. 26. juli. Om formiddagen d. 29. juli var den atter seilklar og Peter
Freuchen og jeg gik ombord, efter at ha sagt farvel til kolonibestyrer Bistrup,
som hadde været en udmerket vert under opholdet ved hans koloni. Ogsaa
min datter maatte jeg si farvel til. Hun skulde hjemover til Danmark.
Saa lettet vi og stod nordover, arbeidet var begyndt.
Efter at ha anløpet utstedet Tassiusak satte vi kursen direkte mot
C. York, men allerede d. 3. august om morgenen viste der sig striper av
is, som efterhaanden tætnet til. Veiret var usigtbart, saa at vi ingen
oversigt kunde faa over isforholdene. Men vi blev tvunget til flere og flere
dreininger og endelig ut paa eftermiddagen kunde vi ikke længer skjule
for os selv, at nu var vi ikast med den berygtede Melville-bugts pakis.
Ingen seilads er saa avvekslende og spændende som seilads i drivisen.
Det er jo ikke som man færdedes paa et stort og øde hav med hundreder
av meter under kjølen. Snarere føler man det, som seilet man ad snevre
kanaler og bugtede elveløp igjennem et landskap av de Dizarreste former.
Sjøgang og dønning har man lagt bak sig ved iskanten, og selv vinden
følger en nødig ind i isen. Det kan blæse storm ute tilsjøs, uten at
denne formaar at trænge ind over pakis. Den stoppes ofte som av en
usynlig mur.
Man staar i utkikstønden for at skaffe sig oversigt over farvandet.
Kanalerne i isen strækker sig til alle sider, brer sig, trækker sig sammen,
deler sig i gaffel, lukker sig helt. Manden i tønden er den, som bestemmer,
hvilken kanal som skal vælges, og han har ansvaret for skibet. Han
speider mot horizonten for at se, hvilken vei han skal søke frem. I isen
kan man ikke holde kurs efter kompas, men maa være glad til om forholdene
443
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
