Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
Axel og Valborg.
her for sin Moders Grav; hun hæved fromt
de trinde Arme, liljehvide Hænder.
Hun bad, som jeg: »0 Himmel, sluk min Elskov!
0 Moder, styrk din Datter i sin Dyd!«
Da glemte jeg Sankt Olaf, alle Helgen
og Himlen selv; thi Himlen aabenbared
sig for mig i min Valborg. Aldrig var
Tilstaaelsen end kommen mig paa Læben.
Fra Barnsben kaldtes vi vel Ægtefolk;
det var i Spøg, fordi den søde Mø,
som Glut alt var mit Hjerte dyrebar.
Jeg nærmed mig, igennemglødet af
det stærkeste, det elskovsfulde Mod.
Nu syntes alle Farer mig forsvinde.
Min Skæbne laa som Lindorm for min Fod,
jeg stod paa den, kæk som Sankt Mikael,
og stødte Spydet i Uhyrets Ryg,
mens mine Følelser med stærke Vinger
sig løfted imod Himlen. Saadan tren jeg
for Valborg; med min venstre Haand omslyngte
jeg hendes skønne Legem, med den højre
drog jeg mit Sværd, og svor ved alle Helgen:
Valborg skal vorde Axel Thordsøns Brud
paa Jorden eller hist i Himlen.
Vilhelm. Amen,
min brave Broder!
Axel. Ak, da skælved Valborg:
»Axel, hvad sværger du! Er ej vor Elskov
mod Religionen og mod Sæderne?
Er vi ej Slægtninge? Forbyder Kirken
ej sligt et Ægteskab? Bad vore Mødre
indstændigt os paa Sottesengen ej,
at tvinge denne Flamme ? Spaaede de
os idel Kummer ej og Undergang,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
