Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mod Kong Haakon VII’s Land. Af Premierløitnant Godfred Hansen. Expeditionens Næstkommanderende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
484
NORD VESTPASSA GEN
op og ned, op og ned. Naar det er nede, skal man snige
sig paa, saa ser og hører den intet. Men saa meget mere
vagtsom er den, naar Hovedet er oppe. Saa maa man ligge
stille som en Mus, helst gemt bag et Stykke opstaaende Is,
eller hvad der kan være. Men for alting stille. Ved den
mindste Bevægelse skræmmer man Sælen, og saa rolig, tung
og treven den end har set ud, væk er den i et lynende
Nu. Derfor havde jeg ejheller megen Tiltro til Ristvedts
Lykke, men det var dog altid et Forsøg værd for ham at
gaa ud, medens jeg observerede, og saa gik han.
Han havde bundet sine Hunde tværs paa Slæden, og
jeg havde surret Silla helt ind til Slædestævnen, saa at hun
ikke kunde trække uden at slaa Bagbenene. Gjøa havde
faaet Løbestik om Halsen. Det var de to værste, troede
jeg, naar de ikke kunde trække, saa stod nok de andre
ogsaa. Men der tog jeg fejl. Medens jeg allerbedst ligger
og ser paa Solen gennem Instrumentet, der stod opstillet
paa sin Kasse ved Siden af Slæden, faar Kasse og
Instrument et saadant Stød, at de farer hver til sin Side ud i
Sneen, og afsted gik det med Slæden. Hundene havde
hørt et Skud, men jeg ikke, og trods Sillas og Gjøas
An-strængelser for at holde igen, gik det op mod Ristvedt,
lige afsted i hans Spor. Denne Gang var jeg dem dog for
hurtig. Jeg kom op og fik Slæden væltet. Jeg formoder,
at Skrueisen havde lært mig den Kunst. I hvert Fald gik
det meget nemt, og det stoppede dem. Ristvedts Hunde,
som maatte trække deres Slæde tværs paa, tabte af sig selv
Lysten til at løbe løbsk. Saa gik jeg tilbage og stillede
Instrumentet op igen, og fik en rigtig god Breddebestemmelse.
Instrumentet var faldt i saa blød Sne, at det intet havde
lidt. Da Bredden var taget, kørte jeg op til Ristvedt. Han
havde faaet en Storkobbe, en Sæl paa 21/2 Meters Længde
og 2 Meters Omkreds ved Forlufferne, et helt Kødbjerg at
se paa. Der havde været saa heldig fordelte Smaastumper
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
