Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
Grimace. »Lad mig nu spille lidt,« sagde han
og greb ind mellem Rørene. Ud af dem trak
han en Violin og en Bue frem. Og i
Skumringen afEllekrattet begyndte Tonerne at vælde ud.
Aa, hvor han spillede! Aldrig i sit Liv havde
den stakkels forældreløse Dreng anet, at der var
saadanne Kjærtegn af Klangfylde til. Først lød
det som Hvisken af halvt tilbagetrængte, ømme,
stille Ord, saa arbejdede det sig stærkere og
stærkere frem, til det blev en stor, lidenskabeligt
brusende Kaskade af Elskovsjubel, der lidt efter
lidt stilnede af og randt hen i brede Strømme
af aldrig udtørrende Kjærlighed, rolig, dyb og
klar. Fuglene, som havde sat sig til Hvile,
vaagnede op igjen, fløj sagte ned paa Jorden og satte
sig rundt omkring i Græsset, Guldsmedene, der
sad paa Dunhammerduskene og blundede,
begyndte at skinne med Lys af Saphir og
Smaragd, men Øjnene paa den husvilde Ungersvend
stod fulde af klare Taarer.
»Hr. Nøkke,« udbrød han, da den sidste Tone
var døet hen, »Hr. Nøkke,« bad han og rakte
bønligt Armene ud, »kunde jeg ikke komme i
Lære hos Dem hellere end hos en Barber?«
»Det lader sig ikke gjøre,« mente Nøkken.
»Om saa blot af Hensyn til mine voxne Døttre
gaaer det ikke an. Men det behøves heller ikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
