Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
Axel og Valborg.
Nu spørger Kejseren, hvad det vil sige.
»Ja«, svared han, »min ædle Kyrialax!«
(betyder nemlig: Herr Alexius;
thi Kyrie er paa Græsk en Herre, véd I
af Salmebogen) •— altsaa: »Kyrialax!
det Sværd, jeg ejer, kaldes Nejter; det
var Olafs Sværd, som med sit Liv han misted
paa Stiklestad.«
Bjørn. Velgjort af Konning Olaf,
han vristed Sværdet ud af Svenskens Haand!
Hvad skulde ogsaa han med Olafs Sværd?
Endrid. Rigtig; det indsaa Kejseren og alle.
Med stor Bekostning lod da Kyrialax
en Kirke bygge for Sankt Olaf paa
det Sted, hvor Sværdet laa; og over Altret
blev Sværdet hængt, saaledes som hans Skrin
her stander over Alteret i Koret.
Kolbejn. Hvor sælsomt skinner den forgyldte
Kiste
igennem Mørket hid til os fra Koret?
Er det da sandt, ærværdige Herre! at
Kong Olaf gaar igen?
Bjørn. Er det et Spørgsmaal?
Knud. 1 Nordmænd er et uregerligt Folk;
da blir det vel nødvendigt, at selv stundum
de døde stige frem af Gravene,
for at formane jer til Frygt og Bedring.
Bjørn. Har du ej hørt de hundrede Mirakler?
Kolbejn. Vel har jeg det; jeg véd kun ikke
rigtig,
om de staa til at tro.
Knud. Forsynd dig ej!
Saa gerne kanst du tvivle, Søn! om Himlen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>