Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I jomfrueligt farvand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
NORD VES TPA S S AG EN
Det næste tvilsomme punkt var Béllotstrædet, hvor
Mc. Clintock laa i to aar og ventet paa at komme igjennem.
Men den temmelig høie dønning tilkjendegav aapent hav
mange mil sørover, og da Béllotstrædet ikke var langt unna,
var vor ængstelse ikke stor her heller. Kl. 8 om morgenen
passerte vi saa strædet. Det eneste, vi møtte, var en
ganske smal strimmel med raatten landis. Selve strædet laa
fyldt av en tæt taakemasse. Utenfor var havet klart. Som
ventelig var, fulgtes dønningen av sydlig bris, og vi kjæmpet
os temmelig langsomt frem. Kl. 5Vs om eftermiddagen støtte
vi paa endel is utfor Kap Maguire, en noget bredere
strimmel med slak is. Over paa den andre siden av den saa vi
klart vand. Imidlertid faldt taaken til tæt som en væg,
just som vi skulde til at gaa løs paa isen, og hyllet alt ind
i sin graa mørje. Jeg bestemte mig da til at gaa tilbake
langs kanten og vente, til taaken lettet. Nætterne var
begyndt at mørkne og uten kompas som vi var kunde vi rote
os op i vanskeligheder, som kunde bli farlige nok. Vi
bakket altsaa, men fik i mørket det ene svære dunk av isen
efter det andet og havde i det hele en ubehagelig nat. Dette
var den første virkelige drivis, vi støtte paa i stræderne her.
Den kom rimeligvis ind fra Mc. Clintock-kanalen.
Ved daggry — kl. 4 om morgenen — slog det et litet
rift i taaken. Bare for et øieblik. Men det var nok for
os til at studere isens beskaffenhed og utseende, og med det
lille hæng, der blaaste, til retningsangiver gik det nu lystig
forover med fuld fart i motoren. Slik holdt vi paa til kl. 2
om eftermiddagen. Da la taaken sig ned, og i straalende
solskin havde vi foran os Tasmania-øerne. Takket være
det lille vinddrag, som trofast havde holdt ved hele tiden,
havde vi holdt et udmerket bestik. I vindstille og taake er
det værre, og da hændte det nok, at kursen blev gal.
Solen er jo et ypperlig kompas, men den var sjelden
at se.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
