Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128 Axel og Valborg.
Hvor langt, langt bedre, end at flygte bort
til fremmed Land, og friste der sit Liv
i kummerlig Landflygtighed, min Axel!
End tæres langsomt hen af Hjertesorger!
Nu lider du ej mer, hjertelskte Svend!
Nu har du indlagt dig en evig Ære.
Dit Fædreland, den ædle Moder Norge,
er stolt af Axel, af sin brave Søn.
I mange Tider vil endnu dit Navn
bestandig svæve hende frisk paa Læben.
Paa Tinget vil hun ofte nævne højt
din Heltedaad, og tit i Fruerstuen
vil hun om Aftnen i en gammel Vise
sjunge din Elskov og din Trofasthed.
Til Vilhelm.
Hvor han er smuk i Døden! — Dine Lokker
hvirvle sig vildt omkring det blege Ansigt.
Hua ordner hans Haar med sin Haand.
Saaledes; denne Pande maa ej dækkes;
den hvælver høj og ædel sig, som Himlen. —
Han smiler i sin Død.
Hun kysser ham.
Farvel, min Axel!
Din Valborg kommer snart.
Hun staar op, lægger Haanden paa sit Bryst, i det hun
drager sin Aande dybt og tungt.
Ja snart, ret snart!
Vilhelm. Min ædle Valborg! du est bleg.
Valborg. Min Axel
er blegere. Ti stille, gode Vilhelm!
Forstyr mig ikke i min Ensomhed.
Sværmerisk.
Hvor her er godsligt her i denne Kirke!
Hvor muntert Solen skinner gennem Vindvet,
ret som i Gaar ved denne Tid, min Axel!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
