Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147:
Ved De, åt han straks efter at De havde forladt ham
bankede paa min Dør?
Skram studsede — paa Deres Dør. Var De da ikke
gaaet til Ro?
Jo, sagde hun, men jeg sover slet. Jeg laa og læste.
Jeg ligger og læser til den lyse Morgen. Det er en Vane.
Det vidste han. Helmuth Viffert og jeg kendte hinanden
godt, og han har ofte siddet om Natten ved min Seng,
naar de andre sov.
Dette sagde hun ganske naturligt uden at forklare det.
Skram tav.
Grevinden fortsatte. Han bankede paa min Dør, som
ikke var aflaaset. Leonie plejer at benytte denne
Indgang, hun sover ovenpaa — det vil sige over hans
Værelser.
Dette vidste Skram — han undrede sig blot over, at
Viffert som det syntes havde aflagt Grevinden et Besøg,
før han havde ulejliget sig op paa Kvisten til hendes
Kammerpige. Men dette var Vigtigt, og derfor tav han.
Jeg troede, det var Leonie, som undertiden kommer
ned til mig om Natten. Jeg troede det, fordi han og jeg
var skiltes som Uvenner samfne Aften, og jeg havde
sagt ham, hvad jeg længe havde ønsket at sige ham.
Det var ham.
Han sagde ikke meget. Han bad mig glemme, at
han havde været vred. Han vilde ikke skilles fra mig
i Vrede. Han vilde rejse tidlig den næste Morgen og
ikke se mig, før jeg ønskede det. Han var ydmyg og
talte mildt. Jeg ved, at han kunde tale alle Sprog. Jeg
kendte hans Tale, og den ejede ingen Magt over mig mer.
10*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
