Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 253 -
eftermiddagsforestillingene torsdag og fredag.
Så kveldene kunde tilbringes sammen med fa«
milien og venner. Selv gikk han i teatrene, men
sjelden. Om eftermiddagene spilte de mest de
franske klassikere. Morsomt å se deres stil.
Men milevis borte fra min sans for det natur«
lige selv i bunden form. Alexandrinene var
for de fleste syngende tale, opskrevet efter noter.
Vakkert ofte, men noget langtekkelig i lengden
tross fantasi og følelse i fremførelsen.
Sarah Bernhardt glimret også i bunden
stil. Hun fikk der tak i det menneskelige som
ingen ånnen. Vi så det på Nationaltheatret i
«Phedra». Henne holder jeg for det største
sceniske geni fra de tider. Tross Duse. Hun
kunde alt det Duse gjorde. Men Duse ikke
alt det Sarah Bernhardt i sine fascinerende over«
ganger i sin briljerende spiritualitet maktet å
illudere i sitt spill. Hennes bisarre fantasi og
pikante kvinnelige charme var overveldende. På
samme tid eide hun Duses mektige indre følel«
sesliv. Begge hører evigheten til.
Med stor beundring hørte jeg på de franske
kunstneres behandling av replikken i deres skue«
spill og lystspill. Deres naturlighet. Deres hen«
førende, smilende, grasiøse form. Men de laget
ikke bare lekre saker. I et skuespill jeg ikke
lenger husker navnet på, oplevet jeg en bestialsk
brutalitet som flenget i sønder all motstands«
kraft og trampet ned sjelens ømhet for den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
