Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mot polen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MOT POLEN
111
før man er varm. Endelig er skindtøiet absolut vindtæt,
hvilket selvsagt betyr overordentlig meget.
Vore tilbakeblivende kamerater fulgte os op paa høiden
til slæderne. Hundene blev forspændt, — et sidste farvel,
og saa bar det avsted.
Hansen kjørte hundene for den ene slæde, men gik
ogsaa selv i dragsælen. Alle syv var unge dyr og havde
tungt for at klare læsset. Løitnant Hansen, Ristvedt og jeg
var forspændt den anden. Terrænet skraanet svakt opover,
saa svakt at det ikke kunde ses. Men jammen kjendies det
likevel! Den første times tid gik det bra med friske kræfter.
Men saa begyndte det at bli tungt. Hansen med hundene
klarte det godt. Naar han merket, at dyrene vilde gi op,
tok han et tak med i sælen, saa de trodde, de havde faat ny
hjælp, og saa trak de paa igjen. Værre var det med os tre,
som trak den andre slæden. Det var, som vi trak den
gjennem ørkensand. Selv hjemme i Norge vet vi, hvor
traa fokksneen kan være, og i den svære kulde her blir
den meget værre. Ret som det var, stanset slæden, hver
liten fokkskavl var en hindring. En — to — tre — halloi!
saa glir det over. Men ikke langt. En ny skavl, ny stans,
nyt rykk .....
Ved tre-tiden om eftermiddagen besluttet vi at slaa leir.
Det var begyndt at skumre, og før vi fik vor snehytte op,
vilde det være mørkt. Nu gjaldt det da at finde god sne.
Vi befandt os midt utpaa en stor indsjø. Og sneen var ikke
god nogen steds; vi ståk og vi ståk med vore kniver, —
men den var for grund. Der var imidlertid altfor lang vei
til strandbredden, — vi vilde ikke naa den i lyset, og -saa
var der ingen anden raad for end at bli, hvor vi var.
Først slåp vi hundene løs. De havde havt stridt arbeide
og kunde fortjene friheden og hvilen. Basen blandt dem
var Fiks, en usedvanlig vakker, hvitgraa hund, som havde
opkastet sig til herre over de andre ved sit bydende væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
