Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
Axel og Valborg.
Axel. Hils Helfred, hils min elskte Søster, Vilhelm!
paa Immersborg; tak hende kærligt for
de Følelser, de Glæder og de Sorger,
som hun fra Barnsben delte med sin Broder.
Ak, hun forstod mig, kendte mig saa vel!
Sig hende: Axel har ej glemt sin Søster
i Dødens Time.
Vilhelm. Jeg skal hilse hende.
Axel. Men Valborg først og sidst! Mit Ønske er
at slumre ved min elskte Piges Side
i Graven, naar hun her har endt sit Liv.
Vilhelm. Vel! Er der mere?
Axel. Nej.
Vilhelm. Saa — gaar jeg da.
Axel rækker ham sin Haand.
Min ærlige, trofaste Vaabenbroder;
Tak for dit Venskab, din Hengivenhed;
du viste den i Daad, i Ord kun sjælden.
Tag af min matte Haand mit Livs Farvel!
Vilhelm. Farvel — Farvel!
Axel. Vilhelm! var jeg din Ven?
Vilhelm. Min eneste. Nu har jeg ingen mere.
Han gaar.
Axel alene.
Jeg dør for Land og Drot, som mine Fædre,
hvad kan en ærlig Kæmper ønske bedre?
Jeg træder tillidsfuld for dig, min Gud!
Jeg skal min elskte Valborg atter finde.
I Evigheden er hun Axels Brud;
der røver ingen ham hans Sjæls Veninde.
Solen skinner igennem Korvinduet.
Du liflige, nyfødte Morgenlue!
du kommer for mit brustne Blik at skue;
den bleges Kind du farver venlig rød.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
