Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fjerde Akt.
109
Vilhelm. Skælv ej, min ædle Jomfru! I er
frelst.
Min Svend er ilet hen at hente Axel.
Vinden er god, alt klart forinden Borde.
De hvide Alfer puste venligt alle
i Skibets Silkesejl, og Frejas Stjerne
nedfunkler klar fra Nattens dunkle Hvælving.
Erland. Min Søn! Gud takke dig for denne
Daad.
Vilhelm. Min Daad er ringe, Fader Erland! dig
kan Axel ene takke for sin Lykke.
Valborg. 0, vi maa begge takke eder begge!
Vilhelm. Der er han.
Axel kommer med Sværd og Skjold.
Vilhelm! Elskte Valborg! Fader!
Vilhelm. Er Vejen ryddelig til Skibet, Axel?
Axel. Gaden er tom; jeg saa den rædde Skare
udstyrte nys af Kirkedøren, som
en Sværm af blege, tavse Aftenbakker.
Men Munken, som vi skulde gribe, straks
som han kom ud af Kirken, saa vi ej.
Jeg frygter, han har skjult sig i en Krog,
at han forraader alt.
Vilhelm. Vær uden Frygt!
Forræderiet fundet har sin Skranke.
Han viser ham Munkens Lig.
Axel. Knud i sit Blod!
Valborg. 0, Himmel!
Erland med et bange Blik paa Vilhelm. Myrdet!
Vilhelm rolig. Dræbt.
Hans frække Ryggesløshed jog ham selv
bespottende i Skæbnens og Sankt Olafs
iskolde Jernspyd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
