Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 22 -
Selvfølgelig visste jeg også at hun blev den jeg
skulde vie mitt liv til. Om dette skrev jeg
hjem dagen efter som jeg siden gjorde det hver
gang jeg var sikker på at noget lignende hendte
mig. Alltid for siste gang.
Det var i min ungdoms lyriske tilværelse der
ute alene i den vide verden at jeg mere enn
nogensinne trengte å ha mor og far med på alt
det som skjedde.
Lokomotivet hvinte i angst for noget det nu
blev tvunget frem imot.
Vi jog forbi hverdagslige gater som bredte
sig lik grå kjensgjerninger mellem triste sten«
masser. «Hjem for mennesker.» Vi hvinte
videre i vill fart under jernbroer mellem hundrer
av skinner og tomme vogner i milelang uende«
lighet med en brungrå himmel senket ned over
oss. Byen lå tung og ulysten og lot det skje.
Men i vår kupé var det høit til loftet. Der var
alle tiders morgen: En ny forelskelse. Da hun
bøide sig ned over sin koffert, var jeg raskere.
Jeg nådde å kysse henne på kinnet. Jeg så
ikke virkningen, jeg bare drog i vei med kof«
ferten. Da jeg satte den på perrongen, stod hun
bak mig. Jeg så skøieraktig på henne og hun
på mig. Så var pakten sluttet til vi møttes
igjen.
Menneskene flommet og fløt utover. Jeg
syntes alle så så fornøide ut. Livlige og mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
