Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordostpassagen
temmelig brutal. Man hænger hunden op indtil den mister bevisstheten.
Det sker ikke ved kvælningen, men ved at halsens pulsaarer sammensnøres,
saa at blodtilstrømningen til hjernen ophører. Saa lægger man hunden
paa jorden, aapner dens gap og knuser med en hammer kronen paa
rovtanden i overmunden. Det er rovtænderne, som hundene bruker til at
gnave sener og brusk med. De skjærer mot hinanden som de to blade
i en saks, og ødelægger man det ene blad, saa kan saksen ikke skjære.
Derved forhindres hunden i at gnave remmene over. Naar hunden vaakner
av bedøvelsen, ryster den sig litt, spytter litt blod ut og rømmer sig. Saa
er det overstaat og den er atter klar til at ryke i slagsmaal med en svakere
hund, eller fare i matfatet, hvis den faar noget at æte.
Naar man har faat hundene spændt for, kjører man over isfoten
ut paa isen. Men derfor er man ikke klar til opbrud, ti er man eskimo,
saa ser man ikke sine saker efter dagen før et stort opbrud. Det er først
civilisation, som har forstaat at gjøre endogsaa tiden kostbar. Der er
sæletøier som er er sprængt, trækliner som er gnavet over, slædesurringer
som er gaat istykker. Det sidste, man gjør, er at tulle sine mindste barn
ind i skind og anbringe dem bakerst paa slæden. Der surrer man dem
fast med hvalrosremmer, for at de ikke skal drysse av, hvis man kommer
ut i skrueis, og der sitter de godt i læ av far og mor. Den aller mindste
unge putter moren op i amauten, en sækformet utvidelse av ryggen i hendes
pelsskjorte. Der sitter barnet splitternøkent klasket op ad morens bare ryg.
Saa varmer de to hverandre, og baby skal nok vite at bringe sig følelig
i erindring, hvis den trænger til at komme utenfor et øieblik.
Ved et opbrud er det ikke saaledes, at den ene venter paa den anden,
saa at der brytes op paa et givet signal. Hver slæde er en enhet for sig.
Med kone barn og hunde, med pik og med pak, sitter manden som en
konge i sit eget lille uavhængige kongerike, klarer sig selv og sine i tykt
og tyndt, venter ikke, fordrer ikke og behøver heller ikke hjælp i nogen
retning. Det er en uskreven lov, at en mand skal kunne klare sig alene.
Naar man merker, at opbruddet nærmer sig, skal man skynde sig
at si farvel, for naar den første slæde stryker utover, saa farer alle de
andre hunde op og vil med. Jeg hadde bare bestyrer Nygaard at si farvel
til, og den ceremoni tar ikke saa lang tid mellem mandfolk. Et
haandtryk, et gjensidig ønske om held og lykke, saa var det forbi. Ingen hvite
lommetørklær, som vifter og vifter og blir mindre og mindre indtil avstanden
opsluker dem. Ikke et stykke av ens hjerte, som man lar bli tilbake, og
som man først finder igjen, naar man kommer hjem. Nygaard var jo
nok blit min ven av mange grunde i vinterens løp. Vi var to mænd, hvis
450
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
