Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mot polen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MOT POLEN
127
Hansen vendte nu tilbake. Han havde ogsaa tilbragt
tiden med at avlægge visitter og indta „flve o’clock-tea" i
de forskjellige hytter. Han havde som jeg nyttet leiligheden
til at klæ sig op og var henrykt over alt, hvad han havde
sét og hørt. I present havde han faat rentunger, som
tydelig var behandlet paa samme vis som mine. Vi besluttet
imidlertid yderligere at brune litt paa tungerne, før vi spiste
dem. Og vort stel med primusen og anden matlagning
interesserte eskimoerne i høieste grad, saa hytten snart var
fuld av besøkende. Kvinderne holdt sig borte, rimeligvis
efter ordre av de strenge egtemænd. Kun Auva og Anana,
der begge var lykkelige enker, vovet at avlægge os visit.
Vi fik saaledes et ganske høit indtryk av sedelighed og
moral blandt netchjilli-eskimoerne. Mændene syntes at vaage
over sine hustruer og disse at være sine mænd tro og
lydige. Ret længe holdt dog dette gode indtryk sig ikke.
Vi var bestemt paa at reise videre nordover næste
morgen og gjorde os derfor klar om kvelden. Da vore
hunder var temmelig utmattet, henvendte jeg mig til Atikleura
for om mulig at faa laant nogen hunder av eskimoerne. Paa
ogluli-eskimoisk heter hund miki, men da jeg bad Atikleura
om miki, begrep han mig længe ikke. Jeg forklarte omigjen
og omigjen, hvad jeg mente, og endelig syntes han at
forstaa. Han nikket tilfreds herover, og jeg var beroliget. En
yngre bror av Atikleura, Poieta, havde lovet at følge os
nordpaa for at vise os den bedste vei gjennem skruingerne.
Han var en pen kar paa 25—26 aar, ikke saa sværbygget
som broren, men med et aapent, tiltalende ansigt. Flink og
villig var han. Hans kone, som ogsaa bar navnet Nalungia,
fik endel synaaler for mandens tjeneste.
Den første, som møtte mig, da jeg næste morgen kom
ut, var Anni, Atikleuras yngste gut og øiensten. Han stod
tydelig og ventet paa mig og smilte blid og fornøiet. Jeg
tok gutten ved haanden og gik med ham til hans forældres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
