Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mod Kong Haakon VII’s Land. Af Premierløitnant Godfred Hansen. Expeditionens Næstkommanderende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
478
NORD VESTPASSA GEN
borte paa Isen. Hvad var vel det? Jeg tror næsten mit
Hjærte bankede. For lige meget hvad det var, levende her
ude i Ødemarken, det gav Chancer for videre Fremrykning.
Kikkerten kom frem. Der var ikke én mørk Plet, men
der var mange spredt halvmaaneformigt ud over Isen.
Eskimoer paa Sælfangst! Saa var det ikke saa underligt,
at Hundene havde villet op i den Retning.
Vi fik Flaget frem paa Slæden. Vi tænkte os jo som
en svag Mulighed, at der kunde være hvide Folk imellem,
og i den Anledning fik vi travelt med at gnide os lidt med
Sne for om muligt at faa lidt Petroleumssod af Ansigtet.
Saa kørte vi videre. Eskimoerne havde øjensynligt set os
ogsaa, for de kom styrende over imod os, trækkende Linien
sammen ind over. Da de alle var samlede en 4—500 Meter
fra os, gjorde de Holdt. Vi paa vor Side gjorde det samme.
Ude i Vildnaturen, hvor den stærkeres Ret er Loven, ved
man ikke, om man møder Ven eller Fiende. Bedst at være
færdig. Det arktiske Ceremoniel for Møder maa ikke
fraviges. Vi kørte Slæderne op med Bredsiden mod de
fremmede. Ristvedt lagde sig ned bag dem med Karabinen
klar til Skud og Patronerne klare ved Siden. Saa skød jeg
Hjærtet op i Livet og gik fremover med Hænderne løftet
over Hovedet, Tegnet paa, at jeg ingen Vaaben bar. Fra
Eskimoerne kom der ligeledes en Udsending frem. Ogsaa
han havde Hænderne til Vejrs, der var altsaa intet at frygte.
Saa mødtes vi midt paa Arenaen. Hans hvide Tænder lyste
mig imøde, saa bredt var Smilet paa hans flade,
elskværdige Eskimofjæs. Han var ikke bange for mig, saa i hans
Øjne har der intet frygtindgydende været ved mine
fremmede Ansigtstræk. Snavset, der dækkede dem, var jo
iøvrigt ogsaa af samme Slags, som han selv bar. Smilte
gjorde jeg ogsaa, saa jeg var glad. Saadant et Møde
betød jo Mad saa meget som vi kunde føre med os paa
Slæderne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
