Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
Oppunder lå et par ganske små øjne og en liten
klumpnese; men munnen var meget stor med
ut-overbrettede lipper, der holdt sig hvitagtige. Når
han lo, så man begge gommer. Hans hender lå
på bordet; de var meget svære og grove; men
håndledet var spinkelt. Han så hvast og talte
fort, men med meget arbejde. Folk kalte ham
„Kjæftaurin," og Arne visste, at Nils skrædder
i gamle dager havde faret stygt med ham.
„Ja, der er megen synd til i verden; den
sitter oss nærmere enn vi tror - -. Men det er
slikslag; nu skal i høre om en stygg gerning.
De, som er gamle, hugser Alf, S.kreppe-Alf.
„Kommer nokk igen! sagde Alf;" det ordtøke er
efter ham; for når han havde endt handelen —
og han kunne handle, den karl! — hivcle’n
skreppen på rygg: „kommer nokk igen!" sagde
Alf. Fanden til karl, staut karl, kekk karl, Alf,
Skreppe-Alf! —
Nej, så var det han og Storslåpen.
Storslå-pen — ja, i kenner Storslåpen? — stor var han,
og slåpen var han med. Han forså sig på en
knitrende svart hest, som Skreppe-Alf for og ekserte
med, så den spratt som en sommerlopp. Og
før-cnn Storslåpen selv visste av det, var han kommen til
at give femti daler for gampen! Storslåpen opp i
en karjol, så lang han var, for at køre konge med
femtidalershesten; men nu kunne han slå og banne,
så gården stod i et gov, — hesten flaug likefullt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
