Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
Axel og Valborg.
den skulde stoppes i et Hul afsides,
blot af den Aarsag, at de kælne Lunger
ej kunde taale Røg.
Knud. Nu, Fader Bjørn!
den falder og paa Brystet.
Bjørn. Ej! hvad Brystet?
En ærlig Karl maa have Mod i Brystet,
og ikke bryde sig om Røg og Damp.
At tale nu om Klædedragten, da
har Olaf svare Synder, og Vor Herre
forlade ham det i hans Grav! Tilforn
gik Kæmpen i sit Harnisk, eller i
sin hvide Vadmelskjortel; nu blev Brogen
ham snørt om Lænderne med Guld og Sølv,
Guldringe spændt om Læggene, i Folder
det bløde Silke lagt om Arm og Skulder,
endskønt for Resten Ærmet var saa trangt,
at med et Værktøj paa det maatte drages.
Med Magnus Barfod var det lige nær,
kun paa en anden Maade. Han var Helt;
men løb han efter sit irlandske Tog
med stakket Kjortel og med bare Ben
ej om paa Gaderne, som Betler, skønt
han var Normannakonning? Og kan ej
han selv sig takke for sit Øgenavn?
Knud. Nu, alt forandrer sig med Tiden, Fader!
Bjørn ryster paa Hovedet.
Ifald de havde kun i Ære holdt mig
de gamle Drikkehorn, saa flk det være;
men denne Skik at nippe 01 af Bægre
er en Uvane, som vil bringe Landet
sent eller tidligt i Aftagende.
En høvisk Svend maa tømme ud sit Maal,
ej sætte Skæggelevninger paa Bordet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
