Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 204 -
verdensberømte kollega kysset jeg henne på kin«
net. Og vi skiltes.
To dager efter var jeg hos henne med billet«
tene. Hun var ikke hjemme. Det blev skjeb«
nen for henne. Jeg bad piken da jeg gav henne
den, å si til frøkenen at hun skulde vente i
vestibylen 10 minutter før forestillingen. Det
glemte hun å gjøre. Da jeg dagen efter kom
til teatret på klokkeslettet gikk det allerede op
i luer. Fire hundre og seksti blev drept, brent
eller kvalt. Blandt dem var hun. Jeg stod der
halve natten. Jeg kunde ikke komme mig bort.
Jeg kan si jeg slepte mig op til hennes mor
dagen efter. Hun satt den elendige stakkaren
og klamret sig fast til mig og gråt og snakket
og snakket og gråt.
«Mitt barn, mitt barn, å hun var så inderlig søt
og alitid glad. Hun likte Dem. Hun fortalte
om Dem.»
Jeg måtte gi denne moren det forferdelige
løfte å følge med til Allgemeines Krankenhaus
hvor likene lå. Vi så nogen menneskerester.
Det var henne, det uforglemmelige, deilige barn.
Jeg blev ikke lenger i Wien. Jeg reiste til
Meiningen. Jeg satt i mitt vindu og så på det
fredens evangelium som denne elskelige byen for«
kynte, uten selv å ane hvad det betydde å være
der og føie dens velsignede ro helt inn i sjelen.
Der var en syk, en blind, engang en stor skue«
spiller, Weilenbech het han. Så klok, så
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
