Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den første vinter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FØRSTE VINTER
97
Men værre var det at faa rede paa, hvorfor han bar sig
ilde. Endelig lykkedes det os ved forenede bestræbelser at
faa besked om hans elendighed: Den øvrige del av
stammen var reist sin vei og havde paa det skammeligste latt
gamle Teraiu med familie tilbake, saa nu imøtesaa han intet
uten den sikre hungersdød for sig og sine •— om ikke vi
vilde forbarme os over dem og la dem faa bli hos os det
værste av vinteren!
Selvfølgelig rørtes vi dypt av hans sørgelige fortælling, og
vi lovet ham, at han kunde komme til os med kone og barn.
Forøvrig sa jeg ham, at jeg selv med det første vilde reise
til Kaa-aak-ka og se paa saken.
Teraiu og familien indfandt sig snart. Og anden
nytaars-dag 1904 bestemte vi os til at ta avsted til Kaa-aak-ka. Veiret
var straalende, stille og klart. Men termometeret viste 44
graders kulde. Løitnanten, Lund, Ristvedt og jeg gjorde os
klar til sammen med Teraiu og hans familie at drage avgaarde.
8 hunder spændte vi for slæden. Forøvrig havde vi tat os
det temmelig let med utrustningen, da vi jo bare skulde
være borte én nat. Hver mand for sig havde sørget for
sit eget utstyr, og provianteringen havde jeg overlatt til vor
brave kok, der var den erfarne polarfarer. Vi andre havde
like liten erfaring med hensyn til slike slædefarter.
Paa den slette sundis gik det strykende mot vest, og
efter 6 timers fart var vi fremme. I leiren ved Kaa-aak-ka
saa alt anderledes ut, end da jeg var der sidst, tomt og
utdødd, ja rigtig gudsforlatt laa snehytterne der uten et
menneske eller andet spor av liv. Kun Teraius hytte bar
merker av at være bebodd. Kajaggolo, fru Teraiu, eller
som hun jevnlig het os imellem „den gamle ørn", fjernet
sneblokken, som omhyggelig var sat for hyttens indgang,
gik ind og gjorde op ild. Teraiu selv gik til vandet for at
hugge hul paa isen efter drikkevand. Med sin skrøpelige
ispil brukte han to stride timer for at faa hul.
7 — Roald Amundsen: Nordvestpassagen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
