Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
83
drog gudfar med hele flokken nedover mot gården
og Arne skulde komme efter. De hoppede
nedover bakken, ordnede sig i rekke, da de var komne
ned på sletten og sang hjemover mot huset.
Han sat der igen og hørte på sangen; solen
falt like på flokken, det lyste i deres hvite
skjorteermer, snart tok den ene den ånnen om livet,
de dansede bortover engen, og gudfar efter med
stokken, fordi de trødde ned håen. Arne tenkte
ikke mere på drømmerne, han så snart ikke mere
efter gen terne; tankerne lagde sig utover dalen
som de fine soltråder og han sat igen der på
bakken og spant. Før han visste av det sat
lian i en tett vev av tungsinn; han lengtes ut,
og aldrig i verden som nu. Han spurte sig selv,
hvorfor han skulde gå lier lenger; ti nu havde
han væntet lenge nokk! Han tok fast løvte av
sig selv, at straks han kom hjem, vilde han tale
til moderen, det måtte gå som det vilde!
Hans tanker blev sterkere og drev inn i visen:
„over de høje fjelle." Så snare havde aldrig
ordene veret, ej heller havde de føjet sig så sikkert
i lag; (le var næsten som genter, der sat rundt
på en haug. Han havde et stykke papir hos sig,
og han skrev ned over sitt kne. Og da han havde
skrevet visen ferdig, rejste han sig som forløst, vilde
ikke til folk, men tok skogvejen hjemover, skønt
han visste, at da måtte han take natten med. Første
gang han på vejen satte sig ned at hvile, vilde han
6*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
