Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179:
Hovedet, som man hilser en Ven, og satte Celloen hen
i en Krog. Saa traadte han hen til hende og tog hendes
Haand.
Tak fordi De kom, sagde han.
Og Tak fordi De spillede for mig, sagde hun og saa
ham lige i Øjnene. Hendes Blik var fugtigt, dugget
som af Taarer. Han syntes, hun var bleg, og hendes
Træk var trætte.
Hun tog Plads i en dyb Lænestol tæt ved Døren, og
han stillede sig i Døraabningen lige overfor hende. Det
var ved Solnedgang, og Klokkeslagene fra Kirken lød
henover Parken og Slotssøen.
Kommer De for at tale eller for at tie? spurgte
han.
Hun smilede. Jeg maa vel tale, nu De har talt til
mig i det Sprog, jeg elsker højere end noget andet.
Jeg tager mine letsindige Ord tilbage, Skram. De skal
aldrig vælge andet Instrument end Celloen. Celloen er
Mandens Instrument, og De Skram er en Mand.
• Tænker De paa det lille Intermezzo foran Toget,
spurgte han. Det var Selvopholdelsesdrift, ikke andet.
Jeg har «ndnu etF^Dägs Gerning eller to at udrette.
Saa maaske vi kan følges derhen, hvorfm man ikke
vender tilbage. Men ikke før. De kommer altsaa for at
tale og saa vil jeg tie.
Jeg skylder Dem en Forklaring for dette Indfald,
sagde hun. Maaske vil De forskaane mig derfor. Jeg
var ikke Herre over mig selv. Jeg kan, naar Rædsel
griber mig, instinktmæssig, uden at kunne staa imod,
øve Gerninger, som jeg i rolige Øjeblikke ikke kunde
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
