Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
Axel og Valborg.
Linklædet, som den ondskabsfulde Knud
skar over mellem dig og Valborg, Axel!
Jeg kender det. Ha, svøb det ej om Armen!
Det brænder mig, det martrer mig kun mer.
Axel. Det er naturligt, at et Saar maa brænde,
og at Forbindingen er smertelig.
Vær rolig, hvil et Øjeblik, min Herre!
og grib saa Sværdet med din venstre Haand,
og følg paa ny med Axel mod din Fjende.
Nærværelsen af Kongen styrker Folket,
og jeg vil være dig din højre Haand,
Hakon.
Er det en grusom, en hævngerrig Stolthed?
Er det naturlig, ren Højmodighed?
Hvordan forstaar jeg Axel? Viist du sanke
gloende Kul paa Hakons Hoved?
Axel. Nej,
ved Gud og Mænd! tro vil jeg tjene dig,
ej krænke dig, ej forekaste dig.
Hakon. Men denne Højmod smerter mig kun
mer.
Ulykkelige Hakon Herdebred!
Din bedste Kæmpe ringeagter dig.
Axel.
Ved Gud i Himlen, ved min Valborg, Hakon!
jeg agter dig.
Hakon. Nu tror jeg dig, min Frænde!
Du svorst en hellig Ed. Vel, er det saa!
Og Hakon handled som en heftig Elsker
paa Kongetronen, Axel! ej som Nidding.
Axel. Hvo kender Elskovs Magt, og fatter ej
dens Virkninger?
Hakon. Nu taler du mig af
mit eget Hjerte, vakre Kæmpe! Se,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
