Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mod Kong Haakon VII’s Land. Af Premierløitnant Godfred Hansen. Expeditionens Næstkommanderende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
492
NORD VESTPASSA GEN
Vi naaede frem til en Odde, Kap Christian Michelsen.
Nordenfor denne skar en dyb Fjord ind i Landet. Den
døbtes senere af Kapteinen Danmarks Fjord. I dens
Munding laa en 0, der havde stejlt Affald sydover. Øen var
vel en 60 Meter høj, adskillig højere end det Land, vi kunde
se oppe fra dens Top indover langs Fjordbredderne. Jeg
spurgte i Anledning af Dagen Ristvedt, hvem der var den
norske Grundlovs betydeligste Mand. „Falsen," sagde han,
og saa kom Øen til at bære hans Navn.
Vi kørte saa lidt videre nedover mod noget højt Land,
som vi saa paa Fjordens nordlige Kyst, men stoppede dog
til der for Dagen allerede Kl. 5. Det var første Gang i
lang Tid, at vi havde slaaet Lejr af anden Grund end den, at
vi var for trætte og for forkomne til at køre videre. Efter
Middagsmaden lavede Ristvedt Citronbudding i
Chocolade-potten. Den spiste vi naturligvis begge to formeget af.
18de Maj. Den næste Dags Morgen var Vejret saa smukt,
at vi virkelig haabede paa, at det havde sat sig. Jeg tog nogle
Maalinger, og saa styrede vi videre frem mod det samme
høje Land, vi havde styret paa den foregaaende Dag. Men
snart forsvandt alting i Dis, og vi maatte holde Kursen saa
godt vi kunde fra Storis til Storis. Det er ikke saa heldigt
at stoppe alt for hyppigt op for at kontrollere Kursen efter
Kompasset. I saa tungt Føre, som vi havde at gøre med
der, er det, som om Hundene bliver mere stivbenede af at
vente, istedet for at have godt af en lille Hvil.
Jeg troede nu at have saa megen Erfaring, at jeg ikke
skulde tage feil mere af Land og Vand, hvormeget Sne der
saa end blev dynget op derpaa. Men der havde jeg været
for vigtig. Medens jeg bedst kørte i den Tro stadig at
befinde mig paa Is, ståk der pludselig en Sten op gennem
Sneen. Der kunde altsaa ikke være Vand. Lidt efter saa
jeg et lille Stykke Is, der var brækket op og stod paa
Højkant. Der kunde ikke være Land. Men Overgangene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
