Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mod Kong Haakon VII’s Land. Af Premierløitnant Godfred Hansen. Expeditionens Næstkommanderende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MOD KONG HAAKON VII’S LAND
483
kunde byde os. Vi kom op over den sydlige Skraaning, som
jeg tror maa være et Paradis om Sommeren. Allerede nu var
store Pletter fri for Sne, og der saa man langt Græs fra
den forrige Sommer. Jordsmonnet var ganske vist stivfrosset
og Græsset vissent, men for vore „snetrætte" Øjne oprullede
sig Fantasibilleder af grønt Græs og rislende Elve, af Blomster
og Blaabær, af græssende Ren, af Harer, der hoppede paa
lette Fod, af spillende Ryper, alt overstraalet af Solen, saadan
som det maatte tage sig ud en herlig Augustdag. Det var
et helt Fata Morgana for det indre Syn. Dog heldigvis
ikke ganske. Vi saa nemlig virkelige Ryper og fik 2 i
Tasken.
Den 8de Maj henimod Middag saa jeg forud nogle
kulsorte Punkter. Jeg stod lidt og saa paa dem i Kikkerten,
men da jeg ikke kunde se, at de rørte sig, gik jeg ud fra,
at det var Sten. De laa ganske vist underlig isolerede,
tilsyneladende temmelig langt paa Land. Men Afstanden
havde jeg allerede for længe siden opgivet at bedømme i
Vinterbelysningen, og desuden var man vant til de største
Overraskelser i Retning af lange, låve Tanger ud i Vandet
fra Land, Tanger hvis Eksistens man ikke aner, førend man
kører over dem, og saa ser enkelte Sten stikke op over
Sneen.
Solen var kommet frem i det samme, og vi gjorde da
Holdt, forat jeg kunde faa maalt en Middagsbredde. Medens
jeg stillede Theodoliten op, tog Ristvedt Kikkerten, og han
kom til et ganske andet Resultat end jeg, Stenene bevægede
sig, det var Sæler! Der laa 3 store Fyre og slikkede
Solskin. Solen kunde ordentlig faa Tag i deres brede mørke
Rygge. Alt det hvide, Sneen og Isen, kaster Solstraalerne
tilbage, men det sorte fanger dem. Der laa de og sov, som
Sæler gør det, et halvt Minut ad Gangen. Hvert halve
Minut løfter de Hovedet, ser sig om og vejrer, og lader saa
Hovedet falde træt ned igen. Ustandseligt gaar det saaledes,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
