Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mod Kong Haakon VII’s Land. Af Premierløitnant Godfred Hansen. Expeditionens Næstkommanderende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
476
NORD VESTPASSA GEN
vendte mod os sin kulsorte Skyggeside, hvor alle Detaljer
Forsvandt i Nattemørket. Men Ryggen tegnede sig mod den
glødende Nattehimmel med en skarp, ujævnt takket Linie
af Sten ved Sten.
Pludselig staar der en Ren midt i Solen! Silhouetagtig
skarp tegnede den sig mod Himlen bag. Den maatte have
ligget ned og nu være blevet urolig. Den saa saa underlig
kæmpemæssig ud, som den stod deroppe som et vældigt
Dyr fra Jordens første Dage. Hovedet løftet, Nakken
tilbage, saa at Takkerne laa henover Ryggen. Et Øjeblik
stod den saaledes. Hundene saa den, men forstod ikke,
hvad dette vældige Dyr var. De stod stille med strittende
Ben, pludselig stivnede i den Stilling, de trak i.
Solstraa-lerne badede os, Mennesker og Hunde, i Lys. Men dog
blev Renen ikke bange. Vendte blot og forsvandt langsomt
ned bag Aasryggen. Saa besindede Hundene sig, forstod,
at det var Ren, og vilde efter. Jeg maatte kaste mig ned
tværs over Per og Baj for at trykke dem til Jorden. Silla
og Gjøa, der begge var rasende af Jagtlyst, tog jeg om
Halsen, hver med en Arm og trykkede saa det hele
sammen i en kæmpende Bunke, laa og væltede rundt over
dem, for at forhindre dem i at tude. Ristvedt kom op.
Hans Hunde havde intet set, saa de var mere rolige. Jeg
bad ham gaa. Meget Haab om, at Renen gik tæt nok paa
den anden Side, havde jeg ikke. For de enkelte Hyl, der
slåp ud af Struberne paa Baj og Gjøa, var fæle nok til at
skræmme et Dyr, hvis Slægt gennem Sekler har været
jaget paa den vildeste Dødsflugt af Rædsel over Ulvenes
Djævletuden, gennemtrængende, øresønderrivende, skærende
langt frem gennem Luften som den eneste Lyd i
Vinternattens vældige Stilhed.
Ristvedt gik frem og naaede op til Bakkekammen. Der
lagde han sig ned og støttede Geværet mod en Sten. Da
vidste jeg, at Renen havde ikke længe at leve. Da Skuddet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
